SCENARIE 2
RUC internationalt anerkendt som eksperimenterende og innovativt universitet
Det eksperimenterende og innovative RUC tager afsæt i og fornyer RUC’s tradition for at tænke anderledes inden for forskning, uddannelse og undervisning. Scenariet bygger således på en styrkeposition.
Scenariet bygger videre på RUC’s historie og styrke som et universitet, der går nye veje.
Ved at fokusere på RUC som et eksperimenterende, unikt, anerkendt, anderledes, nysgerrigt og modigt universitet, bliver RUC det attraktive alternativ.
RUC’s forskning skal publiceres i de bedste tidsskrifter og på de bedste forlag. RUC’s ph.d.-uddannelser skal være internationale i deres ageren og RUC’s uddannelser skal være attraktive for internationale studerende og aftagere. RUC skal være internationalt kendt og anerkendt for sin utraditionelle eksperimenterende undervisningsform.
Som innovativt og eksperimenterende universitet skal RUC have en anderledes, undersøgende og entreprenant tilgang til uddannelse, forskning og forskeruddannelse. RUC skal etablere en kultur, der stiller spørgsmålstegn ved gængse måder at gøre tingene på og ikke er bange for at stille tingene på hovedet for at se på dem fra nye vinkler. Der skal være højt til loftet, samtidig med at der styres mod klare mål, således at universitetets ressourcer udnyttes bedst muligt.
Scenariet indebærer, at tværfagligheden nytænkes på tværs af fag- og hovedområder. Projektarbejdsformen, vejledningen og andre undervisningsformer evalueres og videreudvikles. Der sættes øget fokus på de kompetencer, RUC’s studerende opnår i forhold til projektledelse.
Forskningsorganiseringen bør finde former, der fremmer forskning, publicering og formidling på baggrund af innovation, kollegial sparring og mulighed for fælles udvikling. Det forskningsmæssige samspil mellem faste videnskabelige medarbejdere, phd.-studerende og projekt- og specialestuderende skal styrkes. RUC’s studerende skal tilbydes relevante former for forskningstilknytning fra studiestart.
Eksperimenterende og innovative tilgange skal gennemsyre hele universitetet i forhold til uddannelse, forskning og administration, og der skabes i alle sammenhænge rum for fornyelse og nytænkning. Nye samarbejdsformer udforskes i hele universitetets administration med stærkt fokus på projektorganisering og samarbejde.
RUC skal identificere problemer og sætte dagsordener i uddannelse og forskning og være et hestehår eller mere foran.
Digitalisering og informationsteknologi står stærkt på RUC – og i oplevelsen af RUC
Indsatsområder
Forskning
For at realisere scenariet skal der bl.a. sættes ind på følgende:
Gennem stærk faglighed, (nye) tværfagligheder og unikke tilgange til identifikation af problemstillinger skabes nye indsigter og viden – ofte i tværgående netværk på universitetet, nationalt eller internationalt
- RUC søger målrettet anerkendelse for sit eksperimentelle og innovative fokus gennem samarbejder med tilsvarende miljøer på udenlandske universiteter eller andre innovative forskningsmiljøer – og gennem publicering i anerkendte internationale tidsskrifter
- RUC’s eksperimentelle status styrkes gennem internationalt samarbejde og i stor udstrækning ved at indgå i fælles forskningsprojekter. Publicering skal ske i anerkendte internationale tidsskrifter, og RUC skal også markere sig som stedet, hvor nye internationale tidsskrifter og konferencer fødes og huses.
- forskningen indgår ofte i samspil med samarbejdspartnere i Danmark og udlandet – både den offentlige og private sektor. Indsatsen kan både finde sted som led i universitetets egen forskningsindsats – men forudsættes i høj grad at blive etableret som tilskudsfinansieret forskning
- forskningsgrupperne udvikler løbende nye arbejdsformer – ligesom universitet understøtter innovative forskningslaboratorier, der tematiseres omkring eksperimentelle metoder eller forskningsfelter
- de studerende inddrages i og bidrager til forskningen typisk i forbindelse med projekt- eller specialeskrivning gennem en stærkere tilknytning til forskningsgrupperne
Som forudsætning for at kunne nå de beskrevne mål skal RUC:
- udvikle nye samarbejdsformer i forskningen – herunder på tværs af hovedområder, hvilket inviterer til tænkning over metodeudvikling, kvalitetsudvikling, anerkendelse og respekt for andres forskningsmæssige tilgange – samt evt. reorganisering af forskningsgrupperne.
- styrke samspillet med virksomheder, organisationer og institutioner om eksperimenterende forskningsprojekter – herunder med sigte på at øge omfanget af den tilskudsfinansierede forskning
- understøtte de studerende i deres bestræbelser for at skabe eksterne samarbejder med eksterne partnere om bachelor- og kandidatprojekter
- se og optimere mulighederne for anvendelse af ny teknologi i forskning og formidling
- udvikle samspillet mellem eksperimenterende uddannelse og forskning så områderne gensidigt understøtter hinanden
- etablere et redskab, der indebærer, at RUC kan fastholde forskningsmæssig retning og prioritering i et samspil med de mange impulser, der vil følge af den eksperimenterende kultur
- etablere en struktur, der gør det muligt at koordinere større forskningsmæssige satsninger på tværs af forskningsgrupper, institutter og hovedområder samt andre nationale/internationale forskningsinstitutioner
Ph.d.-uddannelse
Det innovative og eksperimentelle scenarie danner en attraktiv ramme om RUC’s ph.d.-uddannelser gennem etableringen af udviklingslaboratorier, der understøtter nye veje for forskning og uddannelse på ph.d.-niveau.
Med afsæt i innovationskonceptet kan RUC indgå samarbejder med såvel institutioner som offentlige og private virksomheder om samfinansierede ph.d.-stipendier eller erhvervs-ph.d.-aftaler.
I forhold til ph.d.-området er målet, at:
- øge antallet af ph.d.-stipendier gennem indgåelse af flere samarbejdsaftaler og erhvervs-ph.d.-aftaler.
- alle ph.d.-programmer skal have en identificerbar eksperimentel/innovativ dimension
- ph.d.-studerende fra RUC som led i arbejdet med projekt og skrivning af afhandling tilbydes at indgå i et udviklingslaboratorium – fortrinsvist med tilknytning til et internationalt forskningsmiljø som en del af deres ph.d.-studium
- ph.d.-afhandlinger skrives på engelsk eller andet relevant hovedsprog, hvis målgruppen inklusive bedømmere tilsiger det
Som forudsætning for at kunne nå de beskrevne mål skal:
- alle forskeruddannelsesprogrammer indgå i samarbejde med udviklingslaboratorier med fokus på innovation
- ph.d.-studerendes forskning og undervisning sammentænkes med sigte på formidling af de innovative aspekter og inddragelse af de studerende i forskningsmiljøerne
Uddannelser
RUC prioriterer udviklingen af nye og unikke uddannelser, der ikke udbydes på andre (danske) universiteter. Nye kandidatuddannelser vil ofte være tværfaglige – også når der er tale om uddannelser inden for et enkelt fagområde.
For at realisere scenariet skal bl.a. følgende indsatser bringes i spil:
- kandidatuddannelserne tilrettelægges, så studerende fra andre universiteter så ubesværet som muligt kan opnå adgang – hvorved RUC kan tiltrække flere danske og udenlandske studerende, der efter bachelorniveau finder det eksperimenterede scenarie attraktivt
- arbejdslivsrelevansen i de studerendes projekter styrkes med sigte på projekter gennemført i samarbejde med arbejdspladser og dermed aftagere
- der indtænkes iværksætteri og entreprenørskab i mange uddannelser
- projektarbejdsformen nyudvikles med afsæt i RUC’s erfaringer og resultater, så den honorerer krav om progression, differentiering og forberedelse til arbejdslivet
- vejlednings- og undervisningsformer evalueres og videreudvikles, ligesom der arbejdes med nye og flere prøveformer – herunder former, der bygger bro mellem studieliv og arbejdsliv
- samspillet mellem undervisningen/vejledningen, de studerendes projekter og de videnskabelige medarbejderes forskning styrkes – for kandidatstuderende evt. med et perspektiv om publicering i samarbejde med vejleder
- anvendelsen af informationsteknologi og e-læring styrkes markant – og muliggør nye former for samspil mellem de studerende, deres samarbejdspartnere i projekterne, respondenter, vejledere – samt i forhold til formidling.
Forudsætninger for at kunne nå de beskrevne mål:
- korte introforløb til projektarbejdet for kandidatstuderende fra andre universiteter (før semesterstart)
- udvikling af nye pædagogiske metoder der spiller sammen med det eksperimentelle fokus og integreret anvendelse af informationsteknologi
- videreudvikling af projektarbejdsformen
- udvikling af nye prøveformer
- facilitering af kontakter til samarbejdspartnere, der støtter op om det eksperimenterende scenarie – herunder de studerendes projekter
- etablering af forbedrede praktikmuligheder
- udvikling og forbedring af studiemiljø (fysisk og organisatorisk) særligt på kandidatuddannelserne – samt på Campus som helhed
- etablering af nye fysiske rammer der understøtter udviklingslaboratorier og eksperimentarier
- tilpasning af studieordninger, der muliggør eksperimentarier, selvvalgte innovations- og entreprenørskabskurser, mv.
Medarbejderprofiler og kompetencer
Det eksperimentelle og innovative scenarie stiller væsentlige krav til RUC’s medarbejdere, der kommer til at indgå i helt nye arbejdsformer i forbindelse med tværgående samarbejder, projektarbejde på nye områder, eksperimentarier, samarbejde med eksterne parter og en styrket anvendelse af informationsteknologi.
Scenariet det eksperimenterende og innovative universitet indebærer, at nye medarbejdere, der søger job på RUC i de kommende år, undertiden vil komme med en anderledes faglig baggrund – ligesom det må forventes, at flere vil komme fra udlandet. Det kan forventes, at det vil blive mere almindeligt at have en erhvervskarriere, der veksler mellem universitetsverdenen og det private erhvervsliv.
Det kendetegner RUC’s medarbejdere, at de skal have en høj faglighed – og samtidig være indstillet på at arbejde tværfagligt og projektorienteret. Konstruktiv kritik, fleksibilitet, åbenhed og tolerance står i centrum.
Det må forventes, at flere medarbejdere ansættes på baggrund af samarbejdsaftaler med virksomheder og partnere – idet universitetet dog altid har den suveræne ansættelseskompetence.
Supportfunktioners ydelser og roller
Informationsteknologi omfatter alle processer i relation til de studerendes ansøgning, optag, studieadministration, undervisningsmidler, opgaveaflevering, projektarbejde, mv.
Informationsteknologien forudsætter udvikling og introduktion af nye pædagogiske metoder.
Scenariet indebærer, at RUC skal være helt i front med digitalisering tænkt ind i RUC’s pædagogiske og eksperimenterende model. Universitetets digitale satsning omfatter alle processer i relation til uddannelse, forskning, formidling, kommunikation og administration.
Universitetets administration nytænkes – med stærke islæt fra projektorienterede arbejdsformer. Begreber som matrixorganisation eller spaghettiorganisation, hvor opgaverne definerer kompetencebehovene og arbejdsorganiseringen, vil finde ind i den daglige sprogbrug.
Det pædagogiske udviklingsarbejde intensiveres – og efteruddannelse og kompetenceudvikling styrkes både i forhold til VIP og TAP. RUC sætter sig i front på det universitetspædagogiske område.
Den eksisterende forskningsgruppestruktur evalueres og udvikles – ligesom der introduceres nye muligheder for organisering med henblik på at understøtte det eksperimentelle fokus.
Service til forskningsgrupper og individuelle forskere styrkes i forhold til ansøgninger, projekter og publicering.
Samarbejde
Som eksperimenterende universitet samarbejder RUC på globalt plan med universiteter med tilsvarende fokus.
RUC har herudover en bred vifte af samarbejdspartnere i forhold til uddannelser (aftagere og partnere) og forskning – herunder uddannelsesinstitutioner, private virksomheder, ministerier, styrelser, regioner, kommuner og andre offentlige institutioner, der har et ønske om at indgå i eksperimenterende og innovative sammenhænge med sigte på at skabe nye veje, fremme omstilling og fornyelse.
RUC set udefra
Den helt afgørende forudsætning for at kunne føre scenariet til succes er, at RUC herigennem opnår international anerkendelse for sin særlige forskningstilgang, for eksperimenterende uddannelser og uddannelsesmiljø – og for hurtigt at sikre sine kandidater plads på arbejdsmarkedet.
Denne innovative og eksperimenterende tilgang synliggøres gennem nye platforme herunder digitale sociale medier, viral markedsføring, intern kommunikation med studerende (information om undervisning, opgaver, projekter, web, mail, fora, sms) – digital opgaveaflevering og -tilbagemelding.
Fordele og ulemper ved scenariet
Scenariets fordele
Det eksperimenterende RUC tager afsæt i og fornyer RUC’s tradition for at tænke anderledes inden for forskning og uddannelse. Det tager udgangspunkt i muligheder (og til dels traditioner) for at arbejde på tværs og idérigt inden for en forholdsvis flad og – i forhold til volumen – overskuelig struktur og understreger forskeres og studerendes muligheder for at tage initiativer, for medbestemmelse og ejerskab til universitetet.
RUC’s attraktion er blandt andet særlige undervisningsformer og uddannelsesstrukturer. Da RUC i høj grad lever af STÅ-produktion, er det væsentligt at udvikle disse felter. Endvidere vil scenariet kunne tiltrække forskere, der er nysgerrige, idérige og indstillet på interdisciplinære, tværfaglige og tværfakultære samarbejder. Et målrettet samarbejde med en række sammenlignelige universiteter i verden kan profilere RUC som anderledes, men ikke isoleret fra globale tendenser.
Scenariet ulemper
Scenariet kan mangle en prioriteret målsætning, der styres efter, og kan blive ustruktureret, samtidig med at kravet om uendelig innovation kan skygge for udvikling af kvalitet og faglig fordybelse.
Der er en risiko for manglende anerkendelse af kvaliteten i RUC’s uddannelser på grund af en konstant eksperimenteren. Ligeledes er der en risiko for, at RUC ved at insistere stærkt på eksperimentariet, gør det til en særlig udfordring at indløse den del af visionen, der peger mod international anerkendelse. Hvis forskningen overvejende skal være innovativ og tværgående, kan det være vanskeligt at fastholde og udvikle veletablerede og stærke forskningsprofiler og velfungerende forskningssamarbejder.