Leder: Universiteternes adelsmærke

Forskning og uddannelse på allerhøjeste niveau er universiteternes fornemmeste opgave. Det gælder ikke kun for RUC, men for samtlige af Danmarks universiteter. Og universitetsuddannelsens adelsmærke er, at den er forskningsbaseret. Det er primært denne forskningsbaserethed, der adskiller universiteterne fra de øvrige videregående uddannelsesinstitutioner.

Og netop heri ligger universiteternes egentlige styrke og mission. At forske og producere ny viden og indsigt, som kanaliseres videre gennem de færdige kandidater ud til gavn for det omgivende samfund.

RUC's vision er at bidrage til det fremtidige samfunds behov for forskning, uddannelse og formidling på højeste faglige niveau.

Men indløsningen og realiseringen af denne vision forudsætter, at RUC får del i de nødvendige midler til forskning og uddannelse. Globaliseringsmidlerne fra EU's globaliseringsfond løber ud, og der har været stor usikkerhed om konsekvenserne. Alt tyder dog på, at niveauet i universiteternes samlede forskningsressourcer fastholdes.

Forskningen i dag er mere konkurrencebaseret, og der er kamp om forskningsmidlerne.

Det er ingen hemmelighed, at RUC over årene har følt sig lidt overset i forhold til den nationale allokering af basisforskningsmidlerne. Og RUC er da også blevet betegnet som et af de »fattige« universiteter i Danmark. Det skærper kampen om de konkurrenceudsatte forskningsmidler.

Konkurrence er i stigende grad vilkåret for RUC's universitetsvirke. Men jeg er ikke i tvivl om, at RUC både kan og vil stå distancen. RUC har flere initiativer i gang med henblik på at styrke og øge andelen af eksterne midler.

Men ikke mindst: Forskningen på RUC kan både kvalitativt og kvantitativt stå distancen. En nylig opgørelse viste fx, at RUC’s naturvidenskabelige forskere er landets mest produktive, når det gælder publicering i verdens mest anerkendte naturvidenskabelige tidsskrifter. Og senest er 2 kvindelige RUC-forskere – Kristine Niss og Kristina Hansen – blevet hædret af Det Frie Forskningsråd med hhv. en Sapere Aude-bevilling på 7 mio. kr. og et EliteForsk-rejsestipendium på 300.000 kr. inden for hhv. det naturvidenskabelige og det teknologisk-samfundsvidenskabelige område.

RUC har både viljen, evnerne og talenterne til at gøre en forskel og til at tiltrække de nødvendige forskningsmidler.

I Rubrik kan du læse lidt om nogle af de forskningsaktiviteter, der foregår på RUC – og som er med til at gøre en forskel.

Af: Ib Poulsen, Rektor

 
Send corrections to webmaster
 
 

Find vej

Roskilde Universitet
Universitetsvej 1, Postboks 260
4000 Roskilde
Tlf: +45 4674 2000
E-mail:ruc@ruc.dk
EAN-nr: 5798000418110
SE/CVR-nr: 29 05 75 59

Derfor RUC

“Ny udgave af
forskningsmagasinet Rubrik“

Klik og se Rubrik nr. 4