Kompetencebeskrivelse for Master i Uddannelse og læring

Master of Education and Learning

Masteruddannelsen i uddannelse og læring ved Roskilde Universitet er en sammenhængende toårig uddannelse på deltid, der har et samlet omfang af 60 ECTS point. Uddannelsen er erhvervserfaringsbaseret og målet er, at den studerende tilegner sig kvalifikationer og kompetencer til at varetage analytiske, videnskabende og praktiske funktioner i professionelt arbejde inden for området uddannelse og læring. Uddannelsen gennemføres på et niveau, der svarer til en kandidatuddannelse. Masteruddannelsesforløbet består af fire moduler á 15 ECTS point. Der gennemføres et projektarbejde i 2. modul og masterprojektet gennemføres i 4. modul. Projektarbejdet er problemorienteret og analytisk. Den skriftlige projektrapport indgår i den mundtlige eksamen med ekstern censur. En master i uddannelse og læring fra Roskilde Universitet er kendetegnet ved selvstændigt og i samarbejde med andre at kunne bringe teoretisk viden og metodiske færdigheder i anvendelse i forhold til konkrete problemstillinger. 

En færdiguddannet Master i Uddannelse og Læring fra Roskilde Universitet har således følgende kompetencer:

  • Kender og forstår centrale begreber om samfund, hverdag og læring
  • Kender, forstår og kan anvende centrale teoretiske begreber om 'den lærende' (deltagere, elever, studerende, kolleger, medarbejdere) som aktører og subjekter
  • Kender, forstår og kan anvende teorier om sammenhænge mellem samfundsmæssige strukturer og historie, social kontekst, social interaktion og læreprocesser
  • Har kendskab til de danske uddannelsers historie og til institutionaliserede uddannelses- og læringssammenhænge i det moderne danske samfunds forskellige sektorer
  • Har et overordnet kendskab til forskellige sociale og kulturelle grupper i det moderne danske samfund
  • Forstår og kan anvende centrale teoretiske begreber om sammenhænge mellem samfundsmæssige strukturer, institutioner/kulturer og læring
  • Kender, forstår og kan diskutere (mundtligt såvel som skriftligt) teorier og begreber om sammenhænge mellem det sociale, det kulturelle og det subjektive
  • Har kendskab til kvantitative metoder i undersøgelser og forskning af forandring og læring i institutioner, organisationer og virksomheder
  • Kan anvende metoderne observation og interview til at producere skriftligt empirisk materiale og kan analysere dette materiale som led i en forskningsbaseret kvalitativ undersøgelse af læring
  • Forstår og kan diskutere forskellige videnskabsteorier/metodologier og metoder i empirisk forskning og undersøgelse/udredning af uddannelse og læring
  • Kan reflektere over egne forforståelser, erkendelsesinteresser og subjektivitet i undersøgelser, evalueringer og andet videnskabeligt arbejde, og kan forholde dette til subjektivitet og identitet i professionelt arbejde
  • Kan tilrettelægge undervisnings-, lærings- og udviklingsforløb og forandringsprocesser i institutioner, organisationer og virksomheder
  • Kan gennemføre forskningsbaseret, kritisk analyse og evaluering af undervisnings- og udviklingsforløb
  • Kan bidrage til at udvikle ledelses-, rådgivnings- og undervisningsarbejdet og det pædagogiske arbejde i institutioner, organisationer og virksomheder, herunder kan deltage i videnskabelse i arbejdet, og dermed bidrage til såvel egen individuelle som professionens/erhvervets fortsatte kvalificering, kompetenceudvikling og professionalisering
  • Kan mundtligt og skriftligt formidle forskellige former for viden - såvel traditionel akademisk anerkendt viden som viden skabt i praksis - om uddannelse og læring til andre professionelle, til andre grupper i samfundet og til akademiske offentligheder
 
Send corrections to webmaster
 
 

Find vej

Roskilde Universitet
Universitetsvej 1, Postboks 260
4000 Roskilde
Tlf: +45 4674 2000
E-mail:ruc@ruc.dk
EAN-nr: 5798000418110
SE/CVR-nr: 29 05 75 59

Derfor RUC

“Ny udgave af
forskningsmagasinet Rubrik“

Klik og se Rubrik nr. 4