Regler for studerende, der læser på 1. år af den Humanistiske-Teknologiske bacheloruddannelse

Undervisning og eksamen foregår først og fremmest efter de retningslinier, der er fastsat i Studieordningen for Den Humanistiske-Teknologiske Bacheloruddannelse (gældende for studerende indskrevet pr. 1. august 2012) (28 s.). Studieordningen er derfor studiets vigtigste dokument.

Studiet er imidlertid også defineret af andre regler: Dels regler som ligger ”over studieordning”, som f.eks. uddannelsesbekendtgørelsen, eksamensbekendtgørelsen, karakterbekendtgørelsen, RUC fællesregler, RUCs eksamensordning etc.
Dels vejledninger, der ligger ”under” studieordningen, dvs. uddyber visse aspekter af studieordningen, som vejledningen til opfyldelse af dimensionskravet på 1. semester og vejledning i gruppeeksamen. Bemærk at vejledninger er vejledninger, dvs. det er studieleder/studienævns anbefalinger, der kan være hensigtsmæssige at følge, men som ikke skal følges.

Nedenstående oversigt rummer det meste og er struktureret således:  
1) Det der er vigtigst for din konkrete studiehverdag kommer først.
2) Det mere abstrakte – og som sjældent har direkte betydning for din studiehverdag, som f.eks. persondataloven, kommer til sidst.
3) Til allersidst er der link til den gamle studieordning og udfyldende regler, der var gældende for studerende optaget før august 2012.  

Kommentarerne i højre søjle er ment som en hjælp til at få overblik. Hvis der er uoverensstemmelse mellem kommentarerne og reglen eller vejledningen er det sidstnævnte, der gælder.   

Hvis der er noget du ikke kan finde kan det findes i RUCs regelsamling

Regel, bekendtgørelse
(og hvem der fastsætter den)

Vigtigste indhold

Studieordning for Den Humanistisk-Teknologiske Bacheloruddannelse(gældende for studerende indskrevet efter 1. august 2012)

(Studienævnet)

Studieordningen beskriver bachelorstudiets overordnede indhold. Den beskriver
- bacheloruddannelsens formål, struktur og de kompetencer den studerende skal opnå gennem studiet
- bacheloruddannelsens opbygning og udformning
- regler om eksamen og prøveformer
- mm. 

 

Et interaktivt vue over bacheloruddannelsen efter bachelorreformen

På denne webside finder du en interaktiv model over uddannelsens forløb med relevante link til de dele af studieordningen/kursusbeskrivelser/moodle, hvor man kan finde flere oplysninger om det enkelte fagelement. Siden skulle gerne gøre det mere overskueligt at danne sig et overblik, end det er tilfældet når man læser selve studieordningen.

Den Humanistiske-Teknologiske Bacheloruddannelses 3 tværfaglige dimensioner
(uddrag af studieordningen)

Teksten er et uddrag af studieordningen, der definerer de tre tværfaglige dimensioner, der er styrende for bacheloruddannelsen projekter og kurser. Hver dimension er semesterbinding på hver sit semester og styrer projektarbejdet: Design og konstruktion (1. sem), Teknologiske systemer og artefakter (2. sem) Subjektivitet, teknologi og samfund (3. sem). Mindst to dimensioner skal indgå i hvert projekt - den anden dimension vælger gruppen selv.

Regel om deltagelse i evalueringer – problemformuleringsseminar og midtvejsevaluering.
(uddrag af studieordningen)

Nedenstående tekst er et udsnit af studieordningen og angår projektet på 1. semester, men reglen gælder for alle 3 projekter på basisdelen af uddannelsen (i.e. 1-3. semester) og for bachelorprojektet.  For regler angående fagprojekter og fagkurser, kontakt studievejlederen eller se evt. fagenes fagmodulbeskrivelser.

§ 17. Stk. 9. For at kunne begynde prøven i projekt BP 1, skal den studerende have opnået attest for tilfredsstillende deltagelse i problemformuleringsseminaret og midtvejsevalueringen.

Stk. 10. Hvis den studerende ikke deltager i problemformuleringsseminaret eller midtvejsevalueringen, eller den studerendes deltagelse ikke vurderes som tilfredsstillende af pågældendes vejleder, kan den studerende dog påbegynde prøven såfremt følgende opfyldes:

- Efter problemformuleringsseminaret skal den studerende udarbejde minimum 1,5 normalsider (af 2400 anslag, inkl. mellemrum), der giver kritisk-konstruktiv feedback på den problemstilling eller det problemfelt opponentgruppen har valgt. Oplægget er individuelt og afleveres til opponentgruppen, opponentgruppens vejleder og studiesekretæren i den studerendes hus. Oplægget godkendes af vejleder.

- Efter midtvejsevalueringen skal den studerende udarbejde minimum 4 normalsider (af 2400 anslag, inkl. mellemrum) til opponentgruppen og opponentgruppens vejleder, der

giver kritisk-konstruktiv feedback på den valgte problemstilling, problemfelt, rapportdesign, metode, indhold etc.

Oplægget er individuelt og afleveres til opponentgruppen, opponentgruppens vejleder og studiesekretæren i den studerendes hus. Oplægget godkendes af vejleder.

Vejledning om projektrapportens omfang (HumTeks studienævn)
(Studienævnet)

Det vejledende antal normalsider (af 2400 anslag inkl. mellemrum) for projektrapporten afhænger af gruppens størrelse:

-20-30 sider, hvis der er 1 medlem i gruppen.

-30-50 sider, hvis der er 2-3 medlemmer i gruppen.

-40-60 sider, hvis der er 4-5 medlemmer i gruppen.

-50-70 sider, hvis der er 6-7 medlemmer i gruppen.

-60-80 sider, hvis der er 8 eller flere medlemmer i gruppen.

Vejledning i projektvalget

En kort lille vejledning i hvordan det problemorienterede projektarbejde foregår på RUC og hvad tanker bag og udbyttet af det er.

Vejledning i afholdelse af gruppeeksamen på basisdelen og i bachelorprojektet

 (Studienævnet)

Med den nye eksamensbekendtgørelse (BEK nr 666 af 24/06/2012) er det (igen) blevet muligt at afholde gruppeeksamener. Gruppeeksamen skal dog foregå således at en individuel vurdering kan finde sted.
RUC har (gen)indført gruppeeksamen i projekterne gældende fra og med vintereksamen 2012/2013. Det er p.t. kun tilladt i de nye bachelorstudieordninger og gælder derfor kun for 1. års studerende i studieåret 2012/2013. Der er således kun gruppeprøve i projekteksamen – ikke i kursuseksamener, der fortsat er individuelle.

I højre side kan du se Humteks vejledning i hvordan gruppeeksamen finder sted. Hovedpunkterne er følgende:
- Fælles præsentation, hvor hvert gruppemedlem præsenterer et oplæg af max 5. min varighed.
- Fælles diskussion af projektet.
- Bedømmelse og mundtlig feedback/karaktergivning pba. projektrapporten og de individuelle mundtlige oplæg.
- Bedømmelse/karaktergivning er individuel.
Du finder også 1) kompetencebeskrivelserne for projekterne på 1. – 3. semester (basisdelen) og for bachelorprojektet og 2) De vejledende bedømmelseskriterier (som også findes som bilag til studieordningen).

 Solistforbud (studieleder)

På bacheloruddannelsen er gruppearbejde og gruppeeksamen i projektet obligatorisk. Der er dog særlige forhold, der kan begrunde at studielederen giver tilladelse til at et projekt kan skrives alene. I den vedhæftede tekst til højre kan du finde disse begrundelser.

Vejledning i opfyldelse af dimensionskravet på 1. semester

(Studieleder)

Vejledningen rummer eksempler på hvordan designkravet kan opfyldes i 1. semesterprojektet og hvordan kravet om at yderligere en af humteks 3 tværfaglige dimensioner kan inddrages. Desuden vejledes der i hvordan projektet og designet forholder sig til hinanden.

Projektmessen
(Studienævnet)

 

 

Se nedenfor angående den audiovisuelle produktion

Efter aflevering af projektrapporten og før projekteksamen afholdes en messe i bachelorhuset. Formålet med messen er at give alle grupperne mulighed for at udstille resultatet af deres arbejde.

Formen for messen er at hver gruppe har en stand, hvor de udstiller enten et designprodukt, en audiovisuel produktion (en poster, et slideshow, en video eller lignende) eller på anden måde visualiserer projektet. 

Den audiovisuelle produktion på 2. semester kan f.eks. bruges til at beskrive designet hvis der fx er tale om et koncept, der ikke kan udstilles fysisk, eller hvis der er andre grunde ikke er skabt et konkret produkt, som kan vises frem.

Der er ikke tale om en evaluering, og grupperne sættes ikke sammen med opponentgrupper som ved problemformuleringsseminar og midtvejsevaluering.

Det er ikke obligatoriske at deltage i projektmessen.

Retningslinier for økonomisk støtte til projekter og kurser
(Studienævnet)

Studienævnet yder økonomisk støtte til transport/rejse i forbindelse med projektgruppers studieture og lignende.

Regel om obligatorisk aflevering af en audiovisuel produktion i forbindelse med projektet på 2. semester
(Uddrag af studieordningen)

(Uddrag af studieordningen: I forbindelse med projektet på 2. semester er det obligatoriske af præsentere projektet i form af en audiovisuel produktion, der belyser problemstilling(er) i projektet):

§ 18, Stk. 6. I forbindelse med projekt BP2 skal projektgruppen udarbejde en audiovisuel præsentation af projektet. Det kan være i form at en poster, et slideshow, en video, en lydproduktion el. lign. Produktionen skal beskrive projektets hovedkonklusion(er) og give en vinkel på projektet, som gruppen vælger. En skitse af eller et idéoplæg til produktionen skal afleveres samtidig med projektrapporten. Den endelige produktion kan afleveres efter projektaflevering i fysisk eller elektronisk form og er en betingelse for at begynde prøven. Produktionen indgår som del af eksamen..
 

Regel om deltagelse i workshops og den afsluttende fremlæggelse - showtime
(Uddrag af studieordningen)

Det er obligatoriske at deltage tilfredsstillende og minimum 80% af tiden i workshops, samt at deltage tilfredsstillende i showtime. Hvis ikke man gør det skal man skrive en opgave.  Det gælder både på 1. og 2. semester. Uddrag af studieordningen:

 § 21, Stk. 7. Workshop-delen af kurserne (BK 1 og BK 2) bestås gennem tilfredsstillende deltagelse i workshopaktiviteterne, samt deltagelse i det afsluttende seminar. Der kræves minimum 80% aktiv tilstedeværelse (højst 2 dages fravær) i workshopperioden og godkendt deltagelse i workshoppens fremlæggelse (showtime).

Hver workshop-del er normeret til 2,5 ECTS.

Stk. 8. Hvis den studerende har mere end 20% fravær, eller pågældendes workshopfremlæggelse ikke godkendes, stilles en opgave indenfor workshoppens område. Opgaven er individuel og besvarelsen skal godkendes af workshopkoordinatoren.

 

Ovenstående regler og vejledninger er de vigtigste for dit daglige studie. Nedenstående kan dog i særlige situationer også vise sig relevante.

Eksamenssnyd
(På dette link kan du læse om eksamenssnyd, hvad det omfatter og hvilke disciplinære foranstaltninger RUC kan tage i brug, hvis det finder sted)

De studerende har pligt til at overholde de regler, der fastsættes af universitetet eller som gælder for dette vedrørende afholdelse af eksaminer, herunder handle i overensstemmelse med god skik i akademiske og videnskabsetiske anliggender.

Indberetning af (mistanke om) eksamenssnyd sker til Afdelingen for Uddannelse- og Internationalisering på RUC. Eksaminator og/eller censor kan selv foretage indberetning. I særlig grove tilfælde kan der være tale om permanent bortvisning fra RUC.

Heldigvis er eksamenssnyd sjældent noget, der sker på HumTek. Hvis du er i tvivl om din opgave eller dit projekt overholder retningslinierne, så tal med din vejleder.

Sådan klager du over eksamen

På linket til venstre kan du læse om hvordan du klager over eksamen. Du kan finde oplysninger om:

1. Hvad kan der klages over – og hvad kan der ikke klages over?
2. Hvad er fristen for indsendelse af en klage?
3. Hvad kan klagen føre til?
4. Hvilke krav er der til klagen?
5. Hvor skal du sende klagen til?
6. Hvordan behandles klagen?
7. Hvilke muligheder har du for at klage over en afgørelse i en klagesag?

Hvis du klager over eksamen på HumTek skal du sende klagen til sekretariatet på CBIT, dvs. enten per mail til

eksamensklager-CBIT(at)ruc.dk eller med post til

Roskilde Universitet
Institut for Kommunikation, Virksomhed og Informationsteknologier (CBIT)
Att. fuldmægtig Daniel Johnny Lord
Bygning 42-3
Universitetsvej 1
Postboks 260
4000 Roskilde

Du skal være opmærksom på at hvis du i forbindelse med en klage får bevilget en omprøve eller ombedømmelse kan du få en lavere karakter end ved den oprindelige prøve/bedømmelse.  Du skal også være opmærsom på at Studienævnet bliver inddraget, hvis klagen omfatter andet end de forhold, der må behandles ifm. en eksamensklage.

Fællesregler for bachelor- og kandidatuddannelser på Roskilde Universitet af september 2013

Fællesreglerne indeholder generelle bestemmelser vedrørende universitetets uddannelser, herunder uddannelsesstrukturen.

Fællesreglerne, der udgør en del af en uddannelsesreform, er udarbejdet på baggrund af et omfattende forudgående udvalgsarbejde under RUC uddannelsesudvalg vedrørende uddannelsesstrukturen på bachelorniveau.

Et tilsvarende arbejde vedrørende kandidatstrukturen har leveret en del resultater, men er fortsat i gang. Universitetet forventer derfor, at det i løbet af det kommende år vil være nødvendigt at ændre nogle af bestemmelserne vedrørende kandidatuddannelserne, herunder navnlig bestemmelser vedrørende specialestudiet og bedømmelsen heraf.

Karakterbekendtgørelsen
(Videnskabsministeriet)

Karakterer gives efter 7-trinsskalaen:  -02, 00, 02, 4, 7, 10 og 12.

Eksamener kan også bedømmes med bestået / ikke bestået.

Karaktergivningen er "absolut" i den forstand at man ikke må tilstræbe at et hold eller en gruppe får et bestemt gennemsnit. Udgangspunktet for karaktergivningen skal være målbeskrivelser og evalueringskriterier. For projekternes vedkommende er disse, for 2. års studerende,  fastsat i studieordningen (§9-10) samt dennes appendiks. På humtek benyttes 7-trinsskalaen ved alle projekteksamener. Bestået/ikke-bestået benyttes på visse kurser.

Bekendtgørelse om eksamen og censur ved universitetsuddannelser (eksamensbekendtgørelsen)
Gældende per 1. september 2012
(Videnskabsministeriet)

Den vigtigste ændring i forhold til den tidligere eksamensbekendtgørelse er

- at universiteterne, ud fra et fagligt hensyn, kan fastsætte i studieordningen om en prøve tilrettelægges som en individuel prøve eller en gruppeprøve og om den studerende i stedet kan tilbydes en individuel prøve. Der skal foretages en individuel bedømmelse af den studerende, både i gruppeprøver og individuelle prøver.

Der er p.t. kun gruppeprøve ved projekteksamen på 1. år på HumTek.

Universitetet kan nu, også i studieordningen, fastsætte at deltagelse i undervisningen kan være en forudsætning for at den studerende kan aflægge prøve i et givent fag. 

Hvad angår censur så skal Censor påse (§58)

1) at kravene til indholdet af uddannelsens prøver er i overensstemmelse med de mål og øvrige krav, som er fastsat for uddannelsen, herunder i uddannelsesbekendtgørelse og i studieordning,

2) at prøverne gennemføres i overensstemmelse med gældende regler, og

3) at de studerende får en ensartet og retfærdig behandling, at deres præstationer får en pålidelig bedømmelse, der er i overensstemmelse med reglerne for karaktergivning i karakterbekendtgørelsen, herunder regler fastsat herom i uddannelsens studieordning, og øvrige regler for uddannelsen.

Regler der gælder for studerende optaget før august 2012 (og ikke er overflyttet til ny studieordning)

 

Regel, bekendtgørelse
(og hvem der fastsætter den)

Vigtigste indhold

Studieordning for det humanistisk-teknologiske basisstudium (gældende for studerende indskrevet før august 2012 og for studerende optaget på 2. år med et års merit august 2012)

Studieordningen beskriver basisstudiets overordnede indhold. Den definerer blandt andet kravene til projekterne i form af semesterbindinger og projektmål m.v., samt evalueringskriterier ved eksamen.
Krav til projekterne i form af semesterbindinger og projektmål m.v. (§10). Ni evalueringskriterier for eksamen (§28). Kompetencemål for hele bacheloruddannelsen (Appendiks 1).
Der medvirker eksterne censorer ved projekteksamen på 3. og 4. semester, hvor projektet skal inddrage hhv. dimensionen "Subjektivitet, teknologi og samfund" og dimensionen "Videnskabsteori og metode" og (på 4. semester) skal benytte empirisk arbejde. På alle semestre skal projektet også inddrage mindst en anden af dimensionerne.

Ændring af studieordningen, 2011

Der blev gennemført en ændring af studieordningen i august 2011. Ændringerne drejer sig om 1) at nu vurderes workshops på 1. og 2. semester som bestået eller ikke bestået uafhængigt af hhv. design og metode kurset (1. sem) og det valgfri teknologikursus (2. sem).

2) Det er blevet en indstillingsbetingelse til projekteksamen, at deltage i evalueringerne, dvs. problemformuleringsseminaret, midtvejsevalueringen og showtime efter workshops.
Hvis man ikke deltager i tilstrækkeligt omfang i ovenstående aktiviteter er der visse krav som skal opfyldes. De fremgår af Udfyldende regel om deltagelse i evalueringer og obligatoriske workshops (se nedenfor)

Udfyldende regel om humteks fire dimensioner
(HumTeks studienævn)

En kort definition (1 side) af de fire faglige dimensioner på humtek.
Reglen beskriver humteks fire dimensioner mere indgående end i studieordningen. Hver dimension er semesterbindingerne på hver sit semester og styrer projektarbejdet: Design og konstruktion (1. sem), Teknologiske systemer og artefakter (2. sem) Subjektivitet, teknologi og samfund (3. sem) og Videnskabsteori og metode (4. sem).

Udfyldende regel om deltagelse i evalueringer og obligatoriske workshops
(HumTeks studienævn)

Det er obligatorisk at deltage i problemformuleringsseminaret, midtvejsevaluering og workshops/showtime.
Hvis man ikke deltager i problemformuleringsseminaret skal man udarbejde 1,5-2 normalsider  til opponentgruppen. Hvis man ikke deltager i midt-vejsevalueringen skal man udarbejde 4-5 normalsider. Ved workshoppen skal man have 80% tilstedeværelse og have godkendt deltagelse i workshoppens fremlæggelse showtime. Hvis det ikke opfyldes skal man skrive en opgave.

De udfyldende regel rummer også en vejledning i hvordan man griber problemformuleringsseminar og midtvejsevaluering an.

Udfyldende regel om projektrapportens omfang og den mundtlig prøve i projektet

Vejledende sidetal fra 20-30 (hvis der er 1 medlem i gruppen) til 60-80 (hvis der er 8 medlemmer i gruppen). Sidetallene er kun vejledende.

Den studerende holder ved den individuelle, mundtlige eksamen et oplæg, som normalt bør have en varighed på max fem minutter.
Den studerendes oplæg omhandler et tema, en vinkel, en uddybning eller lignende i relation til projektet, som den studerende selv vælger.
Eksamen har en varighed på 20 min, eks. karakterafgivelse, evaluering.
Karakteren meddeles den individuelle studerende umiddelbart efter eksaminationen.

Vejledning i projektvalget

En kort lille vejledning i hvordan det problemorienterede projektarbejde foregår på RUC og hvad tanker bag og udbyttet af det er.

Bedømmelsesgrundlaget ved projekteksamen
(HumTeks studieleder)

Karakteren gives på baggrund af en helhedsvurdering af projektrapporten og den individuelle, mundtlige prøve. Hvis gruppen har lavet et design, indgår dette i helhedsvurderingen. Projektrapporten bør normalt indgå med større vægt end selve designproduktet. Med hensyn til vægtningen mellem projektrapporten og et eventuelt designprodukt kan man sige, at det er projektrapporten, der definerer og motiverer det problem, designet skal løse, samt diskuterer den viden, der ligger til grund for designet. Et eventuelt designprodukt vil altid være ufuldstændigt, og de stærke og svage sider bør indgå i rapportens diskussion.

Projektmessen
(HumTeks studienævn)

 

Retningslinier for økonomisk støtte til projekter og kurser
(HumTeks studienævn)

Studienævnet yder økonomisk støtte til transport/rejse i forbindelse med projektgruppers studieture og lignende.

Udfyldende regel om obligatorisk aflevering af poster (HumTeks studienævn)

Posteren kan have form af en plakat, der med tekst, billeder, grafik o. lign. illustrerer projektets konklusioner. Aflevering er en forudsætning for indstilling til eksamen, men indgår ikke særskilt i bedømmelsen til eksamen.
 

Udfyldende regel om deltagelse i evalueringer og obligatoriske workshops
(HumTeks studienævn)

Det er obligatorisk at deltage i problemformuleringsseminaret, midtvejsevaluering og workshops/showtime.
Hvis man ikke deltager i problemformuleringsseminaret skal man udarbejde 1,5-2 normalsider  til opponentgruppen. Hvis man ikke deltager i midt-vejsevalueringen skal man udarbejde 4-5 normalsider. Ved workshoppen skal man have 80% tilstedeværelse og have godkendt deltagelse i workshoppens fremlæggelse showtime. Hvis det ikke opfyldes skal man skrive en opgave.

Den udfyldende regel rummer også en vejledning i hvordan man griber problemformuleringsseminar og midtvejsevaluering an.

 

 
Send corrections to webmaster
 
 

Find vej

Roskilde Universitet
Universitetsvej 1, Postboks 260
4000 Roskilde
Tlf: +45 4674 2000
E-mail:ruc@ruc.dk
EAN-nr: 5798000418110
SE/CVR-nr: 29 05 75 59

Derfor RUC

“Ny udgave af
forskningsmagasinet Rubrik“

Klik og se Rubrik nr. 4