Fleksibilitet på godt og ondt
Fleksibilitet er et underligt ideologisk begreb. Det har nogenlunde samme karakter som begrebet udvikling. Det fremføres som en tvingende nødvendighed uden nærmere begrundelse. Derfor er det vanskeligt at være modstander af fleksibilitet. Selvom man aldrig helt ved hvad der menes, når talen falder på fleksibilitet, så er det vanskeligt at slippe af sted med at afvise det. Den der nægter at være fleksibel, er en illoyal medarbejder og usolidarisk kollega. Fleksibilitet fremstilles som et universalmiddel mod de trusler og udfordringer vores velfærdssamfund står overfor. Fleksibilitet er kilden til global konkurrenceevne, vækst og en velfungerende offentlig sektor.
Fleksibilitet opfattes som noget positivt, selv om det kan bruges til at begrunde vidt forskellige og modstridende ting: Fleksibilitet kan begrunde, at der skal indføres nye centrale styringssystemer, så organisationen kan styres fleksibelt. Fleksibilitet kan også begrunde, at den enkelte medarbejder skal have større autonomi i arbejdet. Fleksibilitet kan begrunde mere markedsstyring, og fleksibilitet kan begrunde mere uformelt samarbejde. Fleksibilitet kan fremmes ved at gøre lønforskellene større, og fleksibilitet kan fremmes ved at gøre lønforskellene mindre.
Der findes en mangfoldig og broget litteratur om fleksibilitet. Der er dog et generelt træk i denne litteratur: Fleksibilitet kan både være et positivt element i det moderne arbejdsliv, og det kan være et negativt element. Fleksibilitetsbegrebet er ikke blot uklart, mangfoldigt og ideologisk, det er også paradoksalt.
Projektet gik ud på at udrede fleksibilitetsbegrebet og blev afsluttet i juni 2008. Det endelige resultat var et debatoplæg, der blev offentliggjort som FTF Dokumentation.
Du kan downloade debatoplægget herunder eller på FTF's hjemmeside www.ftf.dk.