Om Center i Barndoms- og Ungdomsforskning
Center i Barndoms- og Ungdomsforskning har til huse på Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning på Roskilde Universitet. Centret vil med sin forskning over en 3-årig periode perspektivere, hvilke nye konsekvenser de samfundsmæssige moderniserings- og forandringsprocesser har for børn og unges hverdagsliv.
Centrets overordnede arbejdshypotese er den, at kraftfeltet mellem ”individualisering og institutionalisering” påkræver ny forskning, herunder nye forståelser af betingelser for læring, nye former for normaliseringsprocesser og nye betingelser for inklusions- og eksklusionsprocesser. Vi omtaler også disse processer som minoriserings- og majoriseringsprocesser eller egentlige inddragelses- og udelukkelsesmekanismer, som bidrager til skabelse af, og kamp om, mere eller mindre magtfulde sociale positioner.
Begrebet hverdagsliv har en central placering i Centrets forskningsoptik. Det opfattes dels som et samfundsteoretisk begreb med fokus på at indfange de konsekvenser, samfundsmæssige forandringer får for ændrede struktureringer af børn og unges almindelige hverdagsliv, dels som et fænomenologisk funderet begreb, knyttet til at etablere et børne- og ungeperspektiv.
Et væsentligt omdrejningspunkt er også børn og unges øgede forvaltning af egne læreprocesser, hvilket på den ene side kan forstås som udtryk for øget demokratisk deltagelse og på den anden side som øget belastning gennem udefra-satte krav til indefra-styrede processer.
Sammenfattende sætter Centret fokus på undersøgelser, som søger at forstå og begrebssætte disse ændrede betingelser for børn og unges hverdagsliv og læreprocesser, såvel i institutionaliseret som ikke-institutionaliseret sammenhæng. Denne forskningsinteresse har udmøntet sig i 3 organiserede forskningsområder, repræsenteret ved forskellige forskere på Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning:
- Forskning om etnicitet, diversitet og differentiering
- Forskning om sociale netværk, fællesskaber og familieliv
- Forskning om pædagogiske og uddannelsesmæssige institutioner