Kan man flytte solen?
- Et aktionsforskningsprojekt om at bringe naturen ind i hverdagen på plejehjemmet
Projektet viste at plejehjemsbeboere kan deltage i demokratiske processer og at naturen rummer mulighed for at være sammen på nye måder og finde nye ressourcer.
”En dag i december skulle der lys på juletræerne i plejehjemmets have, og jeg spurgte Svend som boede på plejehjemmet, om han havde lyst til at hjælpe med lyskæderne. Svend blev glad for spørgsmålet og rejste sig for at gå med ud i haven. En medarbejder havde hørt samtalen og sagde, at Svend ikke kunne gå ud, før han var vasket og havde fået rent tøj på.”
Sådan beskriver Eva Algreen Petersen en af de situationer der var med til at bestemme retningen i hendes ph.d. projekt.
Episoden er udtryk for en almindelig prioritering i plejehjemsverdenen. F.eks. er der traditionelt en forventning om, at alle beboere skal være oppe, vasket og klædt på samt have fået morgenmad, før nogen kollegaer kan tillade sig at gøre andre ting med dem som f.eks. læse avis eller gå en tur i morgensolen. Den type traditioner for hvad der er det vigtigste i plejen på et plejehjem, giver udelivet trange kår. Personalet har typisk travlt og udeliv bliver en slags luksus der først bliver prioriteret efter alle de daglige rutiner.
Målet
Målet med projektet er at undersøge hvordan plejehjemsbeboere og personale gennem
aktionsforskning kan gøre naturen til en del af hverdagen - og derigennem medvirke til at opbløde de institutionelle rammer.
Deltagerne arbejdede i 3 fremtidsværksteder, et for beboere, et for pårørende og et for personalet. Her udformede de utopier over plejehjemsliv med udeliv. Arbejdet resulterede i tre hovedtemaer:
- Havens indretning
- Involvering af lokalområdet
- Plejehjemmets hverdag, der rummer et ønske om personalets deltagelse i og understøttelse af udelivet.
Demens og demokrati
Hovedparten af beboere lider af demens. Det stiller en række særlige krav til den demokratiske proces. Eva Algreen Petersen har derfor indført to nye metodiske delelementer til projektets fremtidsværksteder:
- En forberedelsesfase der skulle ruste de demente beboere til at deltage ved at vække glemte naturrelationer til live igen.
- En billedkunstner der løbende illustrerede beboernes utopier og drømme
I forberedelsesfasen var Eva Algreen Petersen sammen med beboerne i naturen, turene gav et indtryk af, hvad den enkelte oplevede som betydningsfuldt. Den viden kunne bruges som referencepunkter i forhold til at invitere den enkelte til at bidrage i det efterfølgende arbejde i fremtidsværkstedet.
Beboernes utopi blev illustreret af en billedkunstner undervejs i den utopiske fase i beboernes fremtidsværksted. Billedkunstneren tilførte en visuel dimension til processen. Kunstnerens arbejde begrænsede det handicap, det er at have dårlig hukommelse og læsevanskeligheder. Billedkunstneren gjorde det dermed muligt for beboere med demens at være med i den demokratiske proces. Arbejdet med tegningerne skabte samtidig liv og engagement i rummet, hvilket var vigtigt da plejehjemsbeboerne typisk tilhører en generation der ikke er vokset op med gruppearbejde, workshops eller fremtidsværksteder.
Tegningerne forestiller menneskeligt liv, der udfolder sig i naturen og ikke en plejehjemshave befolket af beboere, personale og pårørende.
Projektet viste aktionsforskningens metodiske potentiale i forhold til at fremkalde både en kritisk stemme og utopiske drømme hos en gruppe mennesker, der har vanskeligt ved at indgå i forandringsprojekter, også når det gælder deres eget liv. Det er muligt at skabe deltagelse og engagement hos plejehjemsbeboerne ved at tage højde for deres særlige vanskeligheder og med naturen som et nærværende tema.
Haven som en mulighed for at være sammen på en ny måde
Haven gav en ny dimension til samværet mellem beboere og deres pårørende, og åbnede for en ny samværsform mellem beboere og personale. I haven kan den traditionelle aktiverende tilgang erstattes af et fællesskab om noget der er til glæde for begge parter.
Projektet viste også at der er ønsker om andre elementer end man traditionelt forbinder med en plejehjemshave, som soppebassin, bålplads og plads til boldspil.
For personalet gav projektet grobund for en ny forståelse af faglighed, der bygger på samarbejde og forener beboerens kendskab til sig selv med medarbejderens faglighed i et fælles tredje, der er den pleje-/ omsorgsopgave, der skal løses.
Naturtemaet og den metodiske tilgang kaldte resurser frem hos beboerne, personalet ikke havde kendskab til på forhånd.
Samarbejdet mellem beboere, pårørende og personale, gav de pårørende en ny oplevelse af plejehjemmet som ”et sted vi er fælles om”, hvilket konkret har resulteret i større deltagelse og ansvarsfølelse i hverdagen.
Hør Eva Algreen Petersen i P1 morgen
”- Frosten, der knirker, duften af efterår. Sådan noget er et savn, hvis man ikke har det. De gamle havde nogle ressourcer, som blev trukket frem, når de kom ud i naturen. For eksempel var der en dement ældre, som lærte personalet at plante æbletræer. Det kom bare helt naturligt til den gamle, da han fik æbletræet i hånden”.
http://www.dr.dk/P1/P1Morgen/Udsendelser/2011/06/25/104451.htm
Download Ph.d. afhandlingen ”Kan man flytte solen?”
Eva Algreen Petersen forsvarede Ph.d. afhandlingen i juni 2011 – Projektet er finansieret af Københavns Kommune
Vejledere:
Professor Kurt Aagaard Nielsen, ENSPAC, RUC
Direktør, ph.d. Christine E. Swane, EGV Fonden


