Arbejdsmiljøhensyn ved offentlige indkøb
Deltagere:
Klaus T. Nielsen, Annette Kamp, Anders B.G. Hansen; i samarbejde med LO.
Projektets formål:
At svare på følgende spørgsmål:
Hvad er mulighederne for at bruge det offentliges indkøb aktivt til at forbedre producenternes arbejdsmiljø?
Først blev der etableret et overblik over offentlige indkøb generelt: Hvordan det offentlige forbrug er skruet sammen, og hvilke betingelser det er underlagt? Især var der en betingelse som måtte tages i betragtning, og det var EU’s regler om det offentliges udbud. Men overblikket handlede også om hvordan det offentliges indkøb er fordelt og organiseret, og hvilke tendenser, blandt andet i lyset af strukturreformen, der er på området.
Dernæst blev erfaringerne med grønne indkøb gennemgået – det var danske erfaringer vi så på – med henblik på hvad disse erfaringer kunne bidrage med i forhold til at vurdere mulighederne for gøre det offentliges indkøb arbejdsmiljø- og arbejdsvilkårsvenlige. Grønne indkøb har gennem 15 år udviklet sig og institutionaliseret sig gennem etableringen – og siden hen ofte også afviklingen – af en række virkemidler og instanser. Denne udvikling var interessant fordi den – efter vores bedste skøn – siger noget om betingelserne for og dilemmaerne ved arbejdsmiljørigtige indkøb. Også i det daglige praktiske indkøb i det offentlige, som jo for en stor dels vedkommende er kommunerne, lå der erfaringer af relevans for vores problemstilling.
Afslutningsvis gik vi mere direkte på arbejdsmiljørigtige og etiske indkøb. Det gjorde vi dels ved at etablere nogle mere generelle eller teoretiske forståelser af, hvordan man kan fremme godt arbejdsmiljø og gode arbejdsvilkår gennem efterspørgsel. Den grundlæggende påstand er, at virkemidler og instanser må opfattes som et netværk, der er noget skrøbeligt, men, hvis det gives de rette vilkår, over tid vil kunne udvikle sig så offentlige indkøb vil kunne bruges til at forbedre arbejdsmiljø og arbejdsvilkår. Dels ved at se mere resumerende på nogle af de forskellige typer af virkemidler, der byder sig til i denne sammenhæng. Igen var vores påstand, at de forskellige virkemidler ikke skal opfattes som enten-eller, men oftest nærmere må ses som gensidigt afhængige, som et netværk.
Kontakt: ktn@ruc.dk, kamp(at)ruc.dk
Publikationer:
Projektet resulterede i en rapport: "Øje på Arbejdsmiljøet: Arbejdsmiljøhensyn ved offentlige indkøb" LO (2007).
Rapporten kan downloades på LO's hjemmeside.