Tidsmiljøet i grænseløst arbejde
Deltagere
Henrik Lund, RUC, Annette Kamp, RUC, Helge Hvid, RUC og Helle Holt, SFI
Projektets formål
Projektet skal udvikle en begrebsmæssig ramme for studier af arbejdstid og arbejdsmiljø i grænseløst arbejde. I forlængelse heraf skal det undersøges hvordan karakteren af arbejdspladsens tidsmiljø påvirker det psykiske arbejdsmiljø på godt og ondt. Endelig har projektet som ambition at undersøge muligheder for at intervenere i tidsmiljøet og dermed forbedre det psykiske arbejdsmiljø, gennem både individuelle og kollektive tilgange.
Kort beskrivelse af projektet
Projektet har som ambition at studere de nye tidsmiljøer, der opstår på arbejdspladserne med det grænseløse arbejdes udbredelse. I projektet udvikles begrebet tidsmiljø som analytisk kategori. I udgangspunktet forstås begrebet tidsmiljø som den tidsmæssige strukturering af opgaver, rytmer og rutiner i arbejdet.
Det antages, at der med de nye tidsmiljøer sker en erosion af de kollektive rytmer og rutiner i arbejdet, hvilket antages at rumme såvel psykisk belastning som mulighed for personlig udvikling. Ligeledes har projektet en antagelse om, at arbejdstiden i det grænseløse arbejde både bliver vigtigere og mere ligegyldig på samme tid. Arbejdstiden bliver vigtigere i fleksible produktionsformer, fordi tidsbevidsthed er afgørende når arbejdet f.eks. styres af just-in-time og lean-principperne. Men samtidig bliver arbejdstiden mere ligegyldig som målestok, fordi produktiviteten og den faktiske arbejdstid der er nedlagt i opgaven, underordnes det der er det egentlige succeskriterium, nemlig at opgaven løses til tiden. Arbejdstiden bliver mere abstrakt og uafhængig af den faktiske arbejdstid.
Som en del af det metodiske setup vil projektet afsøge praktisk anvendelig viden om mulighederne for at intervenere i tidsmiljøet på virksomhedsniveau. Det er projektets forventning, at det er muligt at udvikle tidsmiljøer som giver mulighed for at højne det psykiske arbejdsmiljøs kvalitet. Dette interventionsorienterede studie gennemføres som seks caseanalyser indenfor globalt orienteret industri, oplevelses-industri og undervisning.
Læs uddybet projektbeskrivelse
Download Litteraturstudiet: "Balancen mellem arbejdsliv og familieliv med særlig fokus på trivsel, køn og tid"
Download rapporten: "Nye begreber om tid og arbejde – et tidssociologisk perspektiv."
Kontaktpersoner
Lektor Henrik Lund, RUC: 46742605, Mail llund(at)ruc.dk
Lektor Annette Kamp, RUC: 46742885, Mail kamp(at)ruc.dk
Professor Helge Hvid, RUC 46742913, Mail hh(at)ruc.dk
Seniorforsker Helle Holt, SFI 33480948, Mail hh(at)sfi.dk