Udsatte unges deltagelse i det lokale hverdags-, institutions- og bysocialeliv

- Et aktionsforskningsstudie af udviklingen af udsatte unges sociale læring som middel til forebyggelse af udstødelse og marginalisering.

Deltagere:

Mette Bladt - i samarbejde med konsulentfirmaet SPUK

Projektets formål:

Det er projektets formål at undersøge, hvordan arbejdet med demokratiske dannelses- og læringsprocesser blandt `gadens´ udsatte unge kan bidrage til udsatte unges aktive og positive deltagelse i det lokale hverdags- (arbejde, uddannelse, og fritid), institutions- og bysocialeliv og dermed i demokratiske processer og i samfundet som sådant.

Kort beskrivelse af projektet:

Projektet er et aktionsforskningsprojekt, og empirien indsamles ved deltagelse i og facilitering af eksperimenter i forbindelse med de unges deltagelse i det lokale hverdags-, institutions- og byliv. Projektet har særligt fokus på, hvordan udsatte unges deltagelse i udvikling og etablering af demokratiske sociale eksperimenter kan udgøre sociale læreprocesser, samt om disse kan understøtte og forbedre de unges muligheder for deltagelse i lokale hverdags-, institutions- og bylivsaktiviteter – som aktive, participerende og ikke-marginaliserede borgere.

Projektet undersøger således følgende:

  • Hvordan kan udsatte unges deltagelse og udformning af sociale eksperimenter der knyttes til temaet: det lokale hverdags-, institutions- og bysociale liv etableres og praktiseres, så dette afføder læreprocesser, der understøtter de udsatte unges muligheder for at se sig selv som en betydningsfuld ikke-marginaliseret del af samfundet?
  • Hvad er de udsatte unges bud på positive forandringspotentialer i samspillet mellem `de to verdner´ - dem selv og ”det normale”, således at der skabes andre alternativer end blot tilpasning eller marginalisering? I den forbindelse: hvilke nye handlinger og nye praksisser kan de udsatte unge være med til at igangsætte, således at de `to verdner´ kan nærme sig hinanden? 
  • Hvad er de udsatte unges bud på nye sammenspilsmuligheder for byrum, institutioner, hverdagsliv, lokalmiljø og mennesker, og findes der her potentialer for at danne nye rummelige hverdagslivs-, institutionelle og bysociale rum? I forbindelse med dette: kan de udsatte unges begyndende eksperimentelle handlinger pege i retning af ny social praksis og nye sociale orienteringer rammesat i forhold til byrum, institutioner, hverdagsliv, lokalmiljø og mennesker, i så fald, hvad sker der konkret af ny bevægelse i disse nye orienteringer?


Ph.d.-projektet er del af et større udviklingsprojekt igangsat af konsulentfirmaet SPUK under overskriften ”Udsatte unge og demokrati”. Projektet vil inddrage en gruppe på 25-30 unge i en forandringsproces i form af en række workshops og aktiviteter. Håbet er at forandringsprocessen udmønter sig i en række konkrete sociale eksperimenter udført af de unge selv. Projektet gennemføres i tæt samarbejde med Københavns kommunes forebyggende indsatser for socialt udsatte unge, hvilket blandt andet resulterer i et særligt fokus på metodeudvikling i forhold til sociale læreprocesser og forankring af projektets arbejde.

Kontakt: Mette Bladt: mbladt@ruc.dk

 
Send rettelser til webmaster
 
 

Find vej

Roskilde Universitet
Universitetsvej 1, Postboks 260
4000 Roskilde
Tlf: +45 4674 2000
E-mail:ruc@ruc.dk
EAN-nr: 5798000418110
SE/CVR-nr: 29 05 75 59

Derfor RUC

“Ny udgave af
forskningsmagasinet Rubrik“

Klik og se Rubrik nr. 4