Virksomheders Reaktion på Reguleringen af det Psykiske Arbejdsmiljø

Deltagere:
Liv Starheim

Projektets formål:
Formålet med ph.d. projektet er at undersøge, hvordan virksomhederne reagerer på reguleringen af det psykiske arbejdsmiljø og hvordan et produktivt samspil mellem virksomhed, rådgivningsaktør og reguleringsinstans kan forbedre det psykiske arbejdsmiljø.

Med afsæt i nyere teori om psykisk arbejdsmiljø, regulering og læring i reguleringsnetværk skal ph.d.-projektet udvikle en begrebsmæssig ramme og forståelse af feltet. Dette skal bruges som grundlag for at undersøge om den reguleringspraksis, der er blevet etableret formår at indfange og håndtere stigningen i de psykiske arbejdsmiljøproblemer, samt hvorvidt de centrale aktører på arbejdspladserne udvikler en mere refleksiv egenindsats som følge af den rådgivning de indhenter, i forlængelse af et rådgivningspåbud fra de tilsynsførende myndigheder.

En tese i projektet er at den klassiske systematiske arbejdsmiljø proces, - APV processen ikke er tilstrækkelig til at kunne håndtere komplekse problemstillinger i de psykosociale arbejdsmiljø. Således finder flere forskningsprojekter at resultaterne af anvendelsen af den systematiske arbejdsmiljømodel er enten mangelfulde, - eller tilfældige og uden en valid sammenhæng mellem problemforståelse, - iværksat løsning og effekt. (Nielsen 2008, Sørensen 2008) Når den klassiske APV proces har ført frem til effektfulde løsninger, har de oftest rettet sig mod at give de ansatte større egenkontrol, hvilket understøttes af krav-kontrolmodellens problemforståelse af belastninger i det psykosociale arbejdsmiljø.

Krav-kontrol modellens udspring i den tayloristisk-bureauratiske organisering af arbejdet giver dog et utilstrækkeligt bud på løsninger, når arbejdet er karakteriseret ved at være grænseløst og kan vurderes som havende for megen egenkontrol. Således er der indenfor denne stigende arbejdsform stadig ikke fundet effektive løsninger på de arbejdsmiljøproblemer. Problemer som har konsekvenser for medarbejdernes helbred i form af stress og dårlig psykisk trivsel, der medfører langvarigt fravær og risiko for udstødning af arbejdsmarkedet.

Projektets fokuserer derfor også på, hvorvidt arbejdsmiljøapparatets håndtering af det psykiske arbejdsmiljø formår at indfange og håndtere de psykiske arbejdsmiljøproblemer som grænseløst arbejde skaber. Herunder om den kompleksitet, der er forbundet med psykisk arbejdsmiljø i grænseløse organisationer, kan reduceres, så der dannes operativt håndterbare kategorier og modeller til brug i regulerings- og rådgivningspraksis.

Projektet er medfinansieret af LO og udføres i tæt samarbejde med et andet forskningsprojekt ved Center for Arbejdsmiljø og Arbejdsliv med titlen: Nyt Tilsyn – Regulering af Psykisk Arbejdsmiljø.

Periode:
1. januar 2009 – 31. december 2011

Kontakt:
Liv Starheim, starheim@ruc.dk

 
Send rettelser til webmaster
 
 

Find vej

Roskilde Universitet
Universitetsvej 1, Postboks 260
4000 Roskilde
Tlf: +45 4674 2000
E-mail:ruc@ruc.dk
EAN-nr: 5798000418110
SE/CVR-nr: 29 05 75 59

Derfor RUC

“Ny udgave af
forskningsmagasinet Rubrik“

Klik og se Rubrik nr. 4