Igangværende projekter
Der er i øjeblikket flere igangværende projekter hos Center for Nyhedsforskning. Nedenfor er en liste og en uddybende beskrivelse af forskningsprojekterne.
Undersøgelse af citatpraksis på nettet
Center for Nyhedsforskning skal i efteråret 2013 udføre en undersøgelse af danske netmediers citatpraksis. Det er Kulturministeriet, der har bestilt undersøgelsen, som er indskrevet i DRs public service-kontakt for 2013-2014.
"Denne undersøgelse er et godt eksempel på, hvordan den forskning, vi udfører på Journalistik og i Center for Nyhedsforskning kan bruges i praksis af de forskellige aktører i mediebranchen. På den måde lever undersøgelsen op til vores ambition om, at vi skal søge at bygge bro mellem hverdagens journalistik, mediernes virke og den akademiske forskning", siger centerleder Ida Willig, der sammen med leder af journalistuddannelsen, Mark Blach-Ørsten, står for undersøgelsen.
Undersøgelsen af citatpraksis skal belyse, hvordan og i hvilket omfang netmedier citerer andre nyhedsmedier, når nyhedsstrømmen skal holdes i gang. Baggrunden er dagbladenes kritik af DRs tilstedeværelse på nettet som selvstændig nyhedsproducent, og fokus for undersøgelsen er derfor på de landsdækkende tv-stationers netaviser samt de landsdækkende dagblades netaviser. Desuden undersøges tre regionale cases ligesom en mindre del af undersøgelsen vil se på svenske og norske public service-medier.
Troværdighed i dansk journalistik
Projektets afsæt er en kvantitativ indholdsanalyse af objektive og subjektive fejl og mangler i en uges medieindhold i landsdækkende aviser, regionale aviser, landsdækkende tv-nyhedsudsendelser og netnyheder. Citerede kilder såvel som journalister ved de medvirkende medier har besvaret spørgeskemaer om troværdighed og etik, og det producerede medieindhold er analyseret efter en række forskellige parametre.
I den internationale forsknings skelnes mellem objektive og subjektive fejl og mangler i analyserne af journalistikkens troværdighed (Hanson & Wearden 2004). De objektive fejl drejer sig om fejl i forhold til f.eks. navne, tider, steder, tal og andre fakta oplysninger. De subjektive fejl henviser til den journalistiske vinkling, her forstået som framing: undlader/fremhæver historierne systematisk bestemte typer af oplysninger og er der sammenhæng mellem overskrift, rubrik, underrubrik og artikel. Dette projektet undersøger begge typer af brud på den journalistiske etik.
Projektets foreløbige konklusioner er allerede præsenteret for mediebranchen og ved medieforskningskonferencer i Norden og i Storbritannien. Der forventes publiceringer i 2014.
En Nyhedsuge i Danmark
I 1999 blev det første store forskningsprojekt med udgangspunkt i nyhedsugen gennemført. En uges medieindhold blev analyseret med fokus på bl.a. journalistiske fødekæder, kildebrug og framing af nyhedshistorier. Siden er projektet gennemført flere gange i mindre målestok med fokus på forskellige grene af journalistikken, herunder lokaljournalistik, fagjournalistik og mangfoldighed i journalistik.
I 2008 blev der på samme måde som i 1999 gennemført en analyse af det samlede medielandskab med udgangspunkt i en uges nyhedsproduktion. Nyhedsuge-projekterne har siden 2008 været gennemført af Center for Nyhedsforskning sammen med professor Anker Brink Lund, CBS.
Der kommer løbende forskningsresultater med afsæt i Nyhedsugen, således arbejdes der i øjeblikket med en større afdækning af mangfoldighed i dansk journalistik.
1990’ernes debat om genterapi
1990'ernes genterapi-debat, der var præget af store forventninger, byder sig til som lærestykke med hensyn til forholdet mellem videnskab og offentlighed. Gennem en undersøgelse af debatten, som den tog sig ud 1992-95 i danske, tyske og britiske dagblade, offentlige udredninger og andre tekster, rettet mod en bredere offentlighed, er det hensigten faktisk at bruge debatten som et lærestykke. Datidens forventninger vil blive sammenholdt med den faktiske udvikling, og samspillet mellem debattens forskellige aktører – såsom journalister, naturvidenskabelige specialister, etikere, politikere, kommercielle virksomheder, patientforeninger og videnskabelige selskaber – vil blive ofret særlig opmærksomhed. Forholdet mellem visioner, realisme og skepsis vil være centrale problemstillinger i arbejdet frem mod den afsluttende analyse, der vil forbinde offentligheds- og forskningsetiske drøftelser.
En længere projektbeskrivelse kan læses her.
Publicistisk Serviceeftersyn
Center for Nyhedsforskning tilbyder store og små redaktioner at få lavet et forskningsbaseret Publicistisk Serviceeftersyn.
Et Publicistisk Serviceeftersyn åbner redaktionens øjne for, hvad der produceres og hvorfor det produceres. Samtidig er processen omkring eftersynet tilrettelagt, så de involverede parter bliver bevidste om, hvordan arbejdsprocesser former deres produktion af nyheder. Et Publicistisk Serviceeftersyn kan både bruges som debatoplæg og som basis for at udvikle efterkritik.
Publicistiske Serviceeftersyn bliver skræddersyet til den enkelte redaktion. Kontakt Rasmus Burkal (rburkal(at)ruc.dk) for mere information.