6-punkts forskningsprofil for det sociale entreprenørskab

Tværfaglig forskning

Forskning i det sociale entreprenørskab skal tage et tværfagligt afsæt i kritiske belysninger af hvordan – og om – det sociale entreprenørskab kan virke som løftestang for nye løsninger på velfærdssamfundets problemer. Den tværfaglige belysning vil inddrage forskellige vidensområder, herunder sociologi, økonomi, kultur, historie, læring og uddannelse, organisationsteori, subjektivitetsteori, mv.

Velfærdssamfundets forandring

Forskningen skal afdække hvordan velfærdssamfundet forandres gennem det sociale entreprenørskab. Hvad betyder det, at det civile samfund og frivillige organisationer indtræder i nye partnerskaber med offentlige og private parter? På hvilke måder videreudvikles velfærdssamfundet og hvilke potentialer og problemer er forbundet hermed?

Social innovation og partnerskaber

Forskning i socialt entreprenørskab skal belyse hvordan innovation, aktørdeltagelse og partnerskaber kan skabe social integration. Hvad skaber social fornyelse, under hvilke betingelser, med hvilke aktører, med hvilke formål, samarbejder, barrierer og resultater? Hvordan kan det sociale entreprenørskabs og partnerskabers anatomi beskrives – byggestene, forskelle, ligheder, mm?

Aktører og deres samspil og betydning

Forskningen skal være aktørorienteret og give indsigt i hvordan forskellige partere indgår i, påvirker og former socialt entreprenørskab. Hvilket samspil kan iagttages mellem forskellige aktører, herunder frivillige, brugere, professionelle i private og offentlige virksomheder i forenings- og virksomhedssammenhænge og i udviklingen af innovative praksisser?

Læring og kompetence

Forskningen skal belyse, hvilken betydning læring og kompetenceudvikling kan have for såvel etablering af innovative organisationer og miljøer som for udviklingen af nye løsninger af velfærdsproblemer. Hvordan indgår læring og kompetenceudvikling og hvordan kan denne understøtte socialt entreprenørskab i en innovativ praksis med evne til social integration?

Internationalt udblik

Forskningen skal etablere et udblik til teorier såvel som praksis i det internationale sociale entreprenørskab. Hvordan indgår socialt entreprenørskab i andre samfund og kulturer og med hvilke organiseringer, kendetegn, resultater, aktører og formål? Socialt entreprenørskab i Danmark positioneres og indkredses for dets kendetegn og særlige profil – og præsenteres i internationale sammenhænge.

 
Send rettelser til webmaster
 
 

Find vej

Roskilde Universitet
Universitetsvej 1, Postboks 260
4000 Roskilde
Tlf: +45 4674 2000
E-mail:ruc@ruc.dk
EAN-nr: 5798000418110
SE/CVR-nr: 29 05 75 59

Derfor RUC

“Ny udgave af
forskningsmagasinet Rubrik“

Klik og se Rubrik nr. 4