Igangværende forsknings- og udviklingsprojekter

Gæsteprofessorat på Tata Institute of Social Science - Rejseberetning

Professor Lars Hulgård fra CSE er inviteret til Mumbai i Indien, mere specifikt Tata Institute of Social Science, fra midt-novemmer til slutningen af december. I denne periode skal han bl.a. være gæsteredaktør og afholde flere seminarer om socialt entreprenørskab for undervisere og studerende. Samtidig bliver der tid til en række feltbesøg og indblik i, hvorledes man arbejder med social innovation og entreprenørskab i en indisk kontekst.

> Du kan downloade en rejseberetning fra Lars Hulgård hér

Nye læreprocesser i frivillige organisationer

Den tredje sektor positioneres i disse år som afsæt for og aktør i en afgørende fornyelse af den danske velfærdsstat. Frivillige organisationer i nye partnerskaber fremhæves som løsningen på komplicerede samfundsproblemer, og det frivillige, sociale arbejde befinder sig i midt i et paradigmeskifte, hvor det udfordres af markedsprincipper og samtidig skal fastholde egenart og autencitet. Forskningsprojektet vil belyse dette spændingsfelt med afsæt i et multi-case studie af samspillet mellem frivillige sociale foreninger, offentlige organisationer og private virksomheder. Der arbejdes med et dobbeltperspektiv i analysen, som omfatter et dynamisk situativt perspektiv (læringsmiljø og kontekst) samt et dynamisk subjektivt perspektiv (livshistorisk læring).

Forskningsprojektet skal bidrage til en bedre forståelse af hvordan varetagelsen af velfærdsopgaver påvirkes af samspil mellem den samfundsmæssige udvikling, forandringer i organisationer og menneskers læring.

Kontaktperson: Linda Lundgaard Andersen

Sociale innovationsplatforme som myndiggørelse og lokal bæredygtighed

Center for Socialt Entreprenørskab deltager som partner i et treårigt pilotprojekt sammen med Frivilligcentre og Selvhjælp Danmark (FriSe):

Regeringens nationale civilsamfundsstrategi bygger på ideen om et bredt forankret ansvar og samarbejde om fremtidens sociale problemer. Men i langt de fleste kommuner, frivillige foreninger og private virksomheder står man tøvende overfor, hvordan det skal ske. Der er således en strategisk og praktisk afgrund mellem statens vision og den lokalt oplevede virkelighed. Det er derfor nødvendigt at udvikle stærke partnerskaber med aktører, der kan overkomme denne udfordring og udvikle ’den innovative sociale platform’ som en konkret model for udvikling af lokalt samarbejde. Formålet med pilotprojektet er således, at understøtte lokalsamfundets kapacitet til at løse sociale problemer gennem socialt innovative partnerskaber, hvor forskellige aktører i fællesskab tager ejerskab og udvikler nye indsatser.

Kontaktperson: Linda Lundgaard Andersen

Innovation og Partnerskaber i det Socialøkonomiske felt, Rumænien

Center for Socialt Entreprenørskab er inviteret med som hovedpartner i et EU-støttet projekt formuleret af Rumæniens Sydvestlige Region. Formålet er at udvikle og opbygge de fornødne mekanismer og redskaber, som skal til for at implementere socialøkonomiske modeller møntet på udviklingen af innovatiove og fleksible ansættelsesformer for socialt udsatte grupper. Projektet indrager perspektiver som aktivt medborgerskab, samarbejde og solidaritet.

Kontaktperson: Linda Lundgaard Andersen   

Socialt entreprenørskab på Nørrebro - Social Ventures 2200

Et konsortium bestående af Kuben Management, Center for Socialøkonomi og Center for Socialt Entreprenørskab på Roskilde Universitet, skal i 2-årig periode støtte op om socialt entreprenørskab og udvikling af socialøkonomiske virksomheder på Nørrebro i København. Det er Københavns Kommune og Integrationsministeriet, der hver især har bidraget med 1 mio. kr. til projektet.

Projektet skal samlet set levere et kvalificeret indspark til udviklingen af eksisterende og nye platforme for beskæftigelse og social innovation i relation til udviklingen af de udsatte boligområder på Nørrebro. Dette skal ske gennem udvikling af socialøkonomiske virksomheder og socialt entreprenørskab i eksisterende virksomheder og aktiviteter, der kan virke som platforme for jobtræning, beskæftigelse, fritidsjobs, områdeudvikling, kulturformidling mm.

Projektet skal understøtte nuværende og fremtidige tværvektorielle partnerskaber mellem det private erhvervsliv, frivillige organisationer og offentlige aktører i relation til udviklingen bydelens udsatte boligområder samt skabelse af trænings- og kursusaktiviteter målrettet bydelens nuværende og fremtidige ’sociale entreprenører’. Endelig skal projektet formidle og operationalisere både internationale, nationale og lokale erfaringer og best practice i relation til socialt entreprenørskab.

Kontaktperson: Lise Bisballe

 
Send rettelser til webmaster
 
 

Find vej

Roskilde Universitet
Universitetsvej 1, Postboks 260
4000 Roskilde
Tlf: 46742000 / e-mail:ruc@ruc.dk
EAN-nr: 5798000418110
CVR-nr: 29 05 75 59
SE-nr: 29 05 75 59

Derfor RUC

“RUC bliver 40 år - og det skal fejres“

Vær med til at skabe festskriftet på derfor.ruc.dk