Projektets resultater blev præsenteret på et afslutningsseminar af både forskere og praktikere. Dagen blev afrundet med en paneldiskussion om, hvordan man bevarer den social- og specialpædagogiske faglighed gennem inklusionsprocessen, når børnene gradvist flyttes fra specialskoler til folkeskoler.

Panelet bestod en leder fra hver specialskole, skolekonsulent Kirsten Mackenzie fra Næstved kommune, leder af det pædagogiske udviklingscenter Charlotte Grummesgaard Nielsen fra Kalundborg kommune og chefkonsulent Pia Bille fra Region Sjælland. Desuden deltog Lotte Hedegaard-Sørensen fra AU (DPU) som pædagogisk ekspert og Klaus Majgaard som forvaltningsekspert.

Tre konklusioner oven på seminaret, der diskuterede inklusion i forlængelse af rapportens beskrivelse af den special- og socialpædagiske praksis

1. Der skal opbygges en flerfaglig professionsfaglighed omkring inklusion, så vi kan etablere særligt tilrettelagte eller designede rum og rammer for dagligdagens strukturer og rytmer, for koordineret omsorg, læring, behandling og stimulering af sociale fællesskaber. Det er den specialpædagogisk tilrettelagte hverdagspraksis, der særligt evner at orkestrere nærvær, sanselighed og narrativer i et tilpas forenklet hverdagsmiljø hvori social og faglig læring kan finde sted.
   
   
2. Specialskoler som "videnscentre for inklusion". Vi kan sige, at hvis man udpeger nogle af specialskolerne som videnscentre for bedre inklusion i kommunens folkeskoler, så vil man have bidraget til at bevare og videregive fagligheden i specialpædagogikken gennem den kommende forandringsproces. Da denne viden er situeret og ikke manualbaseret, kræver det dog også et udviklingsarbejde med at eksplicitere specialskolernes viden lokalt (f.eks. gennem tilsvarende undersøgelser) samt en koordinering med den gældende specialpædagogiske rådgivning i PPR i kommunen og de udpegede AKT-lærere på de enkelte folkeskoler.
   
   
3. En mere nuanceret forvaltning af inklusionsprocessen. Lige nu er problemet, at forvaltningssproget definerer alle børn, der ikke går i folkeskolen som "ekskluderende" på trods af at mange de trives i denne ramme. Forvaltningsmæssigt vil det derfor være en god ide at skabe et mere nuanceret begreb om inklusion i den politiske offentlighed, der accepterer, at nogle grupper af børn og unge har brug for en vis afskærmning for at kunne inkluderes på deres præmisser. Denne afskærmning kan sagtens antage nye former i en gradvis forvandling af specialskolernes rolle, hvor de måske indgår i et tydeligere samarbejde med folkeskolen. I undersøgelsen viser medarbejderne således stor vilje til faglig udvikling, hvis det er til gavn for børnene. Det er uhensigtsmæssigt at opløse den gældende faglighed på området ved at overflytte børn til folkeskoler inden den tilsvarende faglige kompetence har nået at aflejre sig i personalegrupperne i folkeskolen. Undersøgelsen viser således, at den sundhedsfremmende specialpædagogik er forankret i hele praksisfællesskabet på skolen. Derfor tager det flere år at opbygge en specialpædagogisk praksis, som kan rumme disse børn, så de oplever trivsel og dermed bliver i stand til at lære. Det er helt i tråd med den brede litteratur om udvikling af inkluderende skoler, at man ikke blot kan sende nogle enkelte lærere på kursus. Det kræver en udvikling af hele skolekulturen. Men samtidig vil der stadig være børn, der trods disse indsatser ikke trives i en almindelig folkeskole og har brug for de særlige rammer, som et specialskolemiljø kan give.