Om ph.d.-uddannelsen på RUC

Ph.d.-uddannelsen er en 3 årig forskeruddannelse, der på internationalt niveau kvalificerer den ph.d.-studerende til selvstændigt at varetage forsknings-, udviklings- og undervisningsopgaver i den private og offentlige sektor, hvor der forudsættes et bredt kendskab til forskning. På RUC har du mulighed for at gennemføre en forskeruddannelse indenfor universitets tre hovedområder; det samfundsvidenskabelige, humanistiske og naturvidenskabelige.
Læs informationsfolderen PhD at Roskilde University (på engelsk - åbner nyt vindue) 

Ph.d.-uddannelsens struktur

Roskilde Doctoral Schools udgør den overordnede ramme for ph.d.-uddannelsen på RUC og varetager opgaver relateret til ph.d.-uddannelsen generelt. Selve ph.d.-uddannelsen foregår i regi af et af RUC’s 18 forskeruddannelsesprogrammer. Forskeruddannelsesprogrammerne danner den faglige ramme for ph.d.-uddannelsen mens den organisatoriske ramme udgøres af én af RUC's 6 ph.d.-skoler.
Se listen over RUC's ph.d.-skoler og forskeruddannelsesprogrammer

Ph.d.-uddannelsens indhold

Som ph.d.-studerende på RUC skal du i 3 år arbejde med et selvstændigt forskningsprojekt. Du er tilknyttet en fast vejleder under hele ph.d.-forløbet. Forskningsprojektet afsluttes med aflevering af en afhandling og efterfølgende ph.d.-forsvar. Derudover består ph.d.-uddannelsen af følgende:

  • Gennemførelse af ph.d.-kurser af et samlet omfang svarende til ca. 30 ECTS-point.
  • Deltagelse i aktive forskermiljøer, herunder ophold på andre, primært udenlandske, forskningsinstitutioner.
  • Opnåelse af erfaring med undervisningsvirksomhed eller anden form for videnformidling.


Ph.d.-uddannelsens forløb

Ph.d.-studieforløbet tager udgangspunkt i en forsknings- og uddannelsesplan som udarbejdes af den studerende med godkendelse fra vejleder og ph.d.-skoleleder. Ph.d.-planen skitserer det forventede forløb og aktiviteter i ph.d.-uddannelsen. Ph.d.-planen kan løbende revideres af den studerende og minimum hvert halve år vurderes den, i fællesskab med den studerendes vejleder.

Hvorfor vælge en ph.d.-uddannelse på RUC?

Tværfagligt forskermiljø
Ph.d.-uddannelsen på RUC kendetegnes ved et stærkt tværfagligt forskermiljø. Udover at være tilknyttet et forskeruddannelsesprogram er du som ph.d.-studerende tilknyttet et aktivt forskningsmiljø på RUC. Alle 6 ph.d.-skoler og 18 forskeruddannelsesprogrammer samarbejder med nationale og internationale forskerskoler, og som ph.d.-studerende er det muligt at deltage i ph.d.-kurser som udbydes på alle danske universiteter.


Stor indflydelse på uddannelsesforløbet
Ph.d.-uddannelsens struktur på RUC er tilrettelagt så du som ph.d.-studerende, får størst mulig indflydelse på undervisningsforløbet. F.eks. har den enkelte ph.d.-skole nedsat et ph.d.-udvalg som fungerer som den øverste myndighed og studienævn for ph.d.-skolen. Som ph.d.-studerende på RUC har du mulighed for at blive medlem af ph.d.-udvalget, og derved få indflydelse på dit ph.d.-forløb.

Udvikling af formidlingskompetence
Som led i ph.d.-studiet på RUC skal du opnå erfaring med formidling gennem f.eks. vejledning af studerende, undervisning eller deltagelse i konferencer. Som ph.d.-studerende på RUC bliver du i den forbindelse tilbudt universitetspædagogiske kurser. Kursusudbuddet varierer, men kan f.eks. omfatte kurser i projektvejledning, kursusundervisning og undervisning på engelsk. Derudover er du som ph.d.-studerende tilknyttet et stærkt forskningsmiljø, hvor der er gode muligheder for sparring i forhold til vejledning og undervisning af studerende.

 
Send rettelser til webmaster
 
 

Find vej

Roskilde Universitet
Universitetsvej 1, Postboks 260
4000 Roskilde
Tlf: 46742000 / e-mail:ruc@ruc.dk
EAN-nr: 5798000418110
CVR-nr: 29 05 75 59
SE-nr: 29 05 75 59

Derfor RUC

“RUC bliver 40 år - og det skal fejres“

Vær med til at skabe festskriftet på derfor.ruc.dk