ErhvervsPhD-ordningen
Et ErhvervsPhD-projekt er et treårigt erhvervsrettet ph.d.-projekt, hvor den studerende er ansat/ansættes i en virksomhed og samtidig indskrives på et universitet.
Virksomheden modtager et tilskud til lønnen på 14.500 kroner om måneden, og universitetet får dækket sine udgifter til vejledning mv. Den studerende bruger al sin arbejdstid i virksomheden på projektet og deler som udgangspunkt tiden ligeligt mellem virksomheden og universitetet. Parterne er som udgangspunkt 1 virksomhed, 1 universitet og Styrelsen for Forskning og Innovation.
Ansøgningsfrist for støtte til en ErhvervsPhD i 2012 i den private sektor:
- 10. januar 2012
- 17. april 2012
- 11 september 2012
Ansøgningsfrist for støtte til en ErhvervsPhD i 2012 i den offentlige sektor:
- 5. september 2012
Læs mere om ErhvervsPhD-ordningen
For at kunne blive ErhvervsPhD skal den studerende opfylde nogle specifikke adgangskrav. Styrelsen for Forskning og Innovation beskriver disse krav i detaljer i deres vejledningsmateriale.
Den gode ansøgning
Styrelsen for Forskning og Innovation har udarbejdet en række gode råd ift. ansøgningsfasen. Derudover kan du læse og inspireres af eksempler på gode ansøgninger: www.fi.dk
Innovationsnetværk i Danmark
Der findes i dag 22 Innovationsnetværk, som er netværk bestående af videninstitutioner og små og store virksomheder inden for samme branche. Hvert netværk har et centralt sekretariat, som kender virksomhedernes og forskernes kompetencer. Du kan se en oversigt over de 22 netværk og finde deres kontaktoplysninger på denne hjemmeside.
Ph.d.-studerende
Hvis du gerne vil i gang med et ErhvervsPhD-projekt og ikke har fundet en virksomhed, kan du kontakte sekretariatet i det netværk, der er relevant for dig. Her vil de kunne hjælpe dig med at undersøge, om der er virksomheder, der har interesse i et ErhvervsPhD-projekt, og med at tage kontakt til virksomhederne.
Virksomhed
Hvis I er en virksomhed, kan I blive medlem af et Innovationsnetværk og få nye samarbejdspartnere, ny viden, inspiration og sparring, der kan tilføre værdi til virksomhedens innovation.
Besøg ErhvervsPhD-ordningens side på LinkedIn, "ErhvervsPhD - matchmaking og erfaringsudveksling"
Matchmaking og erfaringsudveksling mellem ErhvervsPhD-kandidater og virksomheder via LinkedIn. Gruppen er et forum, hvor ErhvervsPhD-kandidater og private virksomheder kan finde sammen om et ErhvervsPhD-projekt, udveksle erfaringer og videregive erfaringer til Styrelsen for Forskning og Innovation.
- Se den nye LinkedIn gruppe
- Læs mere om ErhvervsPhD-ordningen
- Kontakt Roskilde Doctoral Schools (RDS), hvis du er studerende eller virksomhed og gerne vil lave et ErhvervsPhD projekt på RUC.