Æstetik, oplevelse og læring

Mange emnefelter eller temaer kan forskes i under denne overskrift. Vi foreslår orientering mod de følgende tre overordnede aspekter: Produkt, proces og medier.

Produkt- og fysiske stedsbaserede oplevelser: Oplevelser omfatter events (fx design, erfaringsdannelse, koncertdesign, festival, læringsrum, midlertidig byrum) og andre slags rumligt design (fx oplevelsesdesign, kuratering og museumsformidling). Produkt omfatter immaterielle produkter: video, spil, leg, 3D interaktive installationer, software arkitektur. Produkt som aspekt omfatter perspektiver på selve værket/designproduktet, dets æstetiske udformning og udtryk (fx produktets formsprog, narrativitet, stil).

Proces: Læring som en proces der gør brug af forskellige slags produktioner (af eksempelvis studerende, museumsgæster) med brug af forskellige virtuelle og fysiske teknologiplatforme til læringsspil, læringsrum, e-læringsplatforme osv. Omfatter også kollaborative arbejdsprocesser, dialogisk og iterative designforståelser og designmetodik og betingelser for design som en kreativ proces – det at arbejde intenderet (i designproces) mod det uintenderede i konceptudvikling. Erfaringsdannelse og produktive processer anses som integrerede, og understøtter lærings- og formgivningsprocessen.

Medie: Tværmediale kommunikationsmidler og brug af modaliteter, hvor ’affordances’ (egenskaber) ved fx rumlig, auditive og visuel kommunikation undersøges. Her lægger vi op til refleksion over hvad valget af medie i designprocesser har af konsekvens for produktet (cf. McLuhans ’the media is the message’), fx hvilken betydning ligger der i den modalitet, man vælger. Mediet er således forstået som et metodisk værktøj i skabelsesprocessen.

Fælles for de tre aspekter er at vi kan rejse en række etiske spørgsmål i forbindelse med brugen af æstetik, oplevelser og læringsdesign. Etik knytter sig også til forskerens rationaler og holdninger til sit fagområde. Oplevelsesgørelse og æstetisering bliver i stigende grad brugt i forhold til bl.a. velfærdsydelser og -processer i samfundet, fx indenfor markedsføring, bruger- og borgerinddragelse, i politiske kampagner etc. Etiske spørgsmål knytter sig fx til grænserne for at designe sanselige oplevelser og produkter.

Et kritisk perspektiv vil undersøge hvor grænserne går for æstetiseringen og oplevelsessamfundet. Et mere affirmativt perspektiv vil se på, hvordan æstetisk design kan forbedre samfundet, fx ved at åbne og imødekomme sanselige og kreative aspekter ved hverdagslivet, eller ved at gøre kommunikation, processer og velfærdsystemet mere humant.

 
Send rettelser til webmaster
 
 

Find vej

Roskilde Universitet
Universitetsvej 1, Postboks 260
4000 Roskilde
Tlf: +45 4674 2000
E-mail:ruc@ruc.dk
EAN-nr: 5798000418110
SE/CVR-nr: 29 05 75 59

Derfor RUC

“Ny udgave af
forskningsmagasinet Rubrik“

Klik og se Rubrik nr. 4