01.06 2012

Disputatsforsvar ved Sisse Siggaard Jensen 1. juni

Se direkte streaming her.

Sisse Siggaard Jensen: Ways of Virtual World-making: Actors and Avatars er indstillet til forsvar for doktorgraden Dr. Phil.

Forsvaret finder sted fredag d. 1. juni, kl. 13.00 i Biografen, bygning 41.1, Roskilde Universitet.

Bedømmelsesudvalget består af Professor Jay D. Bolter, Georgia Institute of Technology (1. Opponent), Professor Andrew Burn, London University (2. Opponent), Professor Kim C. Schrøder, Roskilde University, CBIT (formand).

Disputatsen Ways of Virtual World-making: Actors and Avatars handler om nogle af de mange valg, der får mennesker til at engagere sig i de digitale mediers masserollespil og virtuelle sociale verdener. Det er valg, som har indflydelse på menneskers daglige kommunikation og i nogle tilfælde også på deres arbejde og uddannelse. Menneskelige valg, som giver mening for de, der foretager dem. Det er disse valg og den mening og betydning, de tilskrives, der er afhandlingens anliggende: 

Thomas har følgeskab af avataren Doctor Asp i kampen for at etablere sig med virksomheden Wonder DK. Det er en kamp, der bogstaveligt talt foregår dag og nat. Wonder DK er en lille virksomhed startet af et team og drevet frem af en ildsjæl og entreprenør. Om dagen er virksomhedens danske kunder og ’communities’ aktive og om natten kommer mange af de internationale kontakter online.

Virksomheden Times er en virtuel afdeling af en international og kendt virksomhed i den fysiske verden. Efter normal arbejdstids ophør er det tid til at mødes med de internationale kontakter, der er en del af et virtuelt vidensnetværk, som entreprenøren Helle er ved at opbygge i selskab med sin avatar Helle.

Sia kæmper en brav kamp for at planlægge, lede og fordele roller, sikre teamwork, monitorere og videreudvikle guildet Draconic Guardians i et af de store kendte masserollespil. Hun er i selskab med Gelinu the Shaman, der er hendes foretrukne avatar ud af et helt avatargalleri – Gelinu er nærmest som en gudinde for Sia. 

Virksomhederne Wonder DK og Times og guildet Draconic Guardians er blandt nogle af disputatsens cases, der er fulgt igennem en årrække. Virtuel etnografi kombineret med dybtgående videointerviews med aktører i de to virtuelle verdener Second Life og EverQuest er grundlag for disputatsens empiriske analyser. De belyser, hvordan aktører vælger og designer steder og avatarer, hvilke sociale relationer, der kan opstå og skabes, hvordan figurer, verdener og sociale relationer åbner nye handle- og udtryksmuligheder men også stiller krav til at kunne navigere igennem fysiske såvel som virtuelle miljøer, relationer og aktiviteter. 

Disputatsen er en del af aktiviteterne i forskningsprojektet Sense-making strategier og brugerdreven innovation i virtuelle verdener (worlds.ruc.dk) ved Institut for Kommunikation, Virksomhed og Informationsteknologier (CBIT), Roskilde Universitet og i samarbejde med Institut for Organisation (IOA), Copenhagen Business School.

Projektet og disputatsen er støttet af Det Strategiske Forskningsråd, KINO komite.

Afhandlingen er udgivet som e-bog og kan købes hos Roskilde Universitetsforlag.

Efter forsvaret er Roskilde Universitet vært ved en reception.

Se direkte streaming her.

 


 
Send rettelser til webmaster
 
 

Find vej

Roskilde Universitet
Universitetsvej 1, Postboks 260
4000 Roskilde
Tlf: +45 4674 2000
E-mail:ruc@ruc.dk
EAN-nr: 5798000418110
SE/CVR-nr: 29 05 75 59

Derfor RUC

“Ny udgave af
forskningsmagasinet Rubrik“

Klik og se Rubrik nr. 4