Hvad er en glas?
Kan computere tænke? Hvordan fandt man ud af at verden består af atomer? Kan krebsdyr tåle Gammel Dansk? Sådanne spørgsmål har de besøgende elever mulighed for at finde svar på, når Roskilde Universitet onsdag d. 29. september 2010 afholder "Nat-dag på RUC" - et arrangement, hvor de naturfaglige fag inviterer lærere og elever ved gymnasier, hf-kurser, tekniske skoler og andre interesserede indenfor til en dag fyldt med naturvidenskabelige aktiviteter.
Eleverne kan prøve kræfter med nogle af de udfordrende og drilagtige problemstillinger, der ligger i de naturvidenskabelige fag. 400 unge fra hele Sjælland kommer til at opleve naturvidenskab på en ny måde, når RUC inviterer til 30 sjove og udfordrende præsentationer inden for fagene matematik, fysik, biologi, kemi, geografi og datalogi. Deltagerne kommer til at lære nyt, at prøve eksperimenter og at diskutere fundamentale og filosofiske problemstillinger. Som noget nyt viser vores kemistuderende med deres store Science-show hvad naturvidenskaben også byder på, både med eksplosioner, farver og giftige kemikalier.
Et udpluk af præsentationerne omfatter:
· Genprofesisk - Cancerbehandling
· DNA-skader og farlige kemikalier
· Fremtidens computerspil
· Pizzaens termodynamik – et modelleringsprojekt
· Matematisk modellering i Bio-medicin.
· Er det fysikken vi sanser?
· NMR, et kraftfuldt redskab til detailstudier af kemiske og biologiske forbindelser
Om Nat-dag
Nat-dag på RUC er en dag, hvor eleverne ved gymnasier, hf-kurser, tekniske skoler etc. og deres lærere inviteres indenfor på Roskilde Universitet.
På Nat-dagen kan man opleve spændende foredrag om naturvidenskab, deltage i naturvidenskabelige eksperimenter i universitetets laboratorier og diskutere naturvidenskabelige problemstillinger med forskere og studerende.
Der kan frit vælges mellem aktiviteter/foredrag inden for fagområderne: biologi, datalogi, fysik, geografi, kemi og matematik.
Aktiviteterne starter klokken 9.00, 10.00, 12.00 og 13.00 og varer 45 minutter
Arrangementet afholdes for 14. gang, og der forventes omkring 400 besøgende fra Sjællands gymnasieskoler.
Nogle af foredragene holdes af studerende, som også vil fortælle om deres eget studieliv, og om hvordan det er at være studerende på Det Naturvidenskabelige Basisstudium på RUC.
Hvornår
Onsdag d. 29. september 2010 kl. 9-14 på Roskilde Universitet.
Kontakt
Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til: kontaktsekretær Dorthe Vedel, Institut for Natur, Systemer og Modeller, Roskilde Universitet, e-mail: vedel(at)ruc.dk, tlf.: 4674 2263, mobil: 6113 0256.
Læs mere på: www.nat-dag.ruc.dk
