14.12 2011

Ny bog af professor Louise Phillips: The promise of dialogue

Det er blevet udbredt at bruge dialogbaserede, kollaborative tilgange til at producere og kommunikere viden inden for mange samfundsmæssige og organisatoriske felter som fx planlagt kommunikation og kampagner, videnskabsstyring og forskning, organisationsforandring og udviklingen af lokalsamfund. Implicit i brugen af dialogbaserede tilgange er et normativt løfte om at fremme sameksistens på tværs af forskelle (fx etniske, politiske, geografiske, kønsmæssige) igennem behandlingen af forskel som dynamisk og positiv kraft.   

Her er ”dialog” blevet til et plusord, som lover demokratiske, deltagerorienterede processer, hvor borgerinddragelse, gensidig læring og myndiggørelse står centralt.  Men hvad indebærer ”dialog” præcist inden for de felter, hvor den praktiseres? Og hvordan kan vi analysere disse praksisser på måder, som tager højde for de spændinger, der opstår i mødet mellem forskellige vidensformer og sociale aktører i dialogprocesser?

The Promise of Dialogue fremlægger en innovativ teoretisk ramme til at analysere den dialogiske vending inden for vidensproduktion og videnskommunikation, der bygger bro på tværs af tre forskningstraditioner – dialogisk kommunikationsteori, aktionsforskning og videnskabsstudier.  Bogen indeholder også en empirisk rig redegørelse for den dialogiske vending igennem casestudier af, hvorledes dialog udspiller sig inden for felterne planlagt kommunikation, borgerinddragelse ifm. videnskab, og kollaborativ forskning.  En kritisk-refleksiv tilgang anvendes, hvor der på en og samme tid  sættes fokus på de kompleksiteter, spændinger og dilemmaer, der er iboende i dialogisk vidensproduktion og videnskommunikation og  samtidig sigtes mod at videreudvikle dialogbaserede praksisser ud fra en position, der normativt støtter dialog.

Phillips, Louise (2011). The promise of dialogue: The dialogic turn in the production and communication of knowledge. Amsterdam: John Benjamins Publishing, 198 sider. 

 For mere information, se http://benjamins.com/#catalog/books/ds.12/main.

                                                                        


 
Send rettelser til webmaster
 
 

Find vej

Roskilde Universitet
Universitetsvej 1, Postboks 260
4000 Roskilde
Tlf: +45 4674 2000
E-mail:ruc@ruc.dk
EAN-nr: 5798000418110
SE/CVR-nr: 29 05 75 59

Derfor RUC

“Ny udgave af
forskningsmagasinet Rubrik“

Klik og se Rubrik nr. 4