Konference sætter fokus på migration og intimitet i en globaliseret verden
Den 3.-5. april 2013 samles forskere fra hele verden på Roskilde Universitet og Dansk Institut for Internationale Studier for at diskutere forholdet mellem migration og emner som ægteskab, sexarbejde, menneskehandel, sexturisme, au pairs, adoption og familierelationer.
Konferencen sætter fokus på forholdet mellem intimitet og migration i en globaliseret verden. Kærlighed, seksualitet og familieformer er under forandring, og det samme gælder klassiske institutioner som ægteskab, prostitution og slægtskab, der i stigende grad reguleres. Nye intime migrationsformer opstår, når mennesker bevæger sig mellem lande og kontinenter præget af stor ulighed, strenge indvandringsregler, bestemte køn, race og klassekonstruktioner og forhåbninger om et bedre liv til sig selv og sine nærmeste. Med den udvikling nedbrydes tidligere tematiske skel og vi afkræves nye analysemodeller samt bud på, hvad vi stiller op med de globale udfordringer.
Værter for konferencen er Institut for Kultur og Identitet (CUID), Forskningsgruppen Interkulturelle Studier på CUID, Center for Køn, Magt og Mangfoldighed (CKMM) og Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).
Konferencen er finansieret af Christian Groes-Green' Ung Eliteforsker med stipendium fra Det Frie Forskningsråd og Afdelingen for migrationsforskning på DIIS.
Konferencens titel: INTIMATE MIGRATIONS: Mariage, Sex Work and Kinship in Transnational Migration
Tid og sted: D. 3.-4. april på Roskilde Universitet, og d. 5. april på Dansk Institut for Internationale Studier.
Der er gratis adgang og tilmelding sker på konferencens hjemmeside, hvor der er mere konkret information om tid og sted, deltagere og program: http://www.intimatemigrations.org