Lad os fange lyset
Vi står over for en af vor tids største udfordringer, nemlig at finde en passende teknologi, som kan imødekomme vores fremtidige behov for energi. Når denne energi samtidig skal være bæredygtig gør det udfordringen større. En af de nye metoder er, at fange og omsætte solens stråler til ren energi. Der er forskellige principper, som kan anvendes. Vi vil tage udgangspunkt i et af de farvestof-baserede "dye-sensitized" solceller, hvor I sammen med erfarne forskere fra instituttet vil gå på opdagelse i, hvordan udvalgte bærtyper kan være en vigtig medspiller for energiens fremtid. Lyder dette som noget for jer, så læs videre om dagens program og forventninger hertil.
Information om dagen
Vi vil begynde med en introduktion til emnet, hvorefter vi går i laboratoriet de næste timer. Her vil vi teste om de naturlige farvestoffer i forskellige typer bær (Aronia, Havtorn, Kvalkved, Mahonie, Slåen og andre) kan fungere, som pigment til denne type solcelle.
I laboratoriet vil der være mulighed for at:
- Udvinde naturlige farvestoffer fra bær
- Sætte de ekstraherede farver på nanokrystallinsk titandioxid partikler (TiO2)
- Opsætte en solcelle
- Måle af potentialet af solcellen
Jeres forberedelse
Da vi ønsker at I får så meget ud af dagens emne som muligt, vil vi gerne aftale nærmere om, hvilke muligheder I kan bruge for at klæde jeres elever bedst på til dagens forløb. På denne måde kan vi inden jeres besøg få talt om jeres forventninger, forberedelsen på jeres skole og eventuelle spørgsmål.
