Ditte Winther Lindqvist
E-mail Ditte.Winther-Lindqvist(at)psy.ku.dk
Jeg har min daglige gang på Institut For Psykologi, ved Københavns Universitet, som ph.d studerende. Her har jeg den fornøjelse at arbejde i tæt forbindelse med Pernille Hviid, Ivy Schousboe, Mariane Hedegaard og Jytte Bang, i det faglige miljø omkring udviklingspsykologi.
Uddannelse
Efter min bachelor i psykologi, læste jeg en M. phil. i social- og udviklingspsykologi, på Cambridge University. Herefter tog jeg hjem til København og gik i forskningspraktik hos Pernille Hviid og skrev mit speciale om børns leg i børnehaven, under vejledning af Ivy Schousboe. Jeg blev Cand. Psych. I 2004. Jeg startede med ph.d. projektet i 2005.
Forskning frem til nu
Jeg interesserer mig bredt set for børns udvikling, og for hvordan udvikling som virkelighed og begreb forstås og udforskes i psykologien. Jeg har forsket i børns fantasileg, og gruppeliv i børnehaven siden 2003. Mit arbejde er stærkt inspireret af ”børneperspektivet” (i den måde jeg forsker på og i de emner jeg forsker i). Mit projekt med at undersøge børns fantasileg i børnehaven, var motiveret i en utilfredshed med, at legeforskningen ikke havde nogen nuancerede bud på hvorfor og hvordan legen er betydningsfuld for børnenes hverdagsliv i børnehaven. Min legeforskning har indtil videre resulteret i en videreudvikling af en børneperspektiveret teori om børns leg i børnehaven. Bogen om det, er netop udkommet ved Frydenlunds Forlag: (Skal vi lege? Leg, identitet og fællesskaber i børnehaven).
Jeg kom til at interessere mig for sociale identitetsprocesser i forbindelse med legeforskningen, og det er spørgsmålet om børns udvikling af social identitet jeg beskæftiger mig med i Ph.d. projektet. I min Ph.d. arbejder jeg med spørgsmålene: Hvordan organiserer små og store børn et fællesskab i børnehave og skole – hvordan ser fællesskaberne ud, hvordan forstår børnene dem og lever i dem? Hvad organiserer de sig omkring (indenfor de rammer som institutionerne tilbyder)?
Hvordan oplever og opfatter børnene selv det sociale liv med deres jævnaldrende, som betydningsfuldt for dem og for ”hvem de er? Og hvordan de ses af de andre? ” I hvilke situationer og på hvilken måde, giver og modtager børnene identifikationer af sig selv og hinanden? Hvordan virker de ind på gruppelivet og fællesskabet? Kortere sagt; Hvad kendetegner små og store børns identifikationer af sig selv og andre?
Min empiri består i deltagelsesobservationer og interviews henover 8 måneder hvor jeg følger seks 5-6 årige og seks 12-13 årige børn, i overgangen mellem børnehave og skole, og i overgangen mellem en lille skole, som går til og med 6 klasse, over i 7 klasse (på en ny skole).
Når jeg sammenligner de ældre med de yngre børns udvikling af social identitet, gør jeg det ikke først og fremmest ud fra et ”forskelsperspektiv” på aldersgrupperne. Jeg går nærmest omvendt til værks, ved at gå kontra, eller afkræftende til de udsagn (udviklings)psykologien er kommet med omkring børns identitetsdannelse og identitet. Jeg kalder det, at jeg anlægger et børneperspektiv på de forskelle og ligheder der opleves og udleves i identifikationsprocesserne blandt børnene. (Hvad der kommer ud af det, er stadig åbent, da jeg endnu er i gang med at indsamle data). Men det er ambitionen, at få øje på, og få greb om, nogle nye og andre aspekter ved identitetsudvikling i børnehave og skole - end de, som den traditionelle udviklingspsykologi normalt fremhæver.