Ny forskningsrapport fra Roskilde Universitet viser, at danskerne ligger i top, når det gælder brug af internettet og smartphones. Særligt de store online-nyhedsmedier trækker mange læsere.
”Danskerne er blandt verdens ivrigste digitale mediebrugere. Vi ligger i front, når det gælder brug af internettet, smartphones og tablets," siger adjunkt Rasmus Kleis Nielsen, der står bag forskningsrapporten sammen med professor Kim Schrøder.
Rapporten viser også, at for store dele af den danske befolkning er de digitale platforme blevet en integreret del af nyhedsvanerne.
”Særligt de etablerede danske nyhedsmedier trækker mange brugere på deres digitale platforme,” siger Rasmus Kleis Nielsen.
Facebook hitter ikke som nyhedskilde
Men selvom danskerne ligger i front med hensyn til det digitale mediebrug, betragter de fleste stadig tv som deres vigtigste nyhedsmedie. Og sammenlignet med de andre lande i undersøgelsen er danske nyhedsbrugere meget loyale over for de eksisterende nyhedsmedier, online såvel som offline, og de benytter i mindre grad internationale søgemaskiner og sociale medier, når de vil opdateres på dagens nyheder. Kun 3 procent af de adspurgte danskere nævner sociale medier og blogs som deres vigtigste nyhedskilde.
”Danske nyhedsmediers stærke position i kampen om folks opmærksomhed bygger på den tillid, de over tid har opbygget til mediernes brand, deres alsidige udbud af indhold målrettet mod forskellige interesser, og deres brugervenlige digitale tilbud,” siger Rasmus Kleis Nielsen.
Rapporten beskæftiger sig også med en række andre emner relateret til brug af nyhedsmedier, herunder danskernes villighed til at betale for digitale nyheder, hvilke digitale nyhedskilder danskerne foretrækker, og hvor de helst bruger de forskellige nyhedsmedier. I rapporten sammenlignes danskerne med mediebrugerne i Frankrig, Italien, Spanien, Tyskland, Storbritannien, USA og Japan.
Om rapporten
Rapporten 'Danskernes brug af nyhedsmedier 2013' er et resultat af et samarbejde mellem Center for Magt, Medier og Kommunikation ved Roskilde Universitet og en række internationale samarbejdspartnere, koordineret af Reuters Institute for the Study of Journalism ved University of Oxford. Rapporten kan downloades her