Kurset afholdes på engelsk i dette semester.
Formålet med kurset er, at den phd-studerende forholder sig til phd-vejledningen som en arbejdsrelation, der skal komme godt fra start og fungere som støtte hele vejen igennem forløbet. Det vil blive diskuteret, hvordan forskellige tidspunkter i phd-forløbet kan skabe særlige behov i phd-vejledningen, og det vil blive diskuteret, hvordan forskellige former for vejledning tilbyder forskellige former for sparring og støtte til arbejdet med phd-projektet.
Phd-vejlederen er helt afgørende for phd-forløbet. Relationen mellem phd-vejleder og phd-studerende er et møde mellem to personer med hver deres personlige stil, arbejdsmåde, faglige præferencer osv. Ansvaret for at få etableret en frugtbar relation påhviler begge, og det kan være givende som phd-studerende at gøre sig klart, hvilke forventninger man har til phd-vejledningen. Et centralt element i denne afklaring er en bevidst forholden sig til, hvilke behov man har, og hvordan ens hidtidige erfaringer giver retning til de ønsker, man har til phd-vejledningen og til ens phd-vejleder.
Phd-vejledere har forskellige måder at vejlede på, og hvordan det understøtter læringsforløbet, kan være forskelligt fra phd-studerende til phd-studerende. Der kan være fordele og ulemper ved forskellige tilgange til phd-vejledningen – og måske kan der lige frem tales om den ’gode’ phd-vejledning?
Niels Warring
Tilmeldingen åbner snarest