Studiemiljø

Almen biologi er det mindste fag på RUC. Faget hører under Institut for Natur, Systemer og Modeller og er stærkt integreret med miljøerne i Molekylærbiologi, Medicinalbiologi og Kemi. Til daglig er der stort set altid liv på instituttets gange, i laboratorierne og på vejlederkontorerne, og i frokostpausen bliver Bygning 15’s store åbne kantine med eget køkken brugt flittigt af de studerende. Det er et blandet dansk/internationalt miljø med islæt af udvekslingsstuderende, direkte optag af både danske og internationale studerende og de mange kombinationer på tværs af fagene. 
En del af undervisningen på Almen biologi finder sted sammen med de Miljøbiologistuderende, hvor der udover den formelle undervisning arrangeres en række ekskursioner af både faglig og social karakter, såsom fugleturer, svampeturer og lignende.

Kemo-Baren

Når det spændende arbejde er overstået slappes der jævnligt af ved et arrangement i NSM’s cafe KemoBaren. KemoBaren var oprindeligt drevet af studerende fra Kemi og Molekylærbiologi, men nu deltager alle instituttets studerende. I KemoBaren er der rig mulighed for at lære andre studerende at kende både på tværs af årgange og studieretninger, og for at få en uformel snak med nogle af lærerne. KemoBaren bliver normalt holdt hver måned, men naturligt nok er der ikke den store aktivitet i eksamensperioden. Det er ligeledes KemoBaren, der arrangerer en af de årlige julefrokoster på instituttet, en fest man bestemt ikke må gå glip af.