Kronprinsessen overrækker innovationspris på RUC
H.K.H. Kronprinsessen overrækker Danske Banks Pris for Social Innovation og Socialt Entreprenørskab på 50.000 kr. fredag den 20. september, hvor Roskilde Universitet holder årsfest.
Den røde løber vil være rullet ud, når H.K.H. Kronprinsessen gæster Roskilde Universitet fredag den 20. september. Kronprinsessen skal overrække Danske Banks Pris for Social Innovation og Socialt Entreprenørskab på 50.000 kr., der i år tildeles professor Linda Lundgaard Andersen.
Torben Stevold, der er privatdirektør i Danske Bank i Roskilde, begrunder, hvorfor det netop er Linda Lundgaard Andersen, der får tildelt prisen.
”Linda Lundgaard Andersens bidrag inden for social innovation og socialt entreprenørskab er af meget høj kvalitet, og hun har været en ledende og afgørende kraft i at indlejre social innovation og socialt entreprenørskab i RUC’s forsknings- og uddannelsesprofil,” siger Torben Stevold.
De 50.000 kr. skal bruges til forskningsformål inden for social innovation og socialt entreprenørskab fx en forskningsrejse eller et forskningsophold.
Årsfesten vil ligeledes markere overrækkelsen af en pris på 15.000 kr. fra RUCinnovation og overrækkelsen af to priser på 5000 kr. fra Rotary Roskilde Øst.
Ud over de allerede nævnte er RUC’s årsfest traditionen tro præget af mange forskellige aktiviteter – både officielle og uofficielle. Til de officielle hører bl.a. en festforelæsning ved lektor Kristine Niss med den inciterende titel: ’Hvorfor er en ko rund? Om fysikkens søgen efter det simple’. Kristine Niss modtog tidligere på året en Sapere Aude-bevilling på 7 mio.kr. fra Det Frie Forskningsråd.
Til Årsfesten 2013 vil der desuden være udnævnelser af ikke mindre end 3 æresdoktorer, ligesom dr.phil. Ebbe Klitgård vil modtage sit doktorbevis. Læs mere om de studerendes årsfest på campus samt det fulde program for Årsfesten her.
Kontaktinformation:
Presseakkreditering er påkrævet; tilmeldingsfrist den 19. september kl. 15. Kontakt pressemedarbejder Camilla Buchardt, e-mail: camilbu@ruc.dk, mobil 2238 8282.