Tidligere RUC-studerende Rikke Brunsgaard Andersen.
»RUC skal tiltrække de blå unge«
Tværfaglighed og gruppearbejde. Det er RUC’s helt store styrker, mener Rikke Brunsgaard Andersen, der er RUC-kandidat fra 2012. RUC’s største udfordring er pt. at tiltrække flere blå unge, mener hun.
Tekst: Eva Lykke Jørgensen
Foto: Uffe Weng
»Tværfaglighed er vigtigt både for at forstå verdens problemer og for at finde en løsning på dem. De fag, jeg har taget på RUC, supplerer hinanden og giver en dybde og en bredere forståelse, som jeg ikke havde fået, hvis jeg havde valgt en mere enstrenget uddannelse.«
Sådan lyder det fra Rikke Brunsgaard Andersen, der i 2012 blev kandidat i Internationale Udviklingsstudier og Journalistik på RUC. I dag arbejder Rikke som kommunikationsmedarbejder i Venstre, og det er under de store hvælvinger i Snapstinget på Christiansborg, at hun udpeger styrkerne ved RUC, og de udfordringer, som hun mener, at universitetet står over for.
Da Rikke blev kandidat i 2012, var det 35 år siden, at RUC fik sin første kandidat, Henning Christiansen, der efterfølgende bl.a. var direktør i Vejdirektoratet i 22 år. På trods af at der er flere årtier imellem de to RUC-kandidater, har de samme syn på, hvad der er RUC’s styrker. Nemlig RUC’s tværfaglighed, det sociale og særligt gruppearbejdet:
»Gruppearbejdet er RUC’s store styrke. Det er netop på det punkt, hvor RUC kan noget, som intet andet universitet kan, måske bortset fra Aalborg Universitet. Hvis gruppearbejdet forsvinder, så mister RUC også sin spidskompetence,« lyder det fra Rikke Brunsgaard Andersen.
Flere liberale unge
RUC’s største udfordring pt. består i at tiltrække flere ’blå unge’ til universitetet, mener hun.
»Den generation, vi har nu, er den mest blå generation nogensinde. Unge bliver mere og mere liberale, så RUC’s helt store udfordring lige nu er at tiltrække de blå unge. Tendensen er jo ikke, at de unge bliver mere og mere røde. Tværtimod,« siger Rikke Brunsgaard Andersen og henviser til en forsker i vælgeradfærd, Søren Risbjerg Thomsen, der i marts udtalte til Politiken, at man næsten kan »tale om, at der ligefrem er ved at ske et liberalt ungdomsoprør blandt dele af de unge i Danmark.«
Hun mener, at den kritik som RUC til tider møder fra politisk side, fx da Dansk Folkepartis ungdomsparti udtalte, at RUC burde lukkes, har betydning for skabelsen af en fælles identitet hos de studerende på RUC.
»Jeg tror, at kritikken har den betydning, at den giver en identitet til de studerende på RUC – en kasse at definere sig selv ud fra. "Vi er de røde, de socialt ansvarlige, de sociale og de miljøbevidste." Og det er en selvopfyldende profeti, for det gør også, at det særligt er de typer, der søger ind på RUC,« lyder det fra Rikke Brunsgaard Andersen, der har et bud på, hvordan man ville kunne tiltrække flere ’blå unge’ på RUC.
»Man kunne slå på de mere erhvervsrettede uddannelser og på, at man arbejder i grupper, når man kommer ud på arbejdsmarkedet. Det er jo de færreste, der sidder alene med deres eget nørderi. Der er RUC rigtig god til at forberede os på erhvervslivet, og det burde man blive bedre til at fremhæve i markedsføringen af RUC,« lyder det fra Rikke Brunsgaard Andersen.
Smittende engagement
Særligt én RUC-vejleder har sat et tydeligt aftryk i Rikkes hukommelse. Primært grundet hans store interesse for sit eget fagområde, fortæller hun:
»Han inspirerede mig, fordi han brændte for sit fag – filosofien. Han havde sådan et rigtigt stort krøllet hår, som strittede i alle retninger, og som han hev i, når han blev rigtig ivrig. Rigtig filosof-agtig,« siger Rikke og smiler ved tanken om sin tidligere vejleder.
»Det er fedt, når man virkelig kan mærke engagementet og passionen for faget, og det smitter af på de studerende,« slutter Rikke Brunsgaard Andersen, som mener, at engagerede og dygtige undervisere er noget af det, der betyder allermest for kvaliteten af et universitet.
RUC 40 år
I 2012 fyldte RUC 40 år. I denne og den forrige udgave af Rubrik har vi derfor bedt to kandidater fra RUC fortælle om deres syn på universitet. I den forrige udgave talte vi med RUC’s første kandidat, Henning Christiansen, og til denne udgave har vi interviewet Rikke Brunsgaard Andersen, der blev kandidat i 2012.