Pædagogers øgede fokus på skemaer, dokumentation og servicering af forældrene kan gå ud over børnenes trivsel, konkluderer fem forskere fra RUC i ny bog.

Tekst: Camilla Buchardt
Foto: Uffe Weng

En hyggelig frokost, hvor generte Magnus på 3 år for første gang tager mod til sig og deler madpakkerne ud til de større børn - eller en øvelse fra læreplanen, hvor børnene skal lære at sætte ord på deres følelser?

Hvad er vigtigst, når man taler om kvalitet i det pædagogiske arbejde i daginstitutionerne? Det diskuterer fem forskere fra RUC i en ny bog, der problematiserer, at pædagogerne i stigende grad fokuserer på de aktiviteter, der let kan dokumenteres.

Kvalitet i hverdagsaktiviteter

Annegrethe Ahrenkiel, der er en af forfatterne bag bogen, mener ikke længere, det er spørgsmålet om det gode børneliv, der sætter dagsordenen i daginstitutionerne: »I stedet handler det om skemalagte aktiviteter, der nemt kan dokumenteres. Problemet er, at man glemmer, at helt basale praktiske aktiviteter som uformelle lege, det at skifte ble, at trøste børnene osv. spiller en mindst ligeså vigtig rolle for børns trivsel og kreativitet,« siger hun.

I bogen ’Daginstitutionen til hverdag - den upåagtede faglighed’ sætter forskerne fokus på, hvordan pædagogisk faglighed er til stede i det samlede arbejde i institutionerne – og ikke kun i de skemalagte pædagogiske aktiviteter.

Bogen følger en hel dag i en daginstitution fra modtagelse af børnene om morgenen, over fælles aktiviteter, frokost, fri leg og frem til personalemøde om aftenen. Gennem en lang række situationer viser bogen, hvordan vigtige dimensioner af den pædagogiske faglighed udøves i det arbejde, der ofte opfattes som rent praktiske opgaver.

Forfatterne diskuterer pædagogernes bestræbelser på at tilføre børnelivet i institutionerne fundamentale sociale kvaliteter som en del af deres faglige arbejde. Samtidig viser de, hvordan et stigende fokus på skoleforberedelse, dokumentation og servicering af forældre begrænser mulighederne for at udfolde disse kvaliteter.

Dokumentation frem for nærvær

»Daginstitutioner er ved at blive til en forretning, hvor kunden – forældrene – altid har ret. Pædagogerne er bange for at vise, at de faktisk har en viden, som forældrene kunne have glæde af,« siger Annegrethe Ahrenkiel og fortæller om en pædagog, der fx undlader at sige til forældrene, at hun mener, at deres barn er parat til at smide bleen.

»Selvfølgelig er det fint med dialog med forældrene, men balancen er godt på vej til at tippe helt over til den anden side,« siger Annegrete Ahrenkiel og påpeger et andet problematisk aspekt ved kulturen i dagsinstitutionerne. En af pædagogerne kalder det ’fotomania’:

»Det er ikke nok at stoppe aktiviteten et øjeblik, hvis pædagogerne vil tage nogle billeder af børnene. Så kommer forældrene og siger: "Hvorfor er mit barn ikke med på billedet?" Så pædagogerne er først nødt til at spørge sig selv: "Vil nogle forældre føle sig overset, hvis vi viser dem denne billeddokumentation?" Det kan der gå meget tid med,« fortæller Ahrenkiel.

Undertrykker det nysgerrige barn

Forskerne kritiserer også den skarpe adskillelse mellem læring og leg, og tendensen til, at alle aktiviteter skal formaliseres. De mener, at den formelle læring er ved at opsluge legen, og at man overser, at leg også altid rummer et element af læring. Annegrethe Ahrenkiel refererer en episode fra en børnehave, hvor en tur i skoven blev gjort til en undervisningssituation:

»I stedet for en tur i skoven, hvor børnene kan lege og udforske - så bliver det til et punkt under natur- og naturfænomener i læreplanen. På et tidspunkt når de til et sted i skoven, hvor pædagogen vil vise, hvor dyrene bor. Et af børnene tager en pind og begynder at rode i jorden, hvor dyrene bor. Pædagogen stopper drengen, for hun er jo ved at instruere. Dvs. barnet bliver til et forstyrrende barn - hvor det inden for en anden ramme ville blive forstået som et nysgerrigt barn.«

I værste tilfælde risikerer vi at skabe nogle børn, der er meget afhængige af lærerstyrede aktiviteter og som har svært ved at begå sig, forklarer Annegrethe Ahrenkiel:

»Vi kan få nogle børn, som er meget uselvstændige, og som har meget svært ved at håndtere komplekse situationer, børn som har mistet deres naturlige nysgerrighed, og ikke har lært de basale sociale kompetencer – noget der kan præge dem resten af deres liv,« siger Annegrete Ahrenkiel.