Politielevers identitet som politimænd, der fylder uniformen ud, kan ikke dannes på skolebænken, men bliver skabt, når virkeligheden er allermest voldsom.

Tekst: Rasmus Karkov og Camilla Buchardt
Foto: Uffe Weng

Han er søvnløs. Billedet forstyrrer ham. Det sidder i ham og går ud over hans arbejde. Den anonyme politielev er kommet til at se billeder af en mand, der netop har begået selvmord, »virkelig begået selvmord,« som han siger, da han senere fortæller historien. Han beslutter at finde billederne frem igen og denne gang kigge rigtigt på dem. Da han lægger dem fra sig, er ubehaget væk.

For Thomas Bille, der forsker i politielevers dannelse af politiidentiteten, var episoden afgørende. Det, han så, var en ung mands vej til at blive sit professionelle jeg.

»Det er for mig et eksempel på, at han blev sin politikrop, sin politiidentitet ved, at han påtog sig politiblikket fremfor at se det i sit private perspektiv. Han begyndte at opbygge det politiskjold, som er nødvendigt for politimænd at se verden gennem,« siger Thomas Bille, der er ph.d.-stu- derende på Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning. Man kan ikke teoretisere sig til at blive politimand.

Man kan ikke øve sig i beskyttede skolegårde. Man skal ud i virkeligheden. Der, hvor kollisionen er så hård, at man bliver nødt til at ændre sig.

»Virkeligheden er uforudsigelig, og det at bevæge sig fra skole til praksis, er et enormt skift. Det at håndtere politisituationer kan ikke forudsiges. Man skal lære evnen til at håndtere uforudsigeligheden, og ens reaktioner skal bygge på en politiprofessionalitet, og det er den, eleverne skal opbygge,« siger Thomas Bille.

Derfor fulgte Thomas Bille fire unge politielever fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi i de første måneder af deres første praktik for at observere og beskrive transformationen fra at være politielev til i højere og højere grad at blive politibetjent.

Indirekte information

En nat var han med en elev og en erfaren betjent på patrulje. De opdagede en mudret bil og fulgte efter den, mens de tjekkede nummerpladen i data- basen. Der var bid. Et glødende objekt, formentlig en cigaret, blev kastet ud af ruden i passagersiden. Selv om det var mørkt, og de ikke kunne se, konkluderede betjentene, at der mindst var to personer i bilen.

»Det kan synes trivielt, men for betjentene er det værdifuld information i en kompleks struktur, der går ud på at lede efter tegn fra en skjult verden. Eleverne skal lære at se på verden i den optik, så de kan få den information, der beskytter dem og ruster dem til situationen,« siger Thomas Bille.

Betjentene stoppede bilen, tog deres forholdsregler og gik begge frem mod bilen. De var på forkant med situationen, fordi de oversatte observationen af en cigaret kastet ud ad et vindue til, at føreren af bilen ikke var alene.

Evnen til automatisk at aflæse verden for indirekte information om konkret usynlig virkelighed er blandt de afgørende elementer, der indgår i politiidentiteten. Når de når frem til et færdselsuheld, skal de ikke blot overskue nuet. Men også identificere de begivenheder, der leder frem til nuet. De skal se bremsesporene på vejen eller konstatere, at der ikke er bremsespor på vejen. Den aflæsning af et rum eller en begivenhed bliver opbygget gennem erfaringer og skal i sidste ende integreres i deres identitet.

Når kroppen ved mere

I sin ph.d. tager Thomas Bille udgangspunkt i den franske filosof Merleau-Pontys opgør med ideen om en adskilt krop og bevidsthed. I modsætning til Descartes »Jeg tænker, derfor er jeg« siger Merleau-Ponty »Jeg handler, derfor er jeg«. Kroppen og bevidstheden er et hele, og de handlinger, vi foretager i situationer, er ikke instinktive reaktioner, men summen af vores erfaringer og kropslige forståelse af situationer. Kroppen forstår mere, end vi kognitivt indfanger, og handler i situationer på måder, som vi kan have svært ved at forklare med ord.

Professionalitet skal trænes i konkrete praktiske situationer, hvor meget af det lærte sker ved at afkode den anden, kollegaen og situationens betingelser for at handle. I situationer, hvor vi ikke har erfaringer, vil vi derfor umiddelbart fysisk holde os tilbage for at forstå situationen.

»Den første gang politielever oplever fx et trafikuheld, har de ikke et erfaringsgrundlag, hvilket kropsligt kommer til udtryk i, at de går bag ved den mere erfarne betjent. I takt med at deres erfaringsgrundlag bliver større, træder de fysisk længere frem og bliver dermed i egne og andres øjne i højere grad politibetjent,« siger Thomas Bille.

Transformationens yderste potens

Når de kører rundt med den erfarne kollega, finder der en konstant oplæring og klargøring til situationer sted. De snakker om rockerborge og trafikuheld, og om hvordan man både teknisk og følelsesmæssigt håndterer forskellige situationer. »Næsten hver eneste situation, de står i, er et første møde. Men det er interessant at observere, hvordan man bliver klar til en situation, før man har erfaret den, og det, som foregår, når den ældre og yngre betjent taler sammen, er en form for før-erfaring, som ruster dem til situationerne,« siger Thomas Bille.

Men det er, når de selv befinder sig i situationerne, at de for alvor bliver rykket videre.

»De har jo øvet sig og trænet og forestillet sig, men selve det konkrete møde med virkeligheden rammer dem som en forhammer. En beskriver, hvordan en biljagt næsten bliver surrealistisk for ham. Det er paradoksalt, at virkeligheden er så stærk, at den bliver surrealistisk. Men det er i de voldsomme møder, at man kommer helt ud i transformationens ydre potens og bliver uniformen,« siger Thomas Bille.