Arkitekt og ph.d.-studerende Jesper Pagh.

Torvehallerne er et eksempel på, hvordan arkitekturen og byplanlægningen har ændret fokus fra at være i fællesskabets interesse til at tjene økonomiske særinteresser.

Tekst: Rasmus Karkov
Foto: Uffe Weng

Kvinder med velplejet hår og Gucci-solbriller defilerer i Torvehallerne på Israels Plads. Der, hvor der skulle have været hyggelige biavlere med egenproduceret honning i boder under halvtag, kan man nu i stedet føre sin autenticitet ud i paleo-ekstremen eller købe et kilo femårslagret Puro Bellota frilandsskinke for små 1500,- kroner i den glaslukkede arkade.

Skilte med ”Cykler fjernes uden ansvar” og ”siddepladser forbeholdt betalende gæster” har erstattet træerne og nærværet fra arkitekttegningerne. Det, der engang var en stor offentlig plads i København, er nu hegnet ind af synlige og først og fremmest usynlige barrierer, der holder dem ude, der enten ikke føler sig inkluderet eller ikke har råd til at være det.

»Det har intet at gøre med arkitektens og Torvelaugets oprindelige idé om et marked for alle. Det er blevet til 'Mad & Vin' på speed og det er kun tilgængeligt for de få, der har råd. Man har taget en offentlig plads og privatiseret den til noget, der kun er forbeholdt betalende gæster. Ude i periferien står der så et par bænke, hvor vi andre kan sidde og kigge på,« siger arkitekt og ph.d.-studerende Jesper Pagh fra Institut for Miljø, Samfund og Rumlig Forandring.

Det gode liv for de få
Jesper Pagh er i gang med sin erhvervs-ph.d. om, hvordan arkitekturen og arkitekternes praksis udviklede sig i takt med velfærdssamfundet, og hvordan realiseringen og udviklingen af velfærdssamfundet påvirkede arkitekturen. Ved at gå rundt i byerne og forstæderne kan man aflæse skiftende forestillinger om velfærdssamfundet i bygningerne, og for Jesper Pagh er projekter som Torvehallerne symptomatisk for én udvikling i velfærdsstatens planlægning.

»Man er gået fra en meget stram offentlig planlægning, hvis sigte var at sikre et fælles bedste, til en forhandlingsorienteret planlægning med interessenter, som ikke nødvendigvis har det fælles bedste som udgangspunkt. Private og offentlige interesser bliver sammenblandet, og det fører til en glidebane mod privatisering og segregation, når virksomheders kommercielle krav og borgernes længsel mod det gode liv møder moderne planlægningsdagsordener som bæredygtighed kombineret med oplevelser og bydesign,« siger han.

I det konkrete tilfælde har ejendomsfirmaet Jeudan investeret 70 millioner kroner i at leje grunden i 50 år og opføre Torvehallerne. Jeudan får investeringen hjem i form af udlejning af stadepladser. Jeudans bygninger omkring Israels Plads vil formentlig også kunne udlejes til højere priser. Jesper Pagh mener, at Torvehallerne er en konsekvens af oplevelsesøkonomien og længslen mod en eller anden form for autenticitet som klippe i det senmoderne samfunds oprørte hav. Hallerne bliver, som fx også DR’s Jean Nouvel tegnede koncerthus, bygninger, der skal øge Københavns eksklusivitet og konkurrenceevne i form af bedre skattegrundlag og større turistindtægter.

»Der sker i den anledning en massiv overførsel af værdi fra det offentlige til det private. Vi kan ikke længere komme på pladsen som borgere. Nu er den blevet en eksklusiv oplevelse for betalende kunder og turister, der til gengæld er gode på billeder af et postuleret demokratisk fællesskab, der brander København i magasiner som Monocle,« siger han.

Det er i skarp kontrast til fx forstæderne omkring København, der blev opført for at give byens arbejderfamilier og industri mulighed for at udfolde sig.

Demokratisk strandpark
For Jesper Pagh er det problematiske ikke, at Torvehallerne er ekskluderende. Der er masser af andre områder, der primært bliver benyttet af enkelte grupper som hipstere eller Østerbro-familier. Forskellen er, at de stadig er offentlige rum, hvor alle kan komme, hvis de ønsker det.

»Byen skal som helhed være mangfoldig, men der er ingen grund til at forestille sig den også skal være det lokalt. Selve segregeringen er ikke et problem. Men her er en offentlig plads blevet privatiseret, og det er meget vigtigt, at arkitekter og borgere er klar over, at der foregår den privatisering af det offentlige rum,« siger Jesper Pagh.

Han fremhæver som modpol opførelsen af Amager Strandpark som et af de meget vellykkede nyere demokratiske projekter, der har skabt merværdi for alle byens borgere.