01.10 2010

Forsker i ny bog om forbrugeradfærd: "Kampagner virker ikke"

Af: Camilla Buchardt

Mediedebatter og kampagner har ikke megen effekt, når det gælder om at ændre forbrugernes vaner, konkluderer Bente Halkier, lektor på RUC, i ny bog.

Bente Halkier, lektor på Institut for Kommunikation, Virksomhed og Informationsteknologier, RUC, har udgivet en ny bog om forbrugsvaner i vore dages medialiserede samfund under titlen ’Consumption Challenged’.

Bogen, der udkommer på forlaget Ashgate, er en monografi, som handler om, hvad der sker i hverdagslivet, når almindelige forbrugeres vaner bliver problematiseret af kampagner og debatter i medierne. Hvordan håndterer vi som almindelige forbrugere at blive tillagt ansvar for at løse diverse samfundsproblemer fra fedme-epidemi til klimakrise? Bogen er også et teoretisk indlæg i diskussionerne om, hvor forbrugs-sociologien er på vej hen, og hvor brugerorienteret kommunikationsforskning er på vej hen.

En af pointerne i bogen er, at kampagnerne, der skal ændre vores holdninger og adfærd, ikke virker som kampagnemagerne forventer. Information alene får ikke forbrugerne til at ændre vaner. Vaner er forankrede i det puslespil af daglige gøremål med familie, job, skole og fritid, som alle skal have til at hænge sammen.

I bogen problematiseres det desuden, at det bliver pålagt det enkelte individ at løse alvorlige problemer i samfundet som miljø og sundhed – problemer, som Bente Halkier mener det burde være en kollektiv opgave at løse ved hjælp af strukturelle ændringer og lovgivning, gerne i samspil med forbruger-borgerne. Det er bl.a. rygeloven fra 2007 et godt eksempel på, påpeger hun. 

Læs mere om bogen på Ashgates hjemmeside

Om Bente Halkier

Bente Halkier er uddannet cand.scient.pol. fra Århus Universitet, Ma. i sociologi fra Lancaster University, England, og Ph.D. fra Roskilde Universitet. Hun blev ansat på Kommunikation i 2000 og sidder i en lektorstilling inden for videnssociologi. Hendes seneste forskningsprojekt – sammen med lektor Iben Jensen - handler om madvaner og forholdet til sund mad blandt pakistanske danskere. Denne undersøgelse er ét af de fire case-studier, som bogen ”Consumption Challenged” handler om.

 


 
Send rettelser til webmaster
 
 

Find vej

Roskilde Universitet
Universitetsvej 1, Postboks 260
4000 Roskilde
Tlf: +45 4674 2000
E-mail:ruc@ruc.dk
EAN-nr: 5798000418110
SE/CVR-nr: 29 05 75 59

Derfor RUC

“Ny udgave af
forskningsmagasinet Rubrik“

Klik og se Rubrik nr. 4