Ny bog gør os klogere på kommunikation
Kan man bruge teoretikeren Niklas Luhmann i en analyse af miljøkommunikation? Og kan Pierre Bourdieus begreber fortælle os noget nyt om myndighedernes og mediernes kommunikation i en krisesituation? Ja. Ny bog redigeret af forskere fra RUC forklarer hvordan.
I bogen, der bærer titlen ’Fra metateori til kommunikation’, forklares forskellige teorier og begreber og forfatterne viser, hvordan teorierne hver især kan bruges i en analyse af problemstillinger inden for kommunikation. Alle teorier og begreber bliver demonstreret i konkrete analyser, så læseren kan se teorierne i brug i praksis. Bogen beskriver, hvordan metateori kan bidrage til at analysere og til at diskutere de resultater, man opnår.
Bourdieu, Luhmann og Habermas
Bogen, der er redigeret af Nina Blom Andersen og Pernille Almlund, beskriver flere kendte teoretikere og deres begreber. Pierre Bourdieus begreber bliver forklaret i en analyse af kommunikation i en krisesituation, Niklas Luhmanns begreber bliver demonstreret i en analyse af miljøkommunikationen og Jürgen Habermas bruges både i en analyse af miljøoffentligheden og i en analyse af mediernes rolle i den offentlige debat.
Derudover beskrives en række teoretiske retninger, så som dialogisk kommunikation, praksisteori, aktionsforskning, feministisk teori og kompleksitet omkring forandringskommunikation. De bringes på forskellig vis i spil for at belyse kommunikation i organisationer, sundhedskampagner, forståelser af køn mm.
Bogen giver et indblik i, hvor bredt det kommunikationsvidenskabelige felt er, og hvordan man kan gå til og forstå kommunikation. Bogen, der er udgivet på Hans Reitzels forlag, henvender sig til undervisere og studerende på videregående uddannelser inden for kommunikation samt film- og medievidenskab.
Læs mere om bogen på forlagets hjemmeside
For yderligere oplysninger kontakt:
Adjunkt Nina Blom Andersen, Institut for Kommunikation, Virksomhed og Informationsteknologier, RUC, e-mail: ninablom@ruc.dk, tlf: 4674-3781
Adjunkt Pernille Almlund, Institut for Kommunikation, Virksomhed og Informationsteknologier, RUC, e-mail: almlund@ruc.dk, 4674-367 3
