”Det er ikke kun sådan noget med robotter”
De fleste har nok været fascineret af tanken om en robot-tjener eller en maskine, der kan tale og føle. For Mai Ajspur er fascinationen blevet til en ph.d. om kunstig intelligens. Læs mere om hendes vej fra børnegåder til en forskerkarriere på RUC
Selv om luften er kold udenfor, blænder solen computerskærmen på Mai Ajspurs kontor på Institut for Kommunikation, Virksomhed og Informationsteknologier. Her sidder hun og arbejder på en ph.d.-afhandling om kunstig intelligens. Foran hende ligger en bog med titlen ’Reasoning About Knowledge’.
”Jeg lå ikke på græsplanen en dag og fik sådan en guddommelig inspiration.”
Hun klapper bogen sammen, skubber den til side, og tænker sig lidt om, inden hun fortsætter:
”Men interessen for matematik har nok altid været der. Da jeg var lille, var det talgåder og gåder i stil med ’The Wise Men’-gåder, og ja, gåder hvor man skulle bruge sin logiske sans i det hele taget.
Containerskib og skemalægning
Mai Ajspurs far er programmør, og hun har altid tænkt, at det skulle hun i hvert fald ikke være.
”Indtil jeg fandt ud af, hvad det var; at det ikke var så nørdet… eller også er jeg bare nørdet”, siger Mai Ajspur og smiler.
Især inden for videnskaben gør kunstig intelligens store fremskridt i øjeblikket. På Aberystwyth University i Wales har man opfundet videnskabsrobotten Adam, der sidste år, som den første robot nogensinde, opdagede nyt videnskabeligt materiale (identifikationen af nogle gener i en gærcelle).
”Man kan lægge meget forskelligt i begrebet kunstig intelligens. Der er mange, der tror, at det kun er sådan noget med robotter. Men det er også mange andre ting. Det kan også være et middel til at få løst et helt konkret problem.”
”Fx hvis man har et containerskib og skal udtænke en måde at placere containerne optimalt på, så man ikke skal flytte for meget rundt på dem, når man skal have dem på eller af skibet”, forklarer hun.
”Man kan også bruge det til fx at planlægge et skema på et universitet, hvor der er nogle forskellige begrænsninger – måske er der ét fag, som skal ligge om tirsdagen, nogle fag er obligatoriske, andre er valgfri osv. - det kan man også udvikle et softwareprogram, der kan hjælpe en med,” fortæller Mai Ajspur og uddyber:
”En vigtig del af kunstig intelligens omhandler vidensrepræsentation – altså at beskrive den viden, man har. Hvis jeg fx skal have et skema til at gå op, så skal jeg jo kunne beskrive det. Man kan sige det med normale ord, men det forstår computeren ikke. Man skal kunne strukturere sin viden, lave slutningsregler, som man kan bruge til at ræsonnere sig frem til nogle ting”, forklarer hun.
”Jeg har også altid syntes, det filosofiske perspektiv var interessant: Hvad er en tanke? Hvordan kan jeg regne mig frem til det her? For det er helt essentielt for det at være menneske. At vi kan tænke. Og på ITU stødte jeg på det her med kunstig intelligens for første gang. Hvordan får vi en maskine til at tænke? Selv om det er lidt popsmart, så er det alligevel fascinerende.”
Kvinder og forskning
Mai Ajspur er ikke en typisk ph.d.-studerende. På bachelor- og kandidatuddannelserne udgør kvinderne hovedparten af de studerende, og de er bedre end mændene til at gennemføre deres studier. Men dette billede ændrer sig på ph.d.-uddannelsen. Tal fra Videnskabsministeriet viser, at kvinder falder fra både inden og under ph.d.-studiet. Og så er programmering og matematik som oftest noget mænd beskæftiger sig med, selvom Mai Ajspur synes ”Kvinder og IT-vinklen” er lidt fortærsket. Men hvorfor er der ikke flere kvindelige ph.d.-studerende? Formanden for Det Frie Forskningsråd, Jens Christian Djurhuus har peget på, at en af grundene er, at kvinder er mere detaljeorienterede og omhyggelige end mænd. Det gør jobbet som forsker mere slidsomt for kvinder, mener han.
Mai Ajspur er ikke helt enig i konklusionen:
”Jeg vil faktisk vende det rundt og sige, at det er en fordel at være detaljeorienteret. Hvis jeg skal bevise noget, nytter det jo ikke noget at springe detaljerne over”.
”Men hvis jeg skal komme med at bud, så tror jeg – selvom det måske lyder som en kliché - at det har noget at gøre med, at kvinder har tendens til at holde sig tilbage. Måske tænker de, at de ikke er dygtige nok og søger derfor ikke ph.d.-stillingerne”, siger Mai Ajspur.
”Jeg kender det også lidt fra mig selv. Når man, som jeg, arbejder i et miljø med mange mænd, tænker man ofte ved sig selv: ’Nu skal jeg sige noget klogt’, inden man åbner munden eller ’Nu skal jeg slet ikke sige noget’, og det er da lidt ærgerligt.”
”Til gengæld er det meget positivt, at man ikke sidder alene som forsker, som mange måske tror. Jeg deler kontor med en anden, og generelt er det meget socialt. Der er også en, der er ved at tage en ph.d. i datalogi og filosofi, og han interesserer sig ligesom mig meget for logik, så ham har jeg snakket en del med. Og hveranden uge er vi en gruppe af ph.d.-studerende, der laver noget socialt sammen efter arbejde. Så det er ikke sådan, at man træder ud af et mørkt rum efter tre år”, forklarer hun.
Science fiction
Hvad fremtiden bringer, gør Mai Ajspur sig ikke så mange tanker om endnu. Foreløbig skal hun bruge tre år på at skrive sin ph.d.-afhandling.
Lige nu handler det om at udvikle nogle computersystemer, der er hurtigere eller bedre. Og bedre er som regel hurtigere, forklarer hun.
”Det kunne da være spændende at lave robotter, der selv kunne tænke. Men det kan jo ikke lade sig gøre. I hvert fald ikke på tre år. Men det der med at lave noget, der tænker rationelt – tanken er da fascinerende, men det er jo nok mere science fiction, end det er virkelighed.”