En café latte med innovation i, tak!
I de seneste fire år har professor, Jon Sundbo, skabt innovative løsninger i forskellige danske virksomheder. Resultatet af det første innovationsprojekt var en økologisk og fedtfattig mælk, der har lettere ved at blive skummet til café latte end en almindelig mælk. En mælk tilsat innovation fra RUC.
Det hele startede på ’Café Europa’ i hjertet af København. Her gennemførte Jon Sundbo i samarbejde med fødevarevirksomheden INCO og Café Europa det første innovationsprojekt tilbage i 2008.
”Kernen i projektet var, at medarbejderne skulle få idéer til innovation i virksomheden i mødet med gæsterne på Café Europa,” fortæller Jon Sundbo.
Projektet tog fart, og medarbejderne på Café Europa kunne hurtigt slå ned på, hvad de manglede i deres hverdag og i mødet med gæsterne. Caféens gæster var meget fokuserede på, at produkterne skulle være sunde og fedtfattige, og derfor ville virksomheden satse på at udvikle et sundt, biodynamisk og økologisk koncept på caféen.
”Helt konkret fandt medarbejderne ud af, at de gerne ville have noget økologisk og fedtfattigt mælk, der skulle være lettere at skumme end almindelig fedtfattig mælk. Vi inddrog Dansk Naturmælk og nogle mejerier, og vi fik lynhurtigt udviklet en ny mælketype, der var økologisk, kunne skummes og alt det der, ” siger Jon Sundbo.
Det første innovationsprojekt, der blev gennemført på under et halvt år, dannede skabelonen for den efterfølgende række af innovationsprojekter.
”Det vi fik ud af projektet var en generel metode til at udvikle innovation, som vi kalder værdikæde-innovation. Man kan forklare metoden ved at tage mælken som et eksempel. Mælken får du helt ude fra landmanden, der har sine køer, så får man mælken ind på mejeriet, og der kommer emballage på, og det bliver sendt ud i supermarkederne, hvor den bliver markedsført. Så bliver det anvendt i en café, hvor der kommer oplevelser på. I hvert led lægges der ny værdi til mælken. Og som forskere udvider vi kæden ved at være en del af den,” forklarer Jon Sundbo.
Knuthenborg Safaripark fik en innovations-overhaling
Knuthenborg Safaripark øgede deres omsætning markant efter, at innovationsteamet fra RUC havde været forbi. RUC-forskerne udstyrede parkens gæster med en GPS hver, og på den måde fik forskerne et indblik i gæsternes ruter rundt i parken.
”Ud fra det fysiske mønster, som GPS-ruterne viste, kunne vi vise ledelsen, hvad gæsterne egentlig ville se, og hvad de gør, når de er på besøg i Knuthenborg Safaripark,” siger Jon Sundbo og afslører herefter, hvad ruterne viste.
”De viste, at familierne tilbragte det meste af deres tid på legepladserne, hvor det er muligt for dem at være sammen som en familie. Så det viste sig at være aktiviteterne på legepladserne og ikke dyrene i parken, der er det afgørende for, om gæsterne vender tilbage til Knuthenborg Safaripark, siger Jon Sundbo.
Efter at have fået en innovations-overhaling valgte ledelsen i Knuthenborg Safaripark at fokusere på legepladserne, og der blev udviklet en vandlegeplads i parken. De nye aktiviteter har betydet, at Knuthenborg har styrket deres omsætning i et marked, der ellers er for nedadgående, og at parken i dag er iblandt de tre turistattraktioner i Danmark, der har haft vækst de seneste år.
Innovationsprojekterne fortsætter, og på RUC forsøger Jon Sundbo og innovationsteamet konstant at videreudvikle deres metoder og teorier til at skabe innovation i de danske virksomheder.
Innovationsnetværk på RUC
RUC er med i flere innovationsnetværk. Senest har universitetet i regi af RUCinnovation etableret et nyt netværk inden for turisme. Netværket har bl.a. fokus på at koble forskningen inden for turisme med erhvervslivet. Læs mere i Hvidbogen om turismeforskning i Danmark - bogen klarlægger bl.a. et behov for, at forskning i turisme og turismeerhvervet arbejder tættere sammen. Læs mere om andre af RUC’s innovationsnetværk på invio-net.dk og serviceplatform.dk.