Etik og troværdighed i dansk journalistik
Befolkningen mener, at det står dårligt til med dansk journalistik. Men spørger man de kilder, som optræder i medierne, oplever de kun sjældent, at der er fejl og mangler i de historier, hvor de er med.
Mark Blach-Ørsten
Anker Brink Lund
Debatten om kvaliteten af dansk journalistik når for tiden nye højder.
Fra flere sider lyder der ønsker om, at medieansvarsloven strammes, så der kan gribes mere kontant ind over for medier, der udviser lemfældig omgang med presseetikken og de journalistiske dyder.
Flere opinionsundersøgelser har nemlig vist, at befolkningens tillid til danske medier ikke er i top. Et oplagt kritikpunkt af disse undersøgelser er dog, at de forudsætter, at det ønskelige svar på spørgsmålet ' Har du tillid til medierne?' er et ubetinget ja. Men en befolkning med uforbeholden tillid til magthavere, herunder medier, er vel næppe ønskeligt?
Af samme grund har der inden for den internationale journalistikforskning også længe været gjort andre forsøg på at undersøge tilstanden og vægte kvaliteten af journalistikken. To andre oplagte måder er at undersøge kildernes vurdering af de nyheder, som de optræder i, samt at spørge journalisterne selv.
Center for Nyhedsforskning ved Roskilde Universitet har netop afsluttet en analyse af henholdsvis kilders og journalisters vurdering af tilstanden i dansk journalistik. I 2006 blev der foretaget lignende undersøgelser, som gør det muligt at sammenligne og se, hvilke forandringer journalistikken har gennemgået.
Kilderne oplever sjældent fejl
Den første analyse ser på de kilder, der medvirker i nyhedsmedierne. I denne analyse er et repræsentativt antal kilder, som optræder i et dansk nyhedsmedie i en udvalgt uge, blevet bedt om at vurdere indholdet af den artikel eller det indslag, som de medvirker i. Kilderne blev bedt om at vurdere både objektive og subjektive fejl og mangler i artiklen/indslaget.
Objektive fejl og mangler er for eksempel fejl i navn og titel, mens der under de subjektive fejl blandt andet spørges til, om kilden føler sig korrekt citeret, om der efter kildens vurdering mangler væsentlige informationer i nyheden, og om journalistens præsentation af nyheden fremstår fair og afbalanceret.
Langt hovedparten af kilderne - næsten 85 pct. - finder ingen objektive, faktuelle fejl i nyhedsindslagene på tv og i nyhedsartiklerne på nettet og i aviserne.
Og spørger man kilderne om deres subjektive vurderinger af den nyhed, de medvirker i, mener kun en af ti, at artiklen/indslaget udelader væsentlig information.
Resultatet af undersøgelsen fra 2006 var næsten identisk, idet 15 pct. af kilderne i den analyse oplevede en eller anden form for fejl i den nyhed, som de optrådte i.
Men kilderne er på ingen måde ukritiske over for medierne. En stor del af de adspurgte kilder mener, at de enkelte medier ofte dækker en nyhed ud fra mediets egen holdning til emnet, ligesom flertallet af kilder mener, at medierne har tendens til at overdrive og dramatisere mere end godt er. Her er der dog en påfaldende forskel, når man spørger kilderne om den konkrete nyhed, de medvirker i - hvor mindre end 20 pct. mener, at nyheden overdramatiserer emnet - mens 70 procent af kildernes synes, at medierne i almindelighed har tendens til at skarpvinkle og overdrive.
Tidspres og konkurrence rammer etikken
Spørger man journalisterne om deres etiske overvejelser, svarer 83 pct. af dem, at de gør sig daglige etiske overvejelser. Dette tal var 82 pct. i 2006. Seks af ti svarer, at de diskuterer etik med deres kollegaerne enten dagligt eller ugentligt. I 2006 var det kun halvdelen. 90 pct. svarer, at de har kendskab til de presseetiske regler. Samtidig er etikken dog under kritik, også mere end i 2006. Således kan tre af fire journalister hver uge finde eksempler i den danske presse, hvor de mener, det halter med etikken.
Beder man både kilder og journalister om at give eksempler på, hvad de opfatter som dårlig journalistik, viser der sig et sammenfald omkring to typer historier. Den ene type historie, der møder kritik, er den personfikserede politiske dækning. Her nævner flere Helle Thorning-Schmidts skattesag som eksempel. En anden type er den ' dømmende' kriminaljournalistik, hvor et medie udpeger og dømmer en person for en forbrydelse, før retssagen er begyndt.
Når journalisterne skal forklare årsagerne til, at det går galt med den journalistiske etik, peges der på to hovedårsager: Tidspres og konkurrence med andre medier.
Tager vi disse konklusioner og forholder dem til anden forskning om journalistik, der viser, at journalister skal producere flere og flere historier på kortere tid, tegner der sig et billede af, hvor kvaliteten og etikken i dagens journalistik kan komme i klemme: Nemlig i de få store fælleshistorier, hvor alle journalister under tidspres og i konkurrence med hinanden kæmper for at lave den næste historie om tidens verserende ' sag'.
Taler ikke etik med cheferne
Når politikere eller forbrugere kritiserer medierne, er det også ofte de store fællesager som skattesagen, der trækkes frem. Og med væksten af mediebrugere på nettet og den øgede genbrug af nyheder på tværs af medieplatforme når disse sager sandsynligvis endnu flere mennesker i dag end nogensinde før.
Det bør medierne tage til eftertanke og diskutere med deres journalister. For vores undersøgelse viser også, at skønt journalisterne i vid udstrækning diskuterer etik med sig selv og deres kollegaer, oplever langt færre af journalisterne, at de diskuterer etik med den ledelse, der udstikker retningen for den journalistiske nyhedsdækning. Medierne kan derfor selv gøre en større indsats for at komme eksemplerne på dårlig journalistisk etik til livs.
Mark Blach-Ørsten er lektor og studieleder på Journalistik på RUC, Rasmus Burkal er videnskabelig assistent samme sted og Anker Brink Lund er professor på CBS. Deres rapport er lavet på Center for Nyhedsforskning, RUC.
Artiklen har også været bragt i Politiken den 14. maj under 'Analyse'.