Hver fjerde e-mail til staten bliver aldrig besvaret
En ny undersøgelse fra Roskilde Universitet og Aalborg Universitetet sår alvorlig tvivl om myndighedernes digitale parathed.
”Så du den e-mail, jeg sendte forleden?”
Svaret blæser i vinden, når det angår e-mails henvendt til staten. I hvert fald bliver godt 25% af alle e-mails sendt til staten aldrig besvaret. Det konkluderer forskere fra Roskilde Universitet og Aalborg Universitet på baggrund af en ny undersøgelse.
Forskerne har i starten af juni måned sendt enslydende digital post, som sendes via borger.dk, til staten, alle kommuner og regioner. En uge senere blev der sendt en tilsvarende henvendelse pr. e-mail.
Undersøgelsen viste, at kommunerne er i front med at besvare e-mails, mens hver fjerde e-mail til staten ikke bliver besvaret. Endnu værre ser det ud med digital post.
Efter én dag havde 80% af myndighederne samlet set besvaret e-mailen, mens kun 40% havde besvaret den digitale post. Ministerierne besvarede aldrig den digitale post, og 2 ministerier har slet ingen digital postadresse registreret hos borger.dk, som er borgernes indgang til den offentlige sektor.
Forskerne bag undersøgelse påpeger, at de lave svarprocenter står i skarp kontrast til Digitaliseringsstyrelsens digitaliseringsstrategi, der havde skæringsdato tilbage i november 2010 (eDag3), hvor den offentlige sektor skulle kunne modtage digital post fra borgerne.
Undersøgelsen er en gentagelse af en tilsvarende kortlægning gennemført i 2010. Dengang var resultatet også, at kommunerne og regionerne var i front, mens staten ikke svarede på mailhenvendelser. Undersøgelsen fra 2010 kan hentes via dette link.
Både i 2010 og 2013 giver kommunerne langt mere fyldestgørende svar end staten og enkelte svarer også i aftentimerne og weekender.
Læs flere artikler fra Tæt på videnskaben
Kontakt:
Ph.d.-studerende Jesper Bull Berger, Roskilde Universitet, telefon: 4174-3682, e-mail: jbberger(at)ruc.dk eller professor Kim Normann Andersen, Aalborg Universitet, telefon: 5142-1123, e-mail: kandersen(at)dps.aau.dk
