Når menneskehandel og migration er en gråzone
Det kan være meget svært at skelne mellem tvang og frivillighed i spørgsmål om menneskehandel og migration. Det fortæller Christian Groes-Green, der netop har modtaget et eliteforsker-stipendium på 2 mio. kr. fra Det Frie Forskningsråd. Pengene skal bruges på at kaste lys over afrikanske kvinders bevæggrunde for at migrere til Europa, herunder Danmark
Christian Groes-Green
”Jeg beskæftiger mig med de kvinder, der tager ind til storbyen Maputo for at møde mænd.. og derved tjene penge til dem selv og deres fattige familier.”
Christian Groes-Green fortæller om forholdene i Mozambiques hovedstad Maputo med stort engagement. Han taler roligt men i lange sætninger med mange ord og få pauser. Indimellem tager han et stykke papir frem og giver sig til at tegne for at uddybe nogle af sine pointer.
I sin forskning undersøger han det, han betegner som ’den seksuelle økonomi’ i det sydlige Afrika. Dvs. de afrikanske kvinders bevæggrunde for at flytte til vestlige lande som fx Spanien eller Danmark, ofte for at arbejde som prostituerede eller bo der med en partner. Tit starter det som et møde med en mand, kvinden træffer i byen på en natklub eller en bar i Maputo, fortæller han.
Familien spiller vigtig rolle
Det nye ved Christian Groes-Greens tilgang er, at han netop vil gøre op med modsætningen mellem det at være kommet til et land frivilligt – og arbejde i et fremmed land som et resultat af menneskehandel. Vejen til det nye land, og i nogle tilfælde job som prostitueret, går nemlig ofte gennem en kæreste eller en elsker:
”Jeg bryder med dikotomien mellem idéen om frivillig migration - og menneskehandel. Tidligere har man set på prostitueredes migration fra et perspektiv hvor det enten er noget, man selv vælger – eller noget som indgår i tvang og menneskehandel – derfor er det et kontroversielt brud,” forklarer han.
Virkeligheden er nemlig mere kompleks og nuanceret, forklarer RUC-forskeren. Ofte er der en masse forskellige faktorer, der spiller ind på det valg, kvinderne har truffet – ikke mindst spiller deres familie en stor rolle:
”Migranten står aldrig alene i migrationsprocessen. Og i min forskning gør jeg derfor op med opfattelsen af, at det alene er individet, der bestemmer – det er vigtigt at få belyst forholdet mellem migranten og deres familier for at forstå de her kvinders bevæggrunde”, fortæller Christian Groes-Green.
Langt størstedelen af de afrikanske kvinder, der kommer til Europa, migrerer pga. forpligtelser enten over for partneren eller over for familien:
”Det handler om, at de vil hjælpe familien ved at sende penge hjem. Og de forpligtelser kan man også forstå som en form for tvang – men det handler om at forstå, hvorfor kvinderne gør det – og forstå, at de ikke altid er hjælpeløse, men har nogle klare formål med det, de gør”, siger Christian Groes-Green og uddyber:
”I den vestlige kultur er der en forestilling om, at man gør ’hvad man har lyst til’. Men i Afrika vil man gå langt for fx at hjælpe en kusine eller sine bedsteforældre”, siger Christian Groes-Green og forklarer, at det i mange tilfælde kan være vanskeligt at afgøre, om det er fattigdommen eller et andet menneske, der tvinger kvinden til at migrere.
En bror i en familie kan i en vesterlændings øjne fx godt opfattes som menneskehandler, hvis han har lånt penge til sin søster, og efterfølgende truer hende til at betale dem tilbage, fordi han har brug for at købe medicin til sit barn, der har en livstruende sygdom. I kvindens øjne er der måske snare tale om ’en misforståelse eller en familiekonflikt’, forklarer Christian Groes-Green.
”Der er mange ting, vi ikke ved om de processer, og det skal vi selvfølgelig undersøge, før vi kan træde til og hjælpe bedst muligt, bl.a. ved at samarbejde med lokale organisationer og skoler i de pågældende lande”, siger Christian Groes-Green.
Forebyggelse fremfor fordomme
Netop forebyggelsesaspektet er vigtigt, hvis man vil hjælpe kvinderne, påpeger han:
”Jeg tror på fokus på forebyggelse, frem for kun at gribe ind, når kvinderne sidder i gældsslaveri i Europa eller afrikanske storbyer. Forebyggelse indebærer i mine øjne bl.a. en mere offensiv udviklingspolitik i den tredje verden, hvor den danske regering og EU bør støtte lokale initiativer ved bl.a. at bekæmpe ulighed mellem mænd og kvinder og hjælpe kvinderne med adgang til andre former for arbejde, så prostitution og menneskehandel ikke bliver den eneste udvej.”
I det sociale arbejde er det også vigtigt at huske på, påpeger Christian Groes-Green, at immigrerede sexarbejdere ikke nødvendigvis ønsker at blive hjulpet ud af prostitutionen
”For hvad så - hvad er alternativet når man ikke har adgang til den vestlige verdens privilegier?”, som han siger.
Transaktionsfri sex?
Desuden mener RUC-forskeren, at man skal tage højde for, at der i Mozambique, og mange andre afrikanske lande, altid er en økonomisk dimension involveret i forhold mellem en mand og kvinde:
”Selv en kæreste forventes at betale i Mozambique – middage, gaver eller penge. Du forventes at betale uanset hvilken kategori du er i – ægtemand, kæreste, elsker, sexkunde – hvis man ikke gør det, opfattes man simpelthen ikke som en rigtig mand”, fortæller Groes-Green, der derfor ikke mener, at man kan lave et skarpt skel mellem det, vi i den vestlige verden betragter som prostitution – og ’rigtig’ kærlighed:
”Ægteskab og prostitution betragtes som to yderpunkter for, hvad der er rigtigt og forkert i vores verden. Vi mangler at forstå forbindelsen mellem seksualitet og økonomi mere generelt.”
”Men er al sex ikke transaktionel, kan man spørge sig selv – er der ikke altid en udveksling af et eller andet – penge, omsorg eller følelser?
Ny migrationsform
Selvom Christian Groes-Greens indsigt i feltet er stor, er han ikke i tvivl om, at der er brug for meget mere forskning på området.
”Måden folk migrerer på har ændret sig. Vi lukker i stigende grad grænserne for arbejdsmigranter – en fattig mandlig landarbejder i Afrika har fx meget svært ved at komme til Europa i dag. Det nye er, at kvinder i stigende grad migrerer via intime forhold såsom ægteskab eller sexarbejde, – det er det jeg kalder transaktionel seksuel migration eller affektiv migration, hvor økonomi, følelser, forpligtelser og mobilitet er tæt forbundne”, siger Christian Groes-Green.
Den viden, han ved hjælp af EliteForsk-stipendiet på 2 mio. kr. kommer til at bidrage med i årene fremover, skal bringe os tættere på en forståelse af, hvorfor kvinderne migrerer, og belyse familiens betydning i den proces. Formålet er blandt andet at forebygge tvang – fysisk såvel som psykisk og give bud på hvordan nye politikker kan udformes med afsæt i kvindernes sociale situation.
”Hvad er det, der gør kvinderne sårbare? Fattigdommen har en stor betydning, også for deres familier, ligesom den globale ulighed, som selvfølgelig er svær at gøre noget ved over night,” siger Christian Groes-Green. Alligevel mener han, der er grund til håb:
”Det drejer sig om at forstå den kontekst, hvor migrationsprocessen starter”, forklarer han.
Christian Groes-Green modtog i december et EliteForsk-stipendium - under Sapere Aude - for unge eliteforskere fra Det Frie Forskningsråd og får overrakt prisen d. 9. februar.