Ny ph.d.: Fokus på aktivering af ældre har taget overhånd
I sosu-hjælperuddannelsen vægtes det, at ældre skal motiveres til at være aktive og selvhjulpne. Men en ny ph.d.-afhandling viser, at dette fokus ofte går ud over den ældres konkrete og akutte behov for hjælp til fx at spise eller tage tøj på eller ønske om en helt almindelig snak med sosu-hjælperen.
Et nyt ph.d.-projekt fra RUC, udarbejdet af cand.pæd. Anne Winther Jensen, peger på, at ældres anmodning om konkret hjælp til hverdagsting risikerer at blive overhørt, fordi sosu-eleverne på deres uddannelse bliver præget af opfattelsen af, at aktivering af den ældre er et uantasteligt gode.
”Det mest interessante har været at observere, at det ser ud til, at underviserne – i den bedste mening og for at øge statussen og den faglige identitet, der er koblet til uddannelsen - fokuserer uforholdsmæssigt meget på ’uddannelse’ og aktivering af den ældre – fremfor at ruste eleverne til at tage hånd om de ældres individuelle behov,” siger Anne Winther Jensen.
Ned med tempo og teorimængde
Projektets caseundersøgelse viser desuden, at undervisningen på sosu-uddannelsen i høj grad foregår på de dygtigste elevers præmisser; de elever, der ofte videreuddanner sig og altså ikke kommer ud og arbejder som sosu-hjælpere.
”Men en stor gruppe af ofte velmotiverede og hårdtarbejdende, men mindre uddannelsesmindede elever føler lige nu, at indhold og lektiebyrde er svær at overskue. Det er den gruppe, der reelt kommer til at arbejde blandt de ældre. Ved at nedjustere tempo og omfang af teorimængde ville denne gruppe elever få mere plads, og kvaliteten i den arbejdende hjælpergruppe ville blive højnet,” siger Anne Winther Jensen.
"De elever, der har svært ved at følge med i undervisningen, risikerer at overtage uhensigtsmæssige praksisser fra deres praktikperiode – praksisser, der hverken afspejler skoledelens indhold eller levner rum til selvstændige vurderinger af, hvordan den enkelte ældre hjælpes bedst," påpeger Anne Winther Jensen.
Ph.d.-afhandlingen, der er medfinansieret af Randers Social- og Sundhedsskole, som også er casen for projektet, peger desuden på dilemmaet ved skiftende regeringers ambitioner om både at levere uddannelser i verdensklasse og at 95 % af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse.
Anne Winther Jensen forsvarer sin ph.d.-afhandling ”Sosu-elevers læring i skole-praktiksamspillet. Analyser af klasserum, praktik og elevtilblivelser” på RUC den 28. september, kl. 13.00 i bygning 30, auditorium 1.
Læs flere artikler fra 'Tæt på videnskaben'
Om Anne Winther Jensen
Anne Winther Jensen har siden 1992 undervist unge og voksne inden for forskellige dele af uddannelsesområdet. Før ansættelsen som ph.d.-stipendiat var hun kortvarigt ansat inden for sosu-uddannelsesområdet, hvilket var den direkte inspiration til ph.d.-projektet.
Kontaktinformation:
Anne Winther Jensen, Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning, e-mail: awj(at)ruc.dk, mobil: 2016 2566
