12.07 2011

Professor: Hospitalerne kan aflastes med effektdrevet it-udvikling

Af: Camilla Buchardt, Kommunikationsenheden

Mere målrettet it i sundhedsvæsenet kan optimere og effektivisere lægernes og sygeplejerskernes arbejde. Sådan lyder en af konklusionerne i ny forskning fra RUC

Jesper Simonsen

Det lyder måske indlysende, at brugerne – dvs. lægerne og sygeplejerskerne - skal inddrages, når der implementeres nye it-systemer på sygehusene. Men sådan ser virkeligheden langt fra altid ud, siger professor ved Institut for Kommunikation, Virksomhed og Informationsteknologier på RUC, Jesper Simonsen:

”De effekter, kunden ønsker at opnå ved at bruge og indføre et it-system, er typisk i fokus i de tidlige stadier, men synes derefter ofte at blive erstattet af et fokus på tekniske specifikationer. Dvs. at man i stedet for at holde fokus på den ønskede effekt hos målgruppen fokuserer på funktioner i it-systemet”, siger han.

Jesper Simonsen, der for nylig har fremlagt sine forskningsresultater på den internationale konference Euro-SPI, mener i stedet, at et mere strategisk og målrettet fokus på digitalisering og it i sundhedsvæsenet vil kunne lette personalets arbejde og skabe et bedre og mere effektivt sundhedsvæsen.

”Vores forskning viser, at man skal inddrage dem, der står med patienterne i hånden – hvad har de brug for? Og så skal man følge op - måle på om det, de har behov for i forbindelse med bl.a. patientbehandlingen, bliver opfyldt med it-løsningen,” siger han.

”Et andet problem er, at ledelsens ønsker om fx mere systematisk dokumentation nogle gange medfører mere administration for lægen og sygeplejersken, og dermed mindre tid til at behandle og pleje patienten”, tilføjer Jesper Simonsen.

Lovende pilotprojekt med EPJ
Udviklingen og indførelsen af elektroniske patientjournaler (EPJ) i sundhedsvæsenet er et fremtrædende eksempel på et stort og komplekst it-projekt, hvor man med fordel kan benytte sig af effektdrevet it-udvikling. Det viser Jesper Simonsens undersøgelser, hvor han i pilotprojekter i projekter i tre regioner har anvendt effektdrevet it i forbindelse med implementeringen af EPJ.

Erfaring viser, at der er et markant behov for at dokumentere nytteværdien af EPJ-investeringerne. Behovet forstærkes af dårlige erfaringer fra tidligere projekter med utilstrækkelig opmærksomhed på systemernes organisatoriske implementering.

Konkrete eksempler på effekter kan være, at lægen kan gennemføre sin stuegang uden at blive fulgt af en sygeplejerske. Derved bliver lægens stuegang mere effektiv, og sygeplejersken kan fokusere på plejen af patienterne. Et andet eksempel kan være en reduktion i klinikernes mentale workload under den daglige morgenkonference. Derved reduceres også risikoen for fejl i deres vurdering af patienternes tilstand.

Hvad er effektdrevet IT?
Mange it-projekter fører ikke til de effekter, kunden søger at opnå. Fra kundens synspunkt er sådanne projekter hele eller delvise fiaskoer. Ofte får kunden ikke de forbedringer, man ønskede.

Effektdrevet it-udvikling supplerer de konkrete it-systemspecifikationer med specifikationer af de effekter, kunden ønsker at opnå og målinger af, hvorvidt disse effekter opnås i faktisk brug af systemet.

Effektdrevet it-udvikling bygger på Participatory Design (PD) og brugerdrevet innovation. Inden for disse forskningstraditioner anskues it som et middel til organisatorisk forandring, og fokus er på metoder og teknikker til at opnå gensidig læring mellem på den ene side kunden og på den anden side leverandøren (fx CSC Scandihealth).

Jesper Simonsen arbejder med sin forskningsgruppe på at udvikle et styringsinstrument til implementering af procesforbedringer i sundhedsvæsenet. Styringsinstrumentet er en metodebeskrivelse, hvis formål er at sikre, at en given it-løsning resulterer i de effekter, som lægerne og sygeplejerskerne efterspørger.

Læs mere om forskningsprojektet om effektdrevet it-udvikling på www.effektdrevetit.dk.

Læs flere artikler fra ’Tæt på videnskaben’


 
Send rettelser til webmaster
 
 

Find vej

Roskilde Universitet
Universitetsvej 1, Postboks 260
4000 Roskilde
Tlf: +45 4674 2000
E-mail:ruc@ruc.dk
EAN-nr: 5798000418110
SE/CVR-nr: 29 05 75 59

Derfor RUC

“Ny udgave af
forskningsmagasinet Rubrik“

Klik og se Rubrik nr. 4