Sådan skabes et tysk Europa
EU og Storbritannien er ved at vokse fra hinanden. Inden for ti år vil vi se en kerneregion med Tyskland i spidsen og en periferi af ikkeeurolande. Danmark vil stå udenfor.
Hans-Åke Persson
Synderen er Tyskland, hvis du spørger grækerne. Grækenland er, på trods af forrige fredags gældseftergivelse, stadig mere presset, forvirret og nedværdiget af den spændetrøje, medlemmerne af eurozonen har påtvunget landet.
Presset, fordi mulighederne for at komme ud af den økonomiske skruestik synes at være forsvindende små. Forvirret, fordi de på alle niveauer lader til at have mistet orienteringen i forhold til de strategiske fremtidige muligheder, de har til rådighed. Nedværdiget, fordi de som folk, stat og historisk nation i de senere år uafladelig er blevet trampet på. Og det er Tysklands skyld, mener grækerne.
De græske aviser har været fyldt med karikaturer af Tyskland og tyskere. Merkel er afbildet med nazistiske symboler, den nuværende græske regering bliver kaldt dosilogos ( forræder), og tyske turister i Grækenland mødes af en så kølig brise, at man skulle tro, at tyskerne havde besat landet.
Referencerne til Tysklands historiske rolle i Europa bliver stadig mere direkte og utilslørede end nogensinde, siden Tyskland blev samlet.
For mere end to årtier siden, i marts 1990, samlede en bekymret britisk premierminister, Margaret Thatcher, en række historikere og politologer til en konference for at analysere tysk mentalitet og tyskernes kulturelle særtræk. Det overordnede spørgsmål var: Hvilken vej vil 1990' ernes samlede Tyskland vælge? Thatcher mente, at risikoen for, at Tyskland endnu en gang ville gå sin egen vej, var stor.
Konferencen kan i den sammenhæng symbolisere den modreaktion, der trods alt eksisterede i Europa på trods af Tysklands samarbejde med den umiddelbare omverden. Men selv tyskerne selv havde svært ved at håndtere deres nye position. Nu er der gået to årtier.
Havde Thatcher ret? Er Tyskland igen gået sin egen vej uden hensyn til omverdenen?
Næppe, men man kan gøre nogle interessante iagttagelser.
Nøgleordene for den stat, der nu bestemmer magtbalancen i Europa, har været stabilitet, pålidelighed, forudsigelighed og samarbejde. Multilaterale løsninger er vigtige for tyskerne. En type løsninger, der næppe kan siges at have været et bærende princip for Frankrig, den stormagt, som internt i Europa havde mest at tabe ved samarbejdet med Tyskland. Indtil 1990 blev det europæiske samarbejde styret af Frankrig og betalt af Tyskland. Magtfordelingen er i dag et fjernt minde. Konceptet ' Merkozy' står for et stærkt Tyskland bakket op af et medgørligt Frankrig.
Tyskland har igennem 20 år udfyldt det lederskabstomrum, der opstod i Europa efter den kolde krig. Modvilligt, kunne man driste sig til at sige. Indtil nu.
Jo, der er blevet spillet med musklerne et par gange; som når Forbundsrepublikken før nogen andre lande i 1991 anerkendte Kroatien som en stat uden at rådføre sig med de øvrige europæiske lande.
Undtagelsen, der bekræfter reglen.
Tyskland har set sig selv som en økonomisk magt med en lav udenrigspolitisk profil. Et selvsyn, som blev dyrket i hele efterkrigstiden med D-marken som det ultimative symbol på efterkrigstidens succes. Ligningen giver ikke mening længere.
Med den britiske premierminister, David Camerons, veto i december mod en traktatrevision, der ville en større finanspolitisk disciplin, har den tyske økonomiske supermagt også en gang for alle taget den politisk-økonomiske styring i Europa.
Den irske politolog Hugo Brady siger, at efter det britiske veto vil EU aldrig blive det samme igen. Den finansielle krise kan føre til EU's kollaps eller et Europa med integration i to hastigheder. En union for euromedlemmer og en uden. Kernen og periferien. Førstnævnte er under tysk ledelse med sin egen industripolitik, sin egen konkurrencepolitik osv. For Angela Merkel og hendes CDU-parti betyder det ikke mindre, men mere Europa.
På CDU's partikongres i november 2011 fastslog Angela Merkel, at EU skal have mere beslutningskompetence - altså en stærkere, mere politisk union. Denne linje er nu fulgt op med meget fast hånd i kraft af finanspagten og senest kravet fra Tysklands udenrigsminister Guido Westerwelle om en ny EU-forfatning og en folkevalgt EU-præsident.
Hvis ikke EU kan blive en økonomisk supermagt, må Tyskland fortsætte som økonomisk og politisk stormagt under alle omstændigheder og forsøge at trække resten af eurozonen med sig.
Men her ligger problemet. Grækerne kan ikke blive tyskere - hverken i økonomisk eller kulturel forstand.
Med andre ord er det næsten umuligt at arrangere et ægteskab mellem to så forskellige økonomiske kulturer og mene, at det kommer til at fungere. Ikke engang en pistol for tindingen synes at hjælpe. Risikoen er nu i stedet, at Grækenland forbløder med intern politisk kaos som følge.
For nylig underskrev EU-landene en finanspolitisk pagt for større budgetdisciplin. Storbritannien og Tjekkiet undlod at stemme. Muligvis endda også Irland, der holder folkeafstemning om sagen. Denne gang var det - på trods af de glade ansigtsudtryk - ikke business as usual i EU-samarbejdet.
Hvad vi ser, er sandsynligvis et første skridt i en proces, hvor EU og Storbritannien kommer til at vokse fra hinanden. Tyskland kommer i endnu højere grad til at bestemme tempoet for integration. Inden for ti år vil vi have en kerneregion med Tyskland i spidsen. Og et Udkantseuropa med blandt andre briter og danskere. Her vil vi også finde Grækenland. Således et tysk Europa - om man vil - men kun i økonomisk forstand.
Hans-Åke Persson er professor i moderne europæisk historie med Europa og Tyskland som særlige områder.
Artiklen har været bragt i Politiken den 18. marts under den faste rubrik 'Analyse'.