Rektoratets arbejdsdeling
Rektor:
Overordnet ledelsesansvar for RUC samt særligt ansvar for forskningsområdet.
Rektor refererer til bestyrelsesformanden og deltager som observatør i bestyrelsens møder
I et tæt samarbejde med bestyrelsen, den daglige ledelse (prorektor og universitetsdirektør) institutledere, biblioteksledelsen, Akademisk Råd, samarbejdsudvalg og RUC’s medarbejdere og studerende er rektors hovedopgaver og ansvarsområder følgende:
- Fastlæggelse af overordnede, langsigtede mål for RUC’s udvikling inden for uddannelse, undervisning og forskning samstemt med realistiske økonomiske rammer og en videreudvikling af organisations- og personalepolitik.
- Udarbejdelse af en handlingsorienteret plan for målenes opnåelse.
- Løbende opfølgning på og rapportering om arbejdet med planens gennemførelse
- På det akademiske virkefelt har Rektor på de indre linjer det overordnede ansvar for videreudviklingen af RUC’s undervisning og forskning, herunder bl.a. håndtering af balancen mellem på den ene side behovet for en strategisk samling omkring og udvikling af et antal stærke, interne forskningsmiljøer, en forstærket indsats med innovation, kvalitetssikring og forskningsmæssig kompetenceudvikling, og på den anden side sikring af de videnskabelige medarbejderes forskningsfrihed og brede faglige kompetencer, som er selve grundlaget for den kreativitet og det engagement, der muliggør udviklingen af stærke forskningsmiljøer.
- Formand for Forskningsudvalget.
Når det gælder undervisning og uddannelse, har rektor delegeret det overordnede ansvar til prorektor.
Inden for rammerne af RUC’s langsigtede strategi og planer har rektor det overordnede ansvar og skal fungere som en samlende figur for en udvikling af RUC’s samspil med omverdenen. Her tænkes især på:
- Relationerne til Videnskabsministeriet og andre centrale, statslige myndigheder.
- Udvikling af undervisnings- og forskningssamarbejde med andre universiteter og forskningsinstitutioner i ind- og udland.
- Videreudvikling af det konstruktive samarbejde med Region Sjælland, Roskilde kommune og andre kommuner i regionen og øvrige offentlige og private institutioner og virksomheder i området.
- Udvikling af en stærk position for RUC i den stadigt stærkere konkurrence om eksterne finansieringsmidler fra f.eks. forskningsråd mv., EU, regionale og kommunale instanser samt diverse organisationer, fonde og private virksomheder.
- Udvikling af Tek-Trans-området.
- Profileringen af RUC som en unik, internationalt orienteret, dansk uddannelses- og forskningsinstitution, såvel i forhold til ovennævnte myndigheder og organisationer som over for de uddannelsessøgende og deres fremtidige arbejdspladser.
Rektor er ansvarlig for RUC’s organisatoriske og institutionelle udvikling. Det vil i de kommende år bl.a. dreje sig om følgende opgaver:
- I et nært samarbejde med institutlederne skal der ske en videreførelse af arbejdet med den forsknings- og undervisningsmæssige udvikling af RUC’s institutter.
- I dialog med studielederne og institutledere skal det sikres at ressourcetildelingen bliver optimal og fleksibel.
- Inden for universitetslovens rammer skal der udvikles et godt og tillidsfuldt samarbejde mellem rektorat, administration, institutter, Akademisk Råd, samarbejdsudvalg, de studerende, hvor der sikres inddragelse og mulighed for medindflydelse på RUC’s beslutningsprocesser.
- Der skal sikres et konstruktivt samarbejde med bestyrelsen, både i forberedelsen af bestyrelsens møder og gennemførelsen af dens beslutninger.
- Deltagelse i møderne i Rektorkollegiet under Danske Universiteter.
- Rektor skal sikre et udbytterigt samarbejde med RUC's centrale aftagerpanel.
- Rektor er universitetets talsmand i forhold til pressen med mindre andet er aftalt konkret, fx i forhold til uddannelsesområdet eller det administrative område, jf. nedenfor.
- Rektor leder møderne i rektorat og Universitetsledelsen (UL).
- Rektor er formand for Akademisk Råd, og Forskningsudvalget under Akademisk Råd.
- Rektor er formand for Hovedsamarbejdsudvalget og Hovedsikkerhedsudvalget.
Rektor udarbejder konkret delegation til prorektor og universitetsdirektør.
Prorektor:
Stedfortræder for rektor og med særligt ansvar for uddannelsesområdet.
I et tæt samarbejde med rektor og universitetsdirektør, institutledere, Akademisk Råd, samarbejdsudvalg og RUC’s medarbejdere og studerende er prorektors hovedopgaver og ansvarsområder følgende:
- Stedfortræder for rektor i alle sager. Prorektor deltager som observatør i bestyrelsens møder.
- Fortsat udvikling af RUC’s undervisning og uddannelsesstruktur, som viderefører RUC’s særlige profil med tværfaglighed, problemorientering, projektarbejde og brede uddannelsesindgange.
- Kvalitetssikring og udvikling af undervisning og uddannelse særligt med henblik på projektarbejdsformen.
- Forstærkelse af indsatsen for at tiltrække flere studerende, ikke mindst inden for det naturvidenskabelige område.
- Ansvar for den overordnede udvikling og drift af RUC's uddannelsesaktiviteter, herunder:
- Videreudvikling af RUC's særlige pædagogisk-didaktiske metoder.
- Videreudvikling og drift af et kvalitetssikringssystem for RUC's uddannelser og undervisning.
- Fortsat udvikling af det studieadministrative område, herunder på det internationale område.
- Modernisering og forenkling af akkrediteringen af RUC's uddannelser.
- Udvikling af samarbejdet med professionshøjskolerne.
- Roskilde Doctoral School (RDS) / ph.d.-uddannelser
- Prorektor deltager i møderne i Akademisk Råd.
- Prorektor er formand for UDDU.
- Prorektor er RUC’s talsmand i forhold til pressen på det uddannelsesmæssige område efter nærmere aftale med rektor.
Universitetsdirektør:
Med reference til rektor daglig leder af Fællesadministrationen og med særligt ansvar for organisation og administration på RUC
I et tæt samarbejde med rektor og prorektor, institutledere, Akademisk Råd, samarbejdsudvalg og RUC’s medarbejdere og studerende er universitetsdirektørens hovedopgaver og ansvarsområder følgende:
- Ledelse, med reference til rektor, af universitetets fællesadministration. Universitetsdirektøren har personaleansvaret og det økonomiske ansvar i forhold til cheferne i fællesadministrationen, og er daglig leder af rektorsekretariatet. I studieadministrative og internationale uddannelsesspørgsmål refererer de pågældende chefer dog til prorektor.
- Overordnede ansvar for, at universitetets fællesadministration fungerer professionelt, effektivt, legalt og som en god arbejdsplads for medarbejderne.
- Ansvar, med reference til rektor og bestyrelse, for universitets økonomistyring og udvikling af denne.
- Rådgivning af bestyrelsen og rektor i retlige og budgetretlige spørgsmål, jf. vedtægten.
- Styrkelse af den tværgående koordinering i fællesadministrationen og af universitetets samlede administration.
- Udvikling af RUC som en attraktiv arbejdsplads.
- Universitetsdirektøren deltager i konkrete samarbejder med byen Roskilde.
- Universitetsdirektøren deltager som observatør i møderne i Rektorkollegiet.
- Universitetsdirektøren deltager i møderne i Danske Universiteters Universitetsdirektørudvalg.
- Universitetsdirektøren deltager som formand i møderne i Økonomigruppen under Universitetsdirektørudvalget.
- Universitetsdirektøren deltager i bestyrelsesmøderne i UNI-IT.
- Universitetsdirektøren deltager i møderne i Akademisk Råd.
- Universitetsdirektøren deltager i Hovedsamarbejdsudvalget og HSiU's møder.
Universitetsdirektøren er RUC’s talsmand i forhold til pressen vedrørende økonomi og organisation efter nærmere aftale med rektor.