RUC's historie
Et nyt universitet i Danmark
Roskilde Universitet blev til på baggrund af "Lov om Københavns Universitets placering og universitetscentre" fra 1970. Loven blev stadfæstet efter heftig debat mellem den daværende VKR-regering og oppositionen. Regeringen ønskede at oprette et universitet i Roskilde som aflastning for Københavns Universitet, mens oppositionen ønskede, at det fjerde universitet blev placeret i Aalborg for at styrke uddannelsen af den nordjyske befolkning. Resultatet var at begge universiteter blev en realitet.
RUC åbner 1. september 1972
1. september 1972 åbnede RUC for første gang dørene for 723 studerende. Universitetets grundlæggere havde ønsket en anden tilgang til undervisning og videnskab end den, der blev praktiseret på de daværende tre traditionelle universiteter.
Således var RUC's første år præget af et helt nyt undervisningskoncept, der blandt andet indebar basisstudier, tværfaglighed, problemorientering samt projekt- og gruppearbejde.
I 1972 var disse undervisningskoncepter både uortodokse og provokerende. Men i dag har de traditionelle danske universiteter taget store dele af det oprindelige RUC-koncept til sig. Ikke mindst projekt- og gruppearbejde, som i dag er en anerkendt akademisk metode. RUC kan ligeledes siges at have bragt den angelsaksiske tværfaglighed og opblødningen mellem fagdisciplinerne til Danmark.
Universitetscenter bliver til universitet i 2008
RUC blev grundlagt som Roskilde Universitetscenter, men i 2008 blev endelsen "center" droppet, og RUC blev til Roskilde Universitet. Dermed forsvandt betegnelsen "universitetscenter" fra den danske uddannelsessektor (tidligere havde Aalborg Universitet også smidt "center" væk). Forkortelsen "RUC" blev dog bevaret, da det er et stærkt varemærke for universitetet. I dag har RUC mere end 9.500 studerende og er dermed det femte største universitet i Danmark.


