Hvad er det humanistiske basisstudium?

Studieordninger og regler

Det humanistiske basisstudium består af et toårigt, tværfagligt studieforløb, der indgår som den første del af et treårigt bachelorstudium. Bachelorstudiet kan vælges som etfagligt med et humanistisk studium som indhold, eller det kan vælges som et kombinationsstudium, hvor den studerende kombinerer to humanistiske fag eller et humanistisk fag med et andet af universitetets fag. Bacheloreksamen giver adgang til et toårigt kombinationsstudium på kandidatniveau på RUC i forlængelse af den valgte bacheloruddannelse. De humanistiske fag på RUC er: historie, dansk, engelsk, fransk, tysk, kultur- og sprogmødestudier, kommunikation, journalistik, filosofi og videnskabsteori, psykologi samt pædagogik m.s.h.p. voksenuddannelse.

Det vigtigste formål med Den Humanistiske Basisuddannelse er at give de studerende indsigt i centrale humanistiske problemstillinger, teorier og metoder. Der opbygges således en omfattende faglig indsigt. Men hertil kommer et tværfagligt perspektiv. De emner og fænomener, som de enkelte humanistiske fag beskæftiger sig med, har altid perspektiver ud over enkeltfagenes traditionsgivne rammer. Derfor arbejdes der i basisuddannelsen både med de enkelte humanistiske videnskabers teorier og metoder og med humanioras generelle videnskabsteori og historie.

Derudover er det et formål i sig selv at opøve de studerende i selvstændig tilrettelæggelse af projektorganiserede studier i humanistiske emner. Herunder skal de studerende øves i at bruge fremmedsproglige videnskabelige tekster i deres studier og i at fremlægge resultater på et fremmedsprog.

Endelig skal de studerende øves i kritisk stillingtagen til de humanistiske fags erhvervs- og samfundsfunktioner, også med henblik på deres eget erhvervsvalg.

For at fremme de tværfaglige sider af studiet er basisuddannelsen lagt i en firedimensional ramme.

De fire dimensioner

Subjektivitet og Læring
Historie og Kultur
Tekst og Tegn
Videnskab og Filosofi

Dimensionerne er valgt under hensyntagen til de humanistiske fag, som kan studeres på RUC, men er som rammesættende for de tværfaglige studier derudover begrundet i, at de hver for sig og tilsammen repræsenterer væsentlige og relevante aspekter af den slags emner og fænomener, som humaniora beskæftiger sig med.

RUC og dermed HUM-BAS er kendetegnet ved den studerendes mulighed for at farve og tilrettelægge sit eget studieforløb. Du vælger selv, hvilke projekter du vil skrive i løbet af basis, og på HUM-BAS er der desuden rig mulighed for at tage på udveksling i løbet af andet år. RUC har mange kontakter i Europa og i Canada, og det er nemt at få godkendt ophold i udlandet som en del af studierne på basis.

Projektstudiet

I hvert semester er du med til at skrive et projekt, hvis emne og udformning du og din gruppe har stor indflydelse på. Enten udvikles gruppens eget forslag sammen med vejlederen, eller gruppen vælger at præcisere sit projekt inden for en vejleders forslag til projektramme. Hvor kurserne giver et bredt overblik over de humanistiske videnskabers problemer, begreber og metoder, giver projekterne selvstændig fordybelse.

Følgende er eksempler på, hvad et projekt kan handle om. For hvert semester (undtagen 4. semester) kan der være et fælles tema, som projekterne formuleres indenfor. Temaerne her er også eksempler.

1.  semester: Tekst, kontekst og tolkning

En gruppe arbejdede med nyhedsmediernes formidling af henholdsvis Vietnamkrigen og krigen i Afghanistan. Gennem en komparativ analyse af udvalgte nyhedsklip søgte gruppen at give et bud på udviklingen af de amerikanske nyhedsmediers dækning af krigene. Analysen dannede desuden grundlag for en diskussion om, hvad virkelig­hed er samt hvordan man for­står og skaber virkelighed inden for bestemte diskurser.

En anden gruppe udarbejdede et formidlingsprojekt bestående af en radiodokumentar og en følgerapport omkring den anvendte formidlingsteknik, interviewteknik, målgruppeanalyse etc. Radiodokumentaren handlede om homoseksuelle mænds rettigheder til og muligheder for at blive forældre, og om kernefamilien som den samfundsmæssige norm. Det centrale spørgsmål var hvorledes et politisk og følelsesladet budskab formidles med respekt for de medvirkende.

2.  semester: Historie, kontinuitet og brud

En gruppe arbejdede med den engelske revolution i 1600-tallet, og dennes betydning for individets position i samfundet. Gruppens primære spørgsmål var: Hvorledes og på basis af hvilke ideer og strukturelle ændringer skete der i denne periode en udvikling af individets position i samfundet? Spørgsmålet blev behandlet gennem en undersøgelse af konteksten for revolutionens opståen og af denne tids udviklede ideologier, filosofiske som politiske.

En anden gruppe arbejdede med en ny genre indenfor historievidenskaben; den kontrafaktiske historie, hvor historikeren undersøger hændelser som ikke er sket, men som rimeligvis kunne være sket. Gruppens fokus var at forstå, hvorledes en sådan nytænkning af historie­skriv­­ning­en kan bruges konstruktivt samt at kunne tage kritisk stilling til dennes legitimitet og betydning.

3.  semester:  Kultur, dannelse og identitet

En gruppe valgte at diskutere for­tællingens betydning for menneskets forståelse af identitet med udgangspunkt i en analyse af Jan Kjærstads trilogi. Hertil inddrog gruppen desuden for­skellige syn på fortællinger og identitet fra såvel filosofien som psykologien.

En anden gruppe valgte at se på sammenhængen mellem unges livshistorie og deres valg af uddannelse og identitet. Gruppen foretog en række livshistoriske interviews med unge fra Den Frie Ungdomsuddannelse, som de derefter analyserede og diskuterede med inddragelse af etablerede teorier på området.

4.  semester: Temafrit

I dette semester skrives det afsluttende basisprojekt, som er temafrit.

Studieordninger og regler

Her kan du finde studieordningerne

Her kan du læse hum-bas' studieordning med udfyldende regler (pdf)

Her kan du læse hum-bas' studievejledning (pdf)

Her kan du læse studiehåndbogen (pdf)

 

 
Send rettelser til webmaster
 
 

Find vej

Roskilde Universitet
Universitetsvej 1, Postboks 260
4000 Roskilde
Tlf: 46742000 / e-mail:ruc@ruc.dk
EAN-nr: 5798000418110
CVR-nr: 29 05 75 59
SE-nr: 29 05 75 59

Derfor RUC

“RUC bliver 40 år - og det skal fejres“

Vær med til at skabe festskriftet på derfor.ruc.dk