Studieophold i udlandet
Har du tænkt på at tage til udlandet og studere? Et udvekslingsophold ved et udenlandsk universitet kan være udbytterigt og få stor betydning for din videre (ud-) dannelse og karriere. Det gælder både udviklingen af dine faglige kompetencer og udvikling på det menneskelige, kulturelle og sproglige plan.
Som studerende på den humanistiske bacheloruddannelse kan du tilbringe et semester ved et af de universiteter, RUCs humanistiske område har indgået udvekslingsaftaler med. Det sker bedst i tredje semester, men fjerde semester kan også bruges til det.
Få information og vejledning om studieophold i udlandet på International Afdelings hjemmesider.
Selvarrangeret studieophold
En del studerende arrangerer selv deres studieophold ved et udenlandsk universitet. Det kan skyldes at deres faglige interesser ikke kan opfyldes på et af de universiteter vi samarbejder med, eller at der er så megen rift om pladserne at ikke alle kan få en plads på deres foretrukne universitet.
I de fleste tilfælde betyder det at du som studerende selv må betale undervisningsafgift til værtsuniversitetet, samt lave alt benarbejdet i forbindelse med opholdet. Når det drejer sig om den faglige godskrivning af opholdet kommer studienævnet ind i billedet.
Studienævnet kan i mindre omfang støtte studerende, som ønsker at rejse uden for netværk.
