Merit
En meritoverførsel betyder, at studienævnet har vurderet, at den studerende allerede har tilegnet sig den viden, som ellers kræves udfra studieordningen. Den studerende godskrives derfor denne aktivitet.
Eksempler på hvornår du kan søge merit kunne være:
- Hvis du tidligere har læst filosofi på Aarhus Universitet og dér har bestået kurser i grundlæggende filosofi. Studienævnet kunne så vurdere, at du kunne få meritoverførsel for grundkurset i Videnskab og filosofi i første eller andet semester.
- Hvis du har læst på et universitet i udlandet i forbindelse med udveksling.
- Hvis du har en afsluttet relevant mellemlang videregående uddannelse vil du kunne få merit i op til et år, som er det højeste man kan få.
I nogle tilfælde vil Studienævnet give dig en forhåndsgodkendelse på, at de aktiviteter, du har planlagt på et andet uddannelsessted, vil blive dig godskrevet, når du kommer tilbage til dit studium på RUC.
Hvis du vil søge om meritoverførsel eller om en forhåndsgodkendelse, skal du derfor skrive en ansøgning til dit studienævn, hvori du redegør for, hvilke tidligere studieaktiver du ønsker at få meritoverført. Du skal naturligvis vedlægge dokumentation for studieaktiviteterne. Som regel er det en fordel med en samtale med studielederen eller studievejledningen om netop dine muligheder for og ønsker om merit.
