Værd at vide om optagelse
Her kan du få svar på de mest almindelige spørgsmål om, hvordan du søger om optagelse på RUCs bacheloruddannelser via optagelse.dk. Kan du ikke finde svaret på netop dit spørgsmål her, så kontakt Studie- og Karrierevejledningen.
1. Hvordan ansøger jeg?
Du skal søge om optagelse via den koordinerede tilmelding, www.optagelse.dk. Det er fra og med optagelsen 2013 kun muligt at søge digitalt.
2. Hvad betyder standby?
Læs mere på uddannelsesguiden (ug.dk): http://www.ug.dk/flereomraader/maalgrupper/videregaaende_uddannelse/standby_til_optagelse_paa_videregaaende_uddannelse.aspx
3. Hvad betyder tilsagn?
Tilsagn betyder, at du sidste år fået tilbudt en optagelsesplads i år. For at sikre dig din plads, skal du søge optagelse på RUC på helt almindelig vis, dvs. søge gennem optagelse.dk. I ansøgningsskemaet angiver du, at du har tilsagn om en plads samt oploade dit brev om tilsagn.
4. Kan jeg få bonus, og hvordan foregår det i givet fald?
Du kan få ganget dit gennemsnit med 1,08, hvis du søger optagelse via kvote 1 med en adgangsgivende eksamen, der er afsluttet senest 2 år før ansøgningsåret. De 2 år regnes fra den eksamenstermin, hvori dit eksamensbevis er udstedt. Dvs. du kan få bonus, hvis du søger om optagelse i 2013, hvis du har afsluttet din adgangsgivende eksamen i 2011 eller 2012, eller hvis du afslutter din gymnasiale uddannelse i 2013.
5. Jeg har allerede afsluttet en kandidatuddannelse. Kan jeg optages på endnu en uddannelse?
Hvis du tidligere har afsluttet en kandidatuddannelse, kan du kun blive optaget på en videregående uddannelse, hvis der er ledige pladser (kandidatreglen). Dvs., du kan godt søge, men du optages kun, hvis der er ledige pladser på den søgte uddannelse.
6. Jeg søger mere end en uddannelse på RUC. Hvad gør jeg?
Søger du mere end én uddannelse på RUC, skal du på optagelse.dk angive hver enkelt af de uddannelser du søger i prioriteret rækkefølge.
Dvs. søger du eksempelvis både optagelse på Den Humanistiske Bacheloruddannelse og Den Samfundsvidenskabelige Bacheloruddannelse, skal du skrive begge uddannelser på ansøgningsskemaet.
7. Jeg opfylder ikke adgangskravene. Hvad gør jeg?
Du har mulighed for at supplere i et eller flere fag. Det er både muligt at supplere i løbet af året eller i løbet af sommeren. På www.gsdanmark.dk og www.vuc.dk kan du læse mere om, hvilke kurser der udbydes, hvor og hvornår.
HUSK, at angive på ansøgningsskemaet, at du er i gang med eller skal i gang med suppleringskursus. Du skal desuden oploade dokumentation for at du er tilmeldt supplering. Når du har afsluttet din supplering skal du oploade dokumentation for din beståede eksamen.