Akademisk Engelsk for studerende
Akademisk engelsk er så meget mere end blot at kunne formulere sig på et kommunikativt tilfredsstillende pidgin-engelsk (også tidligere i RUC-NYT kaldet ‘cirkus-engelsk’). Basalt set udgør den akademiske genre dokumentation for en undersøgelse (hvad enten det er et essay eller en rapport) med det formål at overbevise læseren om rigtigheden af undersøgelsens resultater og det i en fremstillingsform, der er anerkendt inden for det akademiske diskursfællesskab (Lotte Rienecker, Peter Stray-Jørgensen, Den gode opgave, 2000). Og kravene til denne fremstillingsform, som her på RUC generelt følger den angloamerikanske stil, er, at sproget fremstår som klart, sammenhængende, koncist, korrekt og til en vis grad forbeholdent, og at undersøgelsen er struktureret ud fra en stringent lineær tankegang uden tilfældige indskydelser.
Hvis du føler, du har brug for hjælp til dit generelle sproglige niveau på engelsk, eller har brug for støtte til at forstå og praktisere akademisk engelsk skrivning, som fx beskrevet ovenfor, akademisk engelsk læsning eller mundtlig fremstilling (præsentationer eller diskussioner), eller har brug for tips og råd om studieteknik på engelsk i det hele taget, så håber jeg, du enten vil melde dig til et af 6-ugers kurserne i akademisk engelsk, eller bestille tid til individuel vejledning eller et gruppemøde. Du er selvfølgelig også velkommen til at tage imod begge dele!
Nedenfor er der en detaljeret beskrivelse af de forskellige tilbud inklusiv beskrivelser af de krav, der stilles.