Masteruddannelser på RUC
En masteruddannelse er en forskningsbaseret efter- og videreuddannelse som henvender sig til erhvervsaktive voksne. Uddannelsen er på kandidatniveau. For at kunne blive optaget på en masteruddannelse skal du have en relevant uddannelse mindst på bachelor/diplomniveau samt 2-3 års relevant erhvervserfaring efter gennemført adgangsgivende uddannelse.
En masteruddannelse gennemføres på deltid og varer normalt 2 år, hvilket svarer til 1 års fuldtidsstudier (60 ECTS-point). Dette betyder, at du kan gennemføre en masteruddannelse samtidig med at du har arbejde, og undervisningen er typisk tilrettelagt herefter. Der er deltagerbetaling på masteruddannelserne.
Masteruddannelser
Det særlige ved masteruddannelsen på RUC
Hvis du tager din masteruddannelse på RUC, vil næsten halvdelen af dit studie (inklusiv dit masterprojekt) være baseret på problemorienteret, tværfagligt projektarbejde. Dette betyder, at du som studerende udover den faglige læring også får videreudviklet dine kompetencer indenfor samarbejde, tværfaglighed og den projektorienterede arbejdsform – kompetencer, der i stigende grad efterspørges på arbejdsmarkedet.
Hvor det er muligt og relevant tager uddannelserne endvidere udgangspunkt i dine og dine medstuderendes egne erfaringer og erhvervsrelaterede problemstillinger, og uddannelserne kombineres dermed på naturlig måde med dit arbejde.
Som masterstuderende på RUC får du altså udviklet dine kompetencer indenfor faglighed og arbejdsform, og du vil dermed være godt rustet i dit videre arbejdsliv både til at imødekomme arbejdsmarkedets stigende kompetencekrav samt ikke mindst til at optimere din egen arbejdssituation.
Du kan læse mere om RUC's arbejdsform her.

